Gå til hovedindhold

Indsigt i din sag

Se dine muligheder for at søge indsigt i både egne sager og vores bygge- og emnesager

Indhold

    Det er vores målsætning, at der er mest mulig åbenhed om den sagsbehandling, der finder sted hos byråd, udvalg og administration. Du kan både søge indsigt i egne sager samt vores bygge- og emnesager gennem digitale løsninger. 

    Offentlighedsloven giver enhver krav på indsigt i dokumenter, ”der er indgået til eller oprettet af en myndighed mv. som led i administrativ sagsbehandling i forbindelse med dens virksomhed.”

    Syddjurs Kommune skal derfor meddele aktindsigt i sådanne dokumenter, når nogen anmoder herom, dog med en række undtagelser, der er omfattet af tavshedspligt ifølge loven, eller som er fortrolige af andre grunde.

    I det omfang dokumenterne kan fremsøges via den åbne indsigt, kan du eventuelt blive henvist til selv at fremsøge de begærede oplysninger via Åben Indsigt.

    En kommune er derimod ikke forpligtet til at udarbejde nye dokumenter for at besvare anmodninger om oplysninger, medmindre et dataudtræk kan give oplysningerne ved hjælp af få og enkle kommandoer. Også selvom et dataudtræk ikke kan give oplysningerne ved få og enkle kommandoer, kan kommunen søge alligevel at tilvejebringe de efterspurgte oplysninger helt eller delvist i det omfang, det er muligt.

    Åbenhed om personoplysninger fra den offentlige forvaltning kan være omfattet af bestemmelser i henholdsvis lovgivningen om beskyttelse af personoplysninger, offentlighedsloven eller forvaltningsloven, alt afhængig af hvordan og på hvilken baggrund eventuel videregivelse finder sted.

    Lovgivningen om beskyttelse af personoplysninger indeholder regler om, i hvilket omfang behandling af oplysninger, herunder videregivelse til tredjemand, kan finde sted, hvorimod offentlighedsloven foreskriver, hvornår udlevering af oplysninger skal finde sted. Ifølge lovgivningen om beskyttelse af personoplysninger må der eksempelvis ikke ske offentliggørelse af personnummer uden udtrykkeligt samtykke

    Oplysninger i en sag er underlagt tavshedspligt, når det er nødvendigt for at beskytte væsentlige interesser.

    Vejledning herom kan findes bl.a. i forvaltningslovens § 27, hvorefter den, der virker inden for den offentlige forvaltning, har tavshedspligt bl.a. i forhold til

    • Oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske, forhold-
    • Tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold el.lign.,  for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for den person eller virksomhed, oplysningerne angår, at oplysningerne ikke videregives.
    • Oplysninger, som det er nødvendigt at hemmeligholde for at varetage det offentliges økonomiske interesser, herunder udførelsen af det offentliges forretningsvirksomhed, eller private og offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet.

    Du kan kontakte Syddjurs Kommunes databeskyttelsesrådgiver om dine rettigheder i henhold til databeskyttelseslovgivningen. 

    Læs mere om databeskyttelse og vores databeskyttelsesrådgiver

    Du kan klage til Datatilsynet over kommunens behandling af dine personlige oplysninger. 

    Læs mere om klager til Datatilsynets på Datatilsynets hjemmeside

    Søg aktindsigt i din sag

    Du kan søge aktindsigt i dine eller dine børns personlige sager og få dine dokumenter sendt direkte til din digitale postkasse inden for syv arbejdsdage. Du kan søge indsigt via en selvbetjeningsløsning inden for følgende områder:

    • Beskæftigelsesområdet
    • Socialområdet
    • Pædagogisk psykologisk rådgivning (PPR)

    Hvis du som tredjepart vil søge om aktindsigt i en sag, skal du vedhæfte en fuldmagt fra borgeren, når du anmoder om aktindsigten.

    Søg aktindsigt i din/dit barns sag (PPR, socialcenter, beskæftigelse)

    Søg aktindsigt på andre områder

    Hvis du ønsker at søge aktindsigt i dine egne eller dit barns sager på andre områder end PPR, beskæftigelse eller socialområdet, skal du sende en anmodning.

    Hvis du som tredjepart ønsker aktindsigt i en borgers sag på andre områder end beskæftigelse, PPR eller socialområdet, skal du kontakte Borgerservice.

    Søg aktindsigt i din/dit barns sag (øvrige områder)

    Åben Indsigt

    Åben Indsigt et et digitalt opslagsværk. Her kan alle få indsigt i de fleste bilag i vores bygge- og emnesager. Det gælder både aktuelle og afsluttede sager. 

    I Åben Indsigt kan du få adgang til mere end 80.000 bygge- og emnesager og mere end 650.000 dokumenter fra vores elektroniske system til håndtering af dokumenter og sager. 

    Automatisk overstregning af personoplysninger
    Dokumenterne kan have oplysninger som er overstreget af vores system, inden de er blevet offentliggjort. Det kan f.eks. være navn, e-mail eller telefonnummer.

    Forsinkelse på offentliggørelse
    Du skal være opmærksom på, at der er en forsinkelse på mindst et døgn fra journalisering til publicering. Forsinkelsen er længere, hvis et dokument bliver udtaget af den automatiske sikkerhedskontrol for at undgå at publicere personfølsomme oplysninger.

    Søg i bygge- og emnesager i Åben Indsigt

    Kontakt

    Borgerservice

    Mandag-Tirsdag
    08:30 - 15:00

    Torsdag
    08:30 - 17:00

    Fredag
    08:30 - 12:00

    Telefon: 87 53 50 00