Nyt digitalt træningstilbud skal øge ældres livskvalitet
Syddjurs Kommune har lanceret DigiRehab, hvor ældre borgere oplæres i at følge træningsforløb i eget hjem via en tablet.
)
Syddjurs Kommune har startet træningskonceptet DigiRehab for kommunens ældre. Her følger en gruppe ældre, som modtager hjemmehjælp og personlig pleje, et skræddersyet træningsprogram via en skærmenhed, en såkaldt tablet, to gange om ugen i 12 uger. De ældre vil blive fulgt tæt af en række dedikerede træningsassistenter. Erfaringer fra andre kommuner viser, at sådanne forløb både kan forbedre borgernes funktionsevne og øge medarbejdernes arbejdsglæde. Inspireret af disse positive resultater har Syddjurs Kommune nu implementeret DigiRehab.
Bedre livskvalitet gennem regelmæssig træning
Regelmæssig træning er nøglen til at styrke eller bevare ældres fysiske evner, så de kan leve et frit og selvstændigt liv, hvor de kan klare hverdagens opgaver. Men for mange ældre kan det være svært at finde de rigtige øvelser, fastholde den ugentlige træning og komme ud af huset til et træningstilbud. Derfor er DigiRehab, som udføres i borgernes eget hjem, et godt tilbud til mange ældre.
Formanden for Sundheds- og ældreudvalget, Riber Hog Anthonsen, udtaler om det nye tilbud:
"Mange ældre vil gerne træne, men det er svært at fastholde, hvis man i forvejen er svag. Man skal ofte ud af huset til et tilbud, og det kan være en udfordring for mange. Derfor er DigiRehab et godt tilbud til den gruppe, som gerne vil og kan træne hjemme. De vil få en god introduktion og en brugervenlig digital træningspakke, som de kan tilgå via en tablet. Det har givet gode resultater i andre kommuner, og jeg er spændt på at følge resultaterne her hos os."
De ældre borgere, som skal følge et træningsprogram, vil blive fulgt af kommunale træningsassistenter, der har fået grundig oplæring i brugen af DigiRehab-programmet, så de kan støtte borgerne i deres træning. Snart vil udvalgte hjemmehjælpsmodtagere træne to gange ugentligt via programmet. Hver session varer 23 minutter over en periode på 12 uger. Forløbet omfatter også, at der vil være borgere, der får tilbudt at træne én gang om ugen i vedligeholdende forløb.
Programmet på tabletten indeholder træningsøvelser, instruktionsvideoer og screeningsværktøjer, som tilpasses den enkelte borgers behov. Fire gange undervejs vil borgernes funktionsniveau blive evalueret ved fysiske besøg for at justere og optimere træningen.
Ny teknologi åbner døren til nye træningsformer
I andre kommuner har både borgere og medarbejdere haft overvejende positive oplevelser med DigiRehab. Borgerne har været glade for at kunne træne hjemme og har mærket markante forbedringer i deres fysiske formåen og humør. For eksempel kan nogle nu igen gå på toilettet uden hjælp, og andre har fået mod på selv at fortsætte med træningen - alt sammen til gavn for borgerens livskvalitet.
Chef for Sundhed og ældre, Niels Diedrichsen, udtaler om det nye tilbud:
"Alle ældre har et stort ønske om at være selvhjulpne, og derfor er vi altid åbne og nysgerrige efter at afprøve nye digitale løsninger i vores ældrepleje. Med midler fra byrådets velfærdsomstillingspulje kan vi her afprøve en digital træningsmodel, som mange kan få gavn af. Vi vil følge forsøget tæt, og efter endelig afrapportering til udvalget forventer vi, at det er en løsning, som bliver en del af vores daglige drift."
Byrådet har med budget 2024 afsat 3,5 mio. kr. årligt i 2024-2026 og 4 mio. kr. i 2027 til en velfærdsomstillingspulje. Der anvendes 809.000 kr. fra puljen til at implementere DigiRehab i 2024.
Syddjurs Kommune
Lundbergsvej 2 - 8400 Ebeltoft - Telefon 87 53 50 00 - Fax 87 52 11 36
COLOURBOX50166225.jpg