Festivaler for enhver smag i Syddjurs
Sommeren er lige om hjørnet, og er man til god musik, hygge og kolde drikke i sommerlandet, så er der meget at glæde sig til.
)
Klassisk for store og små
For 14. gang er 'Klassiske Koncerter - I Djurs og Mols' klar til at byde velkommen til en uge med klassisk musik i uge 30. Programmets tema er Finsk Fascination og Senromantisk Kammermusik. Koncerterne afholdes i bl.a. Dråby Kirke, på Maltfabrikken og Rosenholm Slot.
Er man til opera er også 'Lyngsbækgaard Live' i slutningen af juli lige sagen. Sopranen Christina Pasaroiu og tenoren Peter Lodahl sørger for den musikalske stemning sammen med vært Søren Dahl d. 27. juli. Om formiddagen er der opera for de mindste med 'De tre tanter', som der kan bestilles gratis billetter til. Aftenen før kan man opleve både Lis Sørensen og Sko/Torp på Lyngsbækgaards smukke gårdsplads.
Mad og musik i fokus
'Ved vandet' - festivalen på Skødshoved 27. juli er en god blanding af marked, mad, koncerter, workshops og morgenyoga. Udendørsscenen er udvidet i år med god plads til nye musikalske oplevelser. 'Den grænseløse festival' ved Havmøllen d. 9.-11. august er en langsom festival, der for 6. gang kredser omkring måltiderne, naturen og kunsten. Her er menneskemøder på tværs i centrum.
Til Ebeltoft Kystkultur Festival d. 31. august bliver havnene i Ebeltoft fyldt med gamle træskibe, og der vil være masser af liv i havneområdet. Kom ombord i skibene, hør historierne og oplev en svunden tid. '
'Endless Sommer Festival' i uge 29 på havnefronten i Ebeltoft med fri entré er målrettet de unge med bl.a. 'Oscar' og 'Drengestreger' på plakaten.
27. juli byder 'Ebeltoft Open Air' på en eftermiddag i skoven med fuld gas på musikken, og endnu engang slår Rampen dørene op for 'Blue Ocean Music Festival' - en éndags festival med musik og hygge i fokus i begyndelsen af september.
Festivaler med teater og orker
På Rosenholm Slot kan man d. 24.-25. august komme til den helt nye 'Hjelm Dyb Festival' - en fantastisk festival, hvor man kan møde orker, elvere, hobbitter og andet godtfolk i en eventyrlig atmosfære.
I starten af september afholdes 'Teater lige om hjørnet' for 2. gang med Molsværket som centrum. Bag festivalen står en række Syddjurs-baserede teatre, og der vil være flere end 30 forestillinger på programmet for både børn, unge og voksne. Mols og Helgenæs kommer til at summe af liv både inde og ude, når også naturskønne lokationer på Helgenæs og i Nationalparken lægger scenegulv til festivalen..
Man kan læse mere om festivalerne på www.oplevsyddjurs.dk, hvor der vil være links til arrangørernes hjemmeside, billetsalg m.v.
Overblik:
19.07 - 20.07: Endless Sommer Festival
24.07 - 31.07: Klassiske koncerter i Djurs og Mols
26.07 - 27.07: Lyngsbækgaard Live
27.07: Ved vandet Festival
27.07: Ebeltoft Open Air
09.08 - 11.08: Den Grænseløse Festival
07.08-11.08: Positive Trace Festival 2024
24.08 - 25.08: Hjelm Dyb Festival
31.08: Ebeltoft Kystkultur Festival
05.09 - 08.09: Teater lige om hjørnet
07.09: Blue Ocean Music Festival
Syddjurs Kommune
Lundbergsvej 2 - 8400 Ebeltoft - Telefon 87 53 50 00 - Fax 87 52 11 36