Gå til hovedindhold

Den tørre natur

Denne vejledning til private lodsejere handler om tør natur, projekter og muligheder for støtte. Vejledningen afspejler de gældende nationale regler, som lodsejere er forpligtede til at overholde, herunder dyrevelfærdslovens §3.

Indhold

    Økonomisk støtte og finansiering

    Du kan søge støtte til selve græsning eller høslæt på naturarealer hos Landbrugsstyrelsen. Du kan få op til 2600.- pr hektar pr år, hvis du græsser på den rigtige måde, bl.a. uden at tilskudsfodre på arealet.

    Vi vil meget gerne snakke med dig inden du søger, så græsningen bliver så god for naturen som muligt.

    Læs mere hos Landbrugsstyrelsen

    Du kan ansøge naturpuljen om finansiering til hegning, rydning, m.m.

    Du kan også skrive til os på natur@syddjurs.dk med din projektide, så kan vi måske finde finansiering med vores almindelige drift.

    Hvis din jord ligger i nationalparken eller i et Natura2000-område, kan du søge støtte til hegn og rydning hos Landbrugsstyrelsen.

    Læs mere om tilskud til rydning hos Landbrugsstyrelsen
    Syddjurs Kommunes naturpulje
    Læs mere om naturpleje

    Overdrevsnatur på Mols

    Syddjurs er noget særligt, fordi vi har så meget af den blomsterrige Molsnatur. Overdrevsnaturen er vigtig for rigtigt mange svampe og planter og de sommerfugle, bier og andre insekter, der lever af dem. Og alt det, der lever af dem...

    Græsning er ikke bare græsning. Forskellige dyrearter giver forskellige resultater, også afhængigt af, hvordan de bruges.

    Den gode afgræsning ligner den naturlige græsning, som vilde heste, okser og hjorte ville lave med græsning året rundt og uden tilskudsfodring og medicin (medmindre dette er nødvendigt jf. lovgivningen).

    Så spiser dyrene af kratplanterne om vinteren, og græsset er kort, når foråret starter og blomsterne skal spire. Samtidig er der ikke så mange dyr om sommeren, at blomsterne bliver trådt ned eller spist.

    På den måde bliver græsningen ikke naturpleje. Den bliver en integreret del af naturen.

    Hvis man kun græsser i vækstsæsonen og med så mange dyr, som der er mad til, bliver græsset og blomsterne spist, når sommerfugle, bier og resten af naturen er fremme og har brug for det.

    I en mild vinter vokser græsset bare videre efter dyrene er taget af, og så starter næste forår med en tæt græsmåtte, som ingen blomster kan skyde op igennem. 

    Hvad og hvordan

    Græsning er vigtig. Den gode græsning handler om, hvad man efterlader, ikke om, hvad man fjerner.

    • Helårsgræsning er bedst.
    • Vintergræsning er næstbedst.
    • Sommergræsning skal være meget let.
    • Udgangspunktet er, at der ikke fodres.
    • Får spiser alt og skal bruges om vinteren.
    • Hårdføre køer og heste er gode. De spiser meget græs og fremmer alt andet.
    • På tørre områder skal der være ca. 2-3 hektar pr voksen ko eller hest. 
    • På mindre arealer flyttes dyrene, når der er spist op.
    ""

    Sådan ser det velgræssede overdrev ud om sommeren. Mon det er godt at være bi eller sommerfugl her?

    ""

    Klitperlemorsommerfugl har stadig en god bestand ved Aarhus Lufthavn, men er næsten forsvundet i resten af kommunen. Den lever som larve af violer og stedmoderblomster og kræver mange blomster som voksen. Den er helt afhængig af, at der bliver fjernet græs og kommer flere blomster.

    ""

    Kragmose på Helgenæs. Her går 3 heste på 9 hektar. Flere dyr skal der ikke til.

    ""

    Mobil afgræsning- Ebeltoftprojektet. Vi har i et par år kørt et afgræsningsprojekt omkring Ebeltoft, hvor vi græsser ca. 25 folde af i korte perioder og flytter dyrene, når der er spist op. Det har givet MANGE flere blomster og har givet os blod på tanden, så det vil vi gerne lave mere af andre steder. Her har det givet Tjærenelliker på et overdrev på Fuglekongevej i Ebeltoft.

    ""

    Smalbladet klokke er en høj, statelig og sjælden plante, der står hist og her omkring Ebeltoft. Den smager åbenbart godt, for den forsvinder, når der bliver græsset om sommeren, når den blomstrer. Den står derfor især i vejkanter.

      Natur

      Mandag-Tirsdag
      08:30 - 15:00

      Torsdag
      08:30 - 17:00

      Fredag
      08:30 - 12:00