Europæisk samarbejde på dagsordenen ved europæisk konference i Syddjurs
Deltagere fra seks EU-lande er samlet til konference i Syddjurs om fælles udfordringer i udviklingen af landdistrikter
)
Tirsdag morgen bød viceborgmester Christoffer Pedersen 21 europæiske gæster velkommen til Syddjurs Kommune, hvorefter de udenlandske deltagere trak i arbejdstøjet. Partnerne i projektet GOCORE har en række møder og oplæg på programmet, mens tilrejsende faglige eksperter, såkaldte "peers", bruger tre dage på interviews af lokale aktører for at få belyst de lokale udfordringer bedst muligt.
Tirsdag var både aktører fra regionen, LAG Djursland og Norddjurs Kommune i den varme stol, ligesom Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalgets medlemmer mødte den europæiske arbejdsgruppe, der skal prøve at komme med gode råd til Syddjurs Kommune. Onsdag eftermiddag er det repræsentanter for distriktsrådene, der skal være med til at klæde de udenlandske eksperter på.
Bjørn Jensen, næstformand for Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget, mødte tirsdag eftermiddag de internationale eksperter fra Ungarn og Portugal sammen med sine politiske udvalgskolleger. "Jeg ser meget frem til resultatet af denne 'pressure cooker', for der er ingen tvivl om, at vi kan lære meget af at lade andre - og i dette tilfælde udenlandske - kolleger kigge på vores måde at løse de kommunale opgaver på. Det blev en spændende samtale i det internationale forum", fortæller han efterfølgende.
De gode spørgsmål, som Syddjurs Kommune stiller til sine udenlandske kolleger, handler om hvordan, og med hvilke redskaber, man kan forankre sin landdistriktsstrategi hos borgerne og tilpasse den, så den afspejler borgernes behov og ønsker. Opgaven med at facilitere analyseprocessen går på tur, og i Syddjurs er det en deltager fra Coimbra i Portugal, der er tovholder på opgaven.
De faglige møder og workshops suppleres med besøg hos forskellige eksempelprojekter, så deltagerne også kommer lidt rundt i kommunen. De besøgte således tirsdag Maltfabrikken, og onsdag går turen til Molsværket, hvorefter gæsterne indkvarteres på Fuglsøcentret.
GOCORE er en forkortelse af "governing community resilience" og navnet på det EU Interreg-projekt, som er projektet bag det internationale møde, der kaldes en "pressure cooker" d. 3.-6. juni. 21 deltagere fra Portugal (Coimbra og Madeira), Ungarn, Estland, Italien og Holland besøger Syddjurs Kommune til en såkaldt "pressure cooker" - et intensivt forløb, hvor deltagerne drøfter de lokale udfordringer og kommer med løsningsforslag.
Syddjurs Kommune
Lundbergsvej 2 - 8400 Ebeltoft - Telefon 87 53 50 00 - Fax 87 52 11 36
IMG_18872.jpg6.jpg
13.jpg
IMG_1883.jpg
IMG_1884.jpg
IMG_1877.jpg