Omstillings- og reduktionskatalog 2024

Kom med dine idéer og forslag til omstillings- og reduktionskataloget. Kataloget skal anvendes frem mod budget 2024.

Baggrund for omstillings- og reduktionskataloget

Er der procedurer, som kan ændres, arbejdsmetoder, der kan gentænkes, eller måske er der service, som vi helt kan undvære? Så vil Syddjurs Kommune gerne høre fra dig. Byrådet inviterer både medarbejdere og borgere til at bidrage med deres ideer, sådan at budgetlægningen for 2024 får det bedst mulige grundlag.

Baggrunden er, at prognoserne for budget 2024 ser vanskelige ud. Et stigende antal ældre og flere børn er med til at øge udgifterne med op til 25 mio. kr. årligt, hvor under halvdelen dækkes af den kommunale udligning. Ligesom landets øvrige kommuner oplever Syddjurs Kommune også flere borgere med komplekse problemstillinger og støt stigende udgifter til vikarer på ældreområdet. Samtidig er inflationen med til at øge udgifterne til de helt nødvendige anlægsarbejder, som følger af, at kommunen er en attraktiv tilflytningskommune.

Byrådet besluttede derfor med budgetforliget for 2023, at der frem mod budgettet i 2024 skulle udarbejdes et omstillings- og reduktionskatalog på 50 mio. kr., hvoraf det blev forventet, at ca. 30 mio. skulle udmøntes. Beløbsrammen på omstillings- og reduktionskataloget blev på Byrådsmødet den 21. december hævet til 60 mio. kr. på baggrund af en opdateret økonomisk prognose.

Endeligt omstillings- og reduktionskatalog

Kataloget er blevet offentliggjort den 8. juni i forbindelse med dagsordenen til Økonomiudvalgsmødet den 14. juni 2023. Det behandles efterfølgende på byrådsmødet den 21. juni 2023, hvorefter det forventeligt vil indgå i budgetmaterialet til budget 2024.

Omstillings- og reduktionskataloget - se indkomne ideer

Fristen er udløbet, der kan ikke længere afleveres ideer. Der vil kunne afgives høringssvar i forbindelse med Budget 2024 fra den 25. august 2023 og frem til høringsfristens udløb den 12. september 2023.

De indkomne ideer indgår i det videre arbejde med udarbejdelse af et omstillings- og reduktionskatalog. Kataloget vil blive præsenteret for Byrådet til sommer og indgå i budgetforhandlingerne.

Der var frist for afgivelse af forslag den 10. marts 2023. 

 

Borgermøde den 6. marts 2023 - se ideer fra workshops

Der blev afholdt borgermøde med workshops om omstilling og reduktion frem mod budget 2024 mandag den 6. marts 2023. Der var 74 tilmeldte borgere og Byrådet deltog også i borgermødet. 

Herunder kan man finde en oversigt over de ideer til omstilling og reduktion, som blev nedskrevet på borgermødet. 

 

Ledelsessekretariatet

Mandag-Tirsdag

08:30 - 15:00

Torsdag

08:30 - 17:00

Fredag

08:30 - 12:00

Lundbergsvej 2 - 8400 Ebeltoft