Socialområdet - mestringsstøtte - Ydelseskatalog
For mestringsstøtte samt aktivitets- og samværstilbud
Indhold
Ydelseskatalog
Du kan i dette ydelseskatalog læse mere om Åben rådgivning og de forskellige mestrings- og samværstilbud, som vi kan tilbyde på socialområdet. Nogle af tilbuddene kan du møde op til på eget initiativ, og andre forudsætter, at Syddjurs Kommune vurderer, at du er i målgruppen. Det vil bero på en individuel og konkret vurdering af din situation.
Du kan i ydelseskataloget også få indsigt i, hvad du kan forvente, hvis du bliver bevilget tilbuddene. Serviceniveauet er fastlagt og godkendt af Byrådet i Syddjurs Kommune. Der er i slutningen af ydelseskataloget en ordforklaring, som forklarer nogle af de ord, som kan være svære at forstå. Hvis du har bruge for mere hjælp til at forstå ydelseskataloget, så vil vi meget gerne hjælpe dig med at besvare dine spørgsmål.
Der kan være livsomstændigheder og udfordringer, der gør, at man har brug for støtte og vejledning for at styrke ens forudsætninger for i så høj grad som muligt at mestre (se ordforklaring) eget liv. Derfor er der i Syddjurs Kommune medarbejdere på socialområdet, der kan understøtte din udvikling. Vi vil sammen med dig afdække, hvilke håb, drømme og ønsker, du har for dit liv. Vi tager udgangspunkt i det, som du allerede kan selv. Der er også mulighed for at inddrage dit netværk (se ordforklaring) eller andre fagpersoner, hvis det giver mening i forhold til at løse dine udfordringer. Med det afsæt vil vi sammen med dig arbejde frem imod, at du kan leve et så selvstændigt liv som muligt.
Et styrende princip for socialområdet er at yde den rette støtte på det rette tidspunkt. Det betyder, at vi har en række tilbud, der er målrettet dig, der kun kortvarigt eller i mindre grad har behov for støtte og vejledning, men også tilbud, der er mere omfattende, til dig, der har et stort behov for støtte og vejledning i din hverdag. Vi vil have fokus på, at du bliver tilbudt en indsats, der passer bedst muligt til det behov og de håb, ønsker og drømme, du har.
I Syddjurs Kommune har vi et mestringscenter med flere lokationer, der samler nogle af de tilbud, som du kan få som borger fra socialområdet. Vejen til støtte på socialområdet går gennem Åben rådgivning. Her kan du som borger i Syddjurs Kommune henvende dig, hvis du har brug for hjælp. Vi kan med afsæt i en screeningsproces (se ordforklaring) tilbyde dig forskellige tværfaglige og koordinerede indsatser. Hvis du, inden du bliver 18 år, allerede har modtaget hjælp fra Syddjurs Kommune, vil vi have fokus på at sikre en god overgang til tilbuddene på socialområdet med baggrund i kendskabet til dig og din situation.
Ydelseskataloget skal ses i sammenhæng med kommunens politikker, herunder Byrådets Vision og udviklingsstrategi 2022-2034 samt Social- og beskæftigelsespolitikken, herunder fokusområder om helhedsorienterede indsatser (se ordforklaring), fællesskaber og den gode borgerdialog.
Hvis du ikke har mulighed for at møde op i mestringscenteret som følge af dine udfordringer, kan du skrive til Socialcenteret via Digital Post. Du kan læse mere herom på www.syddjurs.dk/kontakt.
Her kan du læse om, hvordan du kan kontakte kommunen. Råd- og vejledningssamtalerne kan dermed foregå:
- fysisk via fremmøde i socialområdets mestringscenter
- virtuelt i form af f.eks. videomøder
- telefonisk
I Syddjurs Kommune har vi Åben rådgivning (se ordforklaring), der gør det nemt for dig som borger at finde vej til at få hjælp fra kommunen. Du kan henvende dig i Åben rådgivning, hvis du har brug for råd og vejledning eller støtte til at få din hverdag til at fungere som følge af en nedsat fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse eller sociale problemer.
Formål
Formålet med Åben rådgivning er at gøre det nemt for dig at få råd og vejledning og afklaring af muligheder for yderligere støtte til at mestre din hverdag på egen hånd.
