Golf på torvet
Syddjurs Kommune varmer op til det store internationale golfevent DP World Tour hos Lübker Golf med masser af forskellige golf-aktiviteter på Torvet i Ebeltoft i dagene 22.-24. august. Der vil være oplevelser for både store og små, musik, teater, dans og forskellige golfaktiviteter. Samtidig kan man følge med i den internationale golfturnering live på storskærm.
)
Det gamle torv i Ebeltoft omdannes med græs, musik og golfkøller i tre dage til en rigtig golfzone med masser af gratis aktiviteter og oplevelser. Man kan blandt andet teste sine golfevner på den 8 meter lange putting-bane og forsøge at lave en hole-in-one! Sammen med Ebeltoft og Kalø Golf Club kan man prøve forskellige golfaktiviteter og høre meget mere om, hvad golf egentlig er for en slags sport.
Musik og teater for alle
På Torvet i Ebeltoft opstilles en scene, hvor der i løbet af de tre dage vil være masser af musik til at sætte den gode stemning. Torsdag eftermiddag åbner Ebeltoft Harmonikaklub scenen med en hyggelig koncert.
Fredag gæster performancegruppen ArtFarm Ebeltoft med forestillingen danceOmatic. Ved at indkaste en mønt i en klassisk spillemaskine vælger publikum mellem en række dansekoreografier, dansere og temaer. Derefter har danserne 60 sekunder til at blive klar på scenen.
Efterfølgende vil der lyde lækre jazzede toner af kvartetten De4maver. De4maver er fire aarhusianske gutter, der kommer og sætter gang i de jazzede toner på Torvet.
Lørdag begynder med musikforestillingen LodsHans, hvor affaldssortering bliver til et eventyr for børn. Heartbeat Groups version af klodshans fremføres som et 'renovationseventyr', hvor musik på skrald tilfører historien en ny dimension.
Lørdag kl. 12-14 er der traditionen tro Jazz på torvet, hvor orkesteret Barfoeds Jump Band spiller med inspiration fra Louis Jordan, Louis Prima, Ray Charles, Count Basie og Nat King Cole. Kl. 15 tager De Spildte Talenter over og slutter golfdagene af med et repertoire, der dækker alt fra tiden tilbage omkring Elvis og helt frem til dagens hits - fra det helt stille til det mest heftige rock´n'roll.
Minigolf, golfbar og golfbolde
Nedenfor Maltfabrikken - ved Rampen, kan man prøve kræfter med en minigolfbane og købe sig en kop kaffe. Er man til lidt stærkere drikke, er der golfbar i Brewpub, hvor der også livetransmitteres fra golfturneringen. Der vil også være mulighed for at dekorere sin helt egen golfbold inden man sender den afsted.
Danish Golf Championship er en del af DP World Tour Championship, en af årets største idrætsbegivenheder i Danmark. 156 professionelle golfspillere fra hele verden mødes på Lübker Golf & Spa Resort ved Nimtofte på Djursland.
Syddjurs, Norddjurs, Randers og Aarhus Kommuner er værter for DP World Tour 2024 i samarbejde med GolfPromote og Visit Aarhus. Golf på torvet arrangeres som et side-event i et samarbejde mellem Ebeltoft Golf Club, Kalø Golf Club, Sparekassen Djursland, Syddjurs Kommune, Ebeltoft Handelsstandsforening, Jyllands-Postens Lokalaviser, Maltfabrikken og Rampen.
Golf på torvet har åbent torsdag og fredag kl. 13-18 og lørdag kl. 10.30-16. Det hele er gratis, og alle er velkomne.
Læs mere: www.syddjurs.dk
Syddjurs Kommune
Lundbergsvej 2 - 8400 Ebeltoft - Telefon 87 53 50 00 - Fax 87 52 11 36