Mobilt kontor i 2024
Borgmesterens dør står på vid gab, når han rykker borgmesterkontoret ud til forskellige steder i kommunen.
Dagene tilrettelægges i tæt dialog og samarbejde med repræsentanter i lokalsamfundene og kan blandt andet byde på virksomhedsbesøg og dialog med foreninger og grupper i området. Som afslutning på dagen er der walk and talk fra et centralt sted i byen, hvor alle er velkomne til at gå med på en uformel spadseretur.
Besøg i 2024
- 23. januar: Vrinners
- 20. februar: Balle
- 19. marts: Følle
- 16. april: Knebel
- 7. maj: Ugelbølle
- 4. juni: Kolind
- 20. august: Mørke
- 17. september: Nimtofte
- 8. oktober: Pindstrup
- 5. november: Thorsager
- 10. december: Ryomgård
Ret til ændringer forbeholdes.
Frivillighed og kunst i Vrinners
Det mobile borgmesterkontor var i Vrinners på Mols tirsdag den 23. januar. I det lille lokalsamfund er der masser af frivilligt initiativ og kreativitet.
Dagen startede med virksomhedsbesøg hos The Oak Men på Skolebakken. Her tog indehaverne Hans og Kirsten Vonsild imod og fortalte om virksomheden, der specialiserer sig i produkter i egetræ af høj kvalitet. Bakker, propper til flasker, pyntegenstande, julepynt og meget andet findes i forretningen, ligesom The Oak Men også har en webshop.
Det primære materiale er eg, men også læder og messing indgår som elementer i produktionen. Borgmesteren og lederen af Syddjurs Kommunes erhvervsenhed Christina Busk fik en rundvisning på lageret og i virksomhedens show room.
Snak om snerydning og jordtransporter
Herefter var det tid til åbent kontor i beboerhuset på Rolsøgårdvej. Det benyttede 10 borgere sig af. Der var spørgsmål til, hvor i Syddjurs man tager imod jord fra skreddet ved Nordic Waste i Randers, trafiksikkerhed i et af byens vejkryds, ligesom snerydning blev drøftet. Nogle borgere oplevede, at der blev skubbet sne op på fortovet, da kommunen ryddede vejene. Andre ville tale om det lokale vandreservoir og hvem der skal slå græsset dér.
Ofte fylder trafik og veje en del i dialogen til åbent kontor. Her gør Borgmesteren opmærksom på Giv et praj-løsningen på syddjurs.dk, hvor man kan registrere fejl og mangler i vejen (hul, væltet skilt og lignende). På hjemmesiden kan borgere også indsende forslag til, hvordan trafiksikkerheden kan blive bedre.
Der blev også talt om Vrinners' status som landzone, særligt i forhold til muligheden for nedrivning af slidte bygninger.
Efter det åbne kontor fik Borgmesteren en snak med bestyrelsen i Vrinners Beboerforening. De fortalte også om beboerhusets historie og drift. Oprindeligt var stedet et menighedshus og blev solgt videre med en klausul om, at der ikke måtte udskænkes alkohol. Klausulen blev senere ophævet, og det nuværende beboerhus blev sågar bodega i en periode, før beboerforeningen købte ejendommen i 1983.
Små og store opgaver i bestyrelsen
Foreningen tæller 132 medlemmer (husstande). Der bor omkring 600 personer i Vrinners, og foreningen arrangerer fællesspisninger, fastelavn, Sankt Hans, Halloween-fest og andre aktiviteter. Særligt fællesspisningerne er populære, og der er ofte venteliste for at være med.
Bestyrelsen har været præget af udskiftning de senere år, og der blev blandt andet talt om det store - ofte lidt skjulte - administrative arbejde, der ligger i at drive en forening: Medlemslister, regnskab, godkendelse af legeplads, udlejning af beboerhuset og mange andre opgaver, ligesom bestyrelsen mødes hver måned.
Næste skridt for bestyrelsen er at få dannet nogle mindre medlemsgrupper, som f.eks. kan stå for krea-aftener, tiltag på legepladsen og andre opgaver. Der er også tanker om brætspilsaftener og en fredagsbar.
Kunstner-fællesskab på Havvej
Eftermiddagen fortsatte med besøg hos kunstnerfællesskabet August Art og Molsbjerge A-Art på Havvej. I 2007 startede initiativtageren Britt-Mari August på egen hånd stedet, som dengang var 80 m2. I dag breder de over 30 tilknyttede kunstnere sig på 530 m2. Der er arbejdede værksteder, udstillinger og mulighed for at købe kunst, tøj og pyntegenstande med hjem.
En bred vifte af kunstformer og kreativt kunsthåndværk er repræsenteret: Billedkunst, skulpturer, keramik, pileflet, diverse tekstil-design, smykker og dekoration, silkeprodukter, vintage-tøj, smykker og meget mere. Kunstnerne kan leje en stand - eller blot et par hylder - for et månedligt beløb. Dermed har de et udstillingsvindue for deres kunst og produkter, ligesom de finder et kreativt fælleskab i lokalerne.
Foreningen Molsbjerge A-Art under oplysningsforbundet FORA lejer et 60m2 stor kursuslokale i bygningen. Der afholdes kurser, workshops, udstillinger, virksomhedsarrangementer og flere andre aktiviteter. Man kan blandt andet lære at farve garn, pileflet, strikning, filtning, decopage og guldsmede-teknikker.
Det er både lokale og interesserede fra Aarhus, Randers og det øvrige Østjylland, som finder til Vrinners. For nylig havde man en endda en strikkeklub fra Ikast forbi på garnfarvningskursus.
Frivillighed kræver en indsats
På eftermiddagens åbne kontor i beboerhuset kiggede 6 borgere forbi. Der blev blandt andet talt om de store vandmængder efter tøen er sat ind, trafikforhold, drift af beboerhuset og flere andre emner.
Dagen sluttede - som altid - med walk and talk i lokalområdet.
Michael Stegger Jensen siger om dagen i Vrinners:
"Jeg blev endnu engang bekræftet i, at der sker en masse under overfladen i de små lokalsamfund. Det kræver noget at gøre en frivillig indsats, men ofte får man heldigvis meget igen. Der var mange gode, konkrete spørgsmål til det åbne kontor. Der er stor lyst til at fortælle om det, der fylder lokalt, og hvor vi som kommune gør det godt - og hvor vi skal gøre det bedre".
Det mobile borgmesterkontor tilbragte dagen i Balle tirsdag den 20. februar. Det blev både til et besøg hos den lokale købmand, virksomhedsbesøg, snak om vejbump og selvtræning. Og så var der noget med en svømmehal...
I Balle ca. 20 kilometer nord for Ebeltoft og 13 kilometer syd for Grenaa lever man bogstaveligt talt på kanten - lige ved kommunegrænsen. Her har landsbyens ca. 540 indbyggere skabt et aktivt lokalsamfund. Det oplevede Michael Stegger Jensen med det mobile borgmesterkontor tirsdag den 20. februar.
Dagen startede som altid med virksomhedsbesøg om morgenen. Det foregik hos gearfabrikken S/A Energi på Nyballevej 8. Her fremstiller man lejer, tandhjul, tandhjulsudvekslinger, drivelementer og dele til vindmøller. Virksomheden har 23 ansatte, og ejerne Anders Haislund og Steen Lund samt fabrikschef Jan Pedersen viste rundt og fortalte om produktionen.
Herefter var det tid til åbent kontor i Balle Borgerhus. Her kiggede en håndfuld borgere forbi, blandt andet unge mennesker, som ville tale om trivsel og ønsket om, at alle får adgang til en psykolog på kommunens skoler. Der blev også talt om, hvordan det er at være ung i dag, hvor mange teenagere og unge har det psykisk svært.
Det kan opleves som et pres at få karakterer i skolen, og Borgmesteren talte med de unge om de tilbud, der findes i kommunen.
Fredagsbar og yoga i Borgerhuset
Formiddagen fortsatte med dialog med medlemmer af bestyrelsen i Balle Borgerhusforening (formand Jesper Kjær-Appelt og kasserer Søren Møller Christensen). De fortalte om stedet og dets historie. Det rummelige borgerhus er i god stand, og det lejes ofte ud til fester og arrangementer. Bestyrelsen sætter gang i meget, i marts venter intet mindre end Balle-mesterskaberne i PlayStation-spillet FIFA med storskærm og præmier.
Fredagsbar, gymnastik og yoga er også på programmet. Der er god tilslutning, selvom man kunne ønske sig endnu flere børnefamilier med. Der er et lokale til selvtræning knyttet til borgerhuset