Målgruppe
Målgruppen er borgere over 18 år, der oplever udfordringer i hverdagen, som følge af en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne (se ordforklaring) eller med særlige sociale problemer. Det kan eksempelvis være for dig, der har brug for råd og vejledning i forhold til muligheder og tilbud på tværs af kommunen samt til at få skabt en kontakt til den rette afdeling, der kan hjælpe dig.
Indhold
I Åben rådgivning kan du få afklarende råd og vejledningssamtaler med en medarbejder fra socialområdet. Her kan du stille spørgsmål, og du kan også få direkte hjælp til f.eks. at forstå breve, der er sendt fra kommunen eller andre, samt lignende konkrete og afgrænsede ting.
Samtalerne skal alt efter dine behov og kompetencer medvirke til at få opmærksomhed på tilbud i civilsamfundet (se ordforklaring) eller behov for kontakt til andre områder i kommunen, herunder f.eks. beskæftigelses-, familie, sundheds-, fritids- og kulturområdet. Det kan også være vi kommer frem til, at du skal benytte tilbud i socialområdets mestringscenter eller der er brug for, at Socialcenteret udreder (se ordforklaring) dit behov for en eventuel yderligere indsats fra socialområdet.
Åben rådgivning holder til i socialområdets mestringscenter. Du kan se vores aktuelle åbningstider på www.syddjurs.dk. Her kan du også finde informationer om socialområdets mestringscenter.
Hvis du ikke har mulighed for at møde op i mestringscenteret som følge af dine udfordringer, kan du også kontakte os på telefonnummer XXXX eller du kan også skrive til Socialcenteret via Digital Post. Du kan læse mere herom på www.syddjurs.dk/kontakt.
Her kan du læse om, hvordan du kan kontakte kommunen. Råd- og vejledningssamtalerne kan dermed foregå: · fysisk via fremmøde i socialområdets mestringscenter · virtuelt i form af f.eks. videomøder · telefonisk
Lovgrundlag
Syddjurs Kommune tilbyder råd og vejledning med afsæt i lov om social service §§ 10 og 12.
Når du har henvendt dig i Åben rådgivning kan det være, at vi sammen med dig finder ud af, at du har brug for hjælp til at være en del af et fællesskab med andre f.eks. gennem et aktivitets- og samværstilbud. Som udgangspunkt prøver vi at sammensætte tilbuddene i forhold til borgernes forskellige behov, f.eks. i forhold til forskellige målgrupper eller diagnoser, hvis det er muligt. Der er mulighed for at benytte tilbuddene både som et visiteret eller uvisiteret tilbud (se ordforklaring).
Formål
Formålet med et uvisiteret aktivitets- og samværstilbud er at tilbyde et mødested, hvor du har mulighed for samvær med andre. Tilbuddet har et forebyggende sigte og kan være med til at forebygge ensomhed samt, at du får brug for mere indgribende støtte.
Målgruppe
Målgruppen for et uvisiteret aktivitets- og samværstilbud er borgere over 18 år, der oplever udfordringer i hverdagen som følge af en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse eller med særlige sociale problemer. Det er særligt relevant for dig, der har ønske om at indgå i fællesskaber med andre og få et netværk.
Indhold
I et uvisiteret aktivitets- og samværstilbud har du som borger mulighed for at møde op uden en visitation fra socialområdet. Du kan være anonym, hvis du foretrækker det, da vi ikke registrerer noget om dig.
Du kan være sammen med andre og på den måde få et netværk med andre. Der er også mulighed for at få råd, vejledning og støttende samtaler i forhold til dine ønsker og behov og høre om de støttemuligheder, der er i Syddjurs Kommune. Det kan både være fra en medarbejder med pædagogiske kompetencer eller en medarbejder med brugerbaggrund (se ordforklaring).
Et uvisiteret aktivitets- og samværstilbud kan også være en mulighed for dig, der har afsluttet et gruppeforløb (se afsnit 3.1) eller er ved at afslutte et længerevarende mestringsforløb (se afsnit 4).
Der kan i forbindelse med aktiviteterne være egenbetaling f.eks. til materialer i forbindelse med kreative aktiviteter. Du skal være opmærksom på, at du i et uvisiteret samværstilbud ikke kan få støtte til transport til og fra tilbuddet.
Du kan læse mere om kommunens uvisiteret aktivitets- og samværstilbud på vores hjemmeside, hvor du også kan finde oplysninger om aktuelle åbningstider.
Lovgrundlag Syddjurs Kommune tilbyder uvisiteret aktivitets- og samværstilbud med afsæt i lov om social service § 79.
Formål
Formålet med et visiteret aktivitets- og samværstilbud er at tilbyde et mødested for borgere, hvor der er mulighed for samvær med andre understøttet af medarbejdere med pædagogiske kompetencer. Et visiteret aktivitets- og samværstilbud tilbyder aktiviteter og sociale fællesskaber. Det skal medvirke til at fastholde og udvikle din mestringsevne.
Målgruppe
Målgruppen for et visiteret aktivitets- og samværstilbud er borgere over 18 år, der oplever udfordringer i hverdagen som følge af en betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Det er særligt relevant for dig, der har brug for støtte til at øve sociale kompetencer, få et netværk og komme ud af ensomhed.
Indhold
Det er en forudsætning for at kunne benytte et visiteret aktivitets- og samværstilbuddet, at Syddjurs Kommune har vurderet, at du er i målgruppen for tilbuddet og bevilget dig til tilbuddet. Hvis du bliver visiteret til et aktivitets- og samværstilbud, vil vi sammen med dig opsætte mål for støtten og følge op herpå. Syddjurs Kommune vil også undersøge dine transportbehov og vurdere, om du skal bevilges støtte hertil.
I et visiteret aktivitets- og samværstilbud har du mulighed for at deltage i aktiviteter og være sammen med andre borgere. På den måde har du mulighed for at opbygge et netværk og komme ud af ensomhed. Der er også mulighed for at få råd, vejledning og støttende samtaler i forhold til dine ønsker og behov og høre om de støtte muligheder, vi giver i Syddjurs Kommune. Det skal medvirke til at fastholde og udvikle din mestringsevne, så du kan leve et så selvstændigt liv som muligt.
Der kan i forbindelse med aktiviteterne i de visiterede samværstilbud være egenbetaling f.eks. til materialer i forbindelse med kreative aktiviteter.
Du kan finde oplysninger om kommunens visiterede aktivitets- og samværstilbud i Syddjurs Kommune på vores hjemmeside.
Lovgrundlag
Syddjurs Kommune tilbyder visiteret aktivitets- og samværstilbud med afsæt i lov om social service § 104.
Når du har henvendt dig i Åben rådgivning kan det være, at vi sammen med dig finder ud af, at du har brug for et gruppeforløb eller et individuelt tidsbegrænset mestringsforløb.
Gruppeforløb
Formål
Formålet med et gruppeforløb er at fastholde og udvikle dine mestringsevne. Gruppeforløb støtter din udvikling og mestringsevne i en grad, der gør dig i stand til i højere grad at opnå et mere selvstændigt liv.
Målgruppe
Et tidsbegrænset mestringsforløb er målrettet dig, som er over 18 år og har nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller sociale problemer eller er i risiko for at udvikle funktionsnedsættelse eller sociale problemer. Din situation betyder, at du har behov for vejledning eller støtte til at udvikle og vedligeholde din mestringsevne, som medvirker til at få dit hverdagsliv til at fungere. Du kan også have behov for støtte og vejledning for at forebygge, at din mestringsevne forværres.
Forløbet er særligt målrettet dig, som har gavn af at indgå i sociale relationer med andre med samme baggrund og/eller erfaringer som dig, som du kan udveksle erfaringer med og lære af.
Indhold
I Syddjurs Kommune tilbyder vi gruppeforløb relateret til diagnoseforståelse (se ordforklaring) for borgere med autisme spektrum forstyrrelse og for borgere med opmærksomhedsforstyrrelse.
Derudover vil vores gruppetilbud varierer over tid og blive tilpasset de konkrete behov og ønsker, som du og andre borgere, har.
I et gruppeforløb er det muligt for dig at danne relationer til de andre deltagere i gruppen. Dem, du møder i gruppen, vil have erfaringer med nogle af de samme udfordringer, som du selv oplever. Det betyder, at I kan dele jeres erfaringer med, hvad der kan hjælpe i en svær situation og derved hjælpe og støtte hinanden. Vi forsøger at skabe et trygt rum, hvor I kan udvikle jer sammen. Styrken ved et gruppeforløb er, at man får viden og input af faglig karakter fra fagpersoner på socialområde men også på basis af konkrete personlige erfaringer fra de andre deltagere. Samtidig vil du opleve, at andre kan have gavn af at høre om dine erfaringer.
Lovgrundlag
Syddjurs Kommune tilbyder gruppeforløb med afsæt i lov om social service § 82a.
Individuelle forløb
Formål
Formålet med tidsbegrænsede mestringsforløb er at vejlede i, hvordan du selv kan oparbejde og træne færdigheder og udvikle din mestringsevne til at have en så selvstændig hverdag som muligt. Vi tager udgangspunkt i det, som du allerede kan selv, og bygger videre herpå, så du kan opnå flere kompetencer, eller vi kan forebygge, at dine udfordringer ikke forværres.
Målgruppe
Et tidsbegrænset individuelt mestringsforløb er målrettet dig, som er over 18 år og har nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller sociale problemer eller er i risiko for at udvikle funktionsnedsættelse eller sociale problemer. Din situation betyder, at du har behov for vejledning eller støtte til at udvikle og vedligeholde din mestringsevne til at få dit hverdagsliv til at fungere. Du kan også have behov for støtte og vejledning for at forebygge, at din mestringsevne reduceres. Når du tilbydes et individuelt mestringsforløb, har vi vurderet, at et gruppeforløb ikke alene er tilstrækkeligt til at opfylde dine behov for støtte og vejledning.
Indhold
I et tidsbegrænset individuelt mestringsforløb arbejder en mestringsvejleder sammen med dig om en konkret og afgrænset udfordring. Forløbet tager udgangspunkt i dine egne ønsker og drømme, så dit eget perspektiv og dit eget medansvar styrkes. Konkret vil et mestringsforløb blive tilrettelagt i dialog med dig, og du skal selv bidrage til, at vi sammen kan identificere, hvor du kan have behov for vejledning. Et individuelt, tidsbegrænset mestringsforløb vil typisk vare 3 måneder og kan maksimalt vare 6 måneder. Hvis du forsat har udfordringer i din hverdag, kan du tilbydes flere tidsbegrænsede forløb, men med forskellige mål.
Et individuelt mestringsforløb kan indeholde støtte og vejledning til specifikke og afgrænsede opgaver, f.eks.:
- At strukturere din hverdag, herunder for eksempel at holde styr på aftaler eller at opnå en døgnrytme, der gør, at du kan deltage i de ting, du ønsker for eksempel i møder eller sociale arrangementer.
- At planlægge praktiske opgaver i dit hjem, såsom rengøring, oprydning og indkøb.
- At udvikle dit sociale liv, for eksempel hvis du er ensom og gerne vil vejledes i at etablere og vedligeholde dit sociale netværk og kontakten til din familie. ·
- At udvikle dit fritidsliv, hvis du har udfordringer med at indgå i sociale sammenhænge i fritids- og kulturaktiviteter.
- At håndtere post og henvendelser fra det offentlige samt at håndtere og styre din økonomi.
- At deltage i dagtilbud, uddannelse eller beskæftigelse
- At anvende offentlig transport eller færdes sikkert i trafikken
Hvis en del af dine udfordringer er at anvende offentlig transport, færdes sikkert i trafikken eller deltage i sociale sammenhænge og møder, kan forløbet indeholde træning af dine færdigheder til selv at kunne transportere dig rundt og deltage i sociale aktiviteter m.v. Det kan for eksempel være træning i brugen af offentlige transportmidler, besøg i banken og/eller fremmøde i café og samværstilbud som led i træning af sociale færdigheder. Der ydes også støtte til at afsøge om du kan få anden hjælp til transport f.eks. hjælp til at søge transport til regionale sundhedstilbud.
Hvis du ikke er i stand til at benytte egne eller offentligt tilgængelige transportmuligheder, vil Syddjurs Kommune foretage en individuel vurdering af, om mestringsvejledningen skal stille transport og ledsagelse til rådighed af hensyn til din fremtidige mestring. Formålet vil være at optræne dine færdigheder og mestring imod at leve et så selvstændigt liv som mulig.
- Der er forskellige former for kontakt, der kan indgå som en del af et individuelt tidsbegrænset mestringsforløb: Telefonisk kontakt
- Virtuel støtte enten via apps eller videomøde
- Fysiske møder i kommunens bygninger
- Besøg i dit hjem
Lovgrundlag
Syddjurs Kommune tilbyder tidsbegrænsede mestringsforløb i form af individuelle forløb med afsæt i lov om social service § 82 b.
Når du har henvendt dig i Åben rådgivning kan det være, at vi sammen med dig finder ud af, at dine behov er mere komplekse. I dette tilfælde vil Socialcenteret afdække dit behov for støtte og eventuelt tilbyde dig yderlige støtte f.eks. i form af et længerevarende mestringsforløb.
Formål
Et længerevarende mestringsforløb er et forløb for dig, som har en betydelig og varig nedsat funktionsevne. Forløbet har til hensigt at tilbyde støtte til at udvikle din mestringsevne og de færdigheder, du har brug for, så du kan blive mest mulig selvhjulpen i din hverdag.
Forløbet skal bidrage til, at du kan skabe en tilværelse på egne præmisser, og I vil arbejde med vejledning og støtte til det, du helt specifikt har behov for. Det kan være, at du træner dig i at udvikle, fastholde eller forebygge tab af funktionsevne. Målet er, at du kan leve et liv med færrest mulige begrænsninger og mindst mulig indgriben fra andre. I særlige tilfælde kan et mestringsforløb have fokus på at kompensere for de udfordringer, du har som følge af din funktionsnedsættelse.
Et mestringsforløb bevilges gennem Socialcenteret efter en konkret og individuel vurdering.
Målgruppe
Længerevarende mestringsforløb er målrettet dig, der er over 18 år og har en betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, eller dig, som har sociale problemer, der gør, at du har behov for hjælp, omsorg eller støtte til at udvikle og vedligeholde din mestringsevne, så du kan få dit hverdagsliv til at fungere.
Derudover kan et mestringsforløb i særlige tilfælde indeholde støtte, der kompenserer for de konkrete begrænsninger og udfordringer, du kan have i praksis, når du har en funktionsnedsættelse.
Indhold
Mestringsforløbet vil være afhængig af dine håb, drømme og ønsker sammenholdt med de udfordringer, du oplever, og de behov, du har. Det er en rådgiver fra Socialcentret, der sammen med dig fastsætter de overordnede mål med mestringsforløbet. Du vil i den forbindelse blive tilbudt en handleplan, som blandt andet beskriver formålet med støtten og hvilken indsats, der er nødvendig for at opnå dette. Du aftaler derefter sammen med mestringsvejlederen, hvordan indsatsen skal tilrettelægges i praksis. Mestringsvejlederen er uddannet og har indsigt i og typisk konkret erfaring med de typer af funktionsnedsættelser, du kan have, og hvordan man kan arbejde med, at de begrænser dig mindst muligt.
I mestringsforløbet vil du modtage råd, vejledning og støtte, der skal styrke din mestringsevne gennem samtaler, færdighedstræning og vejledning. De udfordringer, du kan have behov for vejledning og træning i at mestre, kan f.eks. være:
- At strukturere din hverdag, herunder for eksempel at holde styr på aftaler eller at opnå en døgnrytme, der gør, at du kan deltage i de ting, du ønsker, for eksempel i møder eller sociale arrangementer.
- At planlægge praktiske opgaver i dit hjem, såsom rengøring, oprydning og indkøb.
- At udvikle dit sociale liv, for eksempel hvis du er ensom og gerne vil vejledes i at etablere og vedligeholde dit sociale netværk og kontakten til din familie.
- At udvikle dit fritidsliv, hvis du har udfordringer med at indgå i sociale sammenhænge i fritids- og kulturaktiviteter.
- At håndtere post og henvendelser fra det offentlige samt at håndtere og styre din økonomi.
- At deltage i dagtilbud, uddannelse eller beskæftigelse
- At anvende offentlig transport eller færdes sikkert i trafikken
Hvis en del af dine udfordringer er at anvende offentlig transport, færdes sikkert i trafikken eller deltage i sociale sammenhænge og møder, kan forløbet indeholde træning af dine færdigheder til selv at kunne transportere dig rundt og deltage i sociale aktiviteter m.v. Det kan for eksempel være træning i brugen af offentlige transportmidler, besøg i banken og/eller fremmøde i café og samværstilbud som led i træning af sociale færdigheder. Der ydes også støtte til at afsøge om du kan få anden hjælp til transport f.eks. hjælp til at søge transport til regionale sundhedstilbud.
Hvis du ikke er i stand til at benytte egne eller offentligt tilgængelige transportmuligheder, vil Syddjurs Kommune foretage en individuel vurdering af, om mestringsvejledningen skal stille transport og ledsagelse til rådighed af hensyn til din fremtidige mestring. Formålet vil være at optræne dine færdigheder og mestring imod at leve et så selvstændigt liv som muligt.
Der er forskellige former for kontakt, der kan indgå som en del af et mestringsforløb:
- Telefonisk kontakt
- Virtuel støtte enten via apps eller videomøde
- Fysiske møder i kommunens bygninger, enten i en gruppe eller individuelt
- Besøg i dit hjem
Du kan forvente et mestringsforløb, som er niveauinddelt efter omfanget og kompleksiteten af dine udfordringer, som er beskrevet af rådgiveren.
Mestringsforløb kan tilbydes i følgende omfang: ·
- Niveau 1: Let støtte
I niveau 1 tilbydes op til 1-2 planlagte kontakter fordelt over to uger. - Niveau 2: Moderat støtte
I niveau 2 tilbydes op til 1-2 planlagte kontakter om ugen. - Niveau 3: Omfattende støtte
I niveau 3 tilbydes op til 3-4 planlagte kontakter om ugen. - Niveau 4: Meget omfattende støtte
I niveau 4 er der tale om omfattende støtte med flere end 4 kontakter om ugen.
Når du deltager i et mestringsforløb, vil støtten være målrettet og fleksibel. Det betyder, at der kan ske tilpasninger undervejs også i forhold til niveauer. Det er for at sikre, at forløbet har den ønskede effekt på dine udfordringer i hverdagen. Som minimum følger vi op på, om tilbuddet er det rette og på rette niveau, en gang om året.
Lovgrundlag
Syddjurs Kommune tilbyder længerevarende mestringsforløb med afsæt i lov om social service § 85.
Civilsamfund
Civilsamfundet er en betegnelse for de dele af samfundet, der hverken styres af det offentlige eller økonomiske forhold. Der er tale om et meget bredt begreb, der dækker over både det organiserede foreningsliv i sportsforeninger, patientforeninger og borgerforeninger, men også de uorganiserede gode initiativer, som når man hjælper sin nabo med at gå en tur med hunden.
Diagnoseforståelse
Diagnoseforståelse betyder at få viden om og forståelse for den diagnose, eksempelvis autisme, som du har, og hvad det betyder for din hverdag.
Funktionsniveau/funktionsnedsættelse
Funktionsniveau siger noget om din evne til at klare dig med dine fysiske eller psykiske udfordringer, og hvordan det påvirker/begrænser din hverdag.
Helhedsorienteret indsats
En indsats, som tager udgangspunkt i hele din situation og dine behov, og som tænker de forskellige tilbud, som du får, sammen.
Medarbejder med brugerbaggrund
En medarbejder med brugerbaggrund er en person, der er ansat af kommunen og selv har levede erfaringer med lignende udfordringer som dig.
Mestre
At mestre betyder at klare eller håndtere svære situationer og vilkår i dit liv.
Netværk
Et netværk er personer, som man har en relation til. Det kan blandt andet være ens familie, venner, naboer og lignende.
Screeningsproces
En screeningsproces er en proces, hvor vi sammen med dig finder ud af, hvilke tilbud der vil være gode for dig ud fra de ønsker, håb og drømme du har og dine udfordringer i hverdagen.
Støttebehov
Støttebehov betyder dit behov for at få hjælp.
Udrede
At udrede betyder at rådgiveren ved Socialcenteret undersøge og beskriver dine ønsker, håb og drømme, hvordan du fungerer i din hverdag og dine ressourcer og vanskeligheder som baggrund for at vurdere dit behov for støtte. En udredning er mere dybdegående end en screening og her bruges blandt andet specifikke faglige metoder i form af voksenudredningsmetoden.
Uvisiteret tilbud
Et uvisiteret tilbud er et tilbud, hvor du frit kan benytte dig af og møde op når du har lyst.
Visiteret tilbud
Et visiteret tilbud er et tilbud, hvor du kun kan bruge tilbuddet, hvis din rådgiver har vurderet, at du har brug for det og er i målgruppen for det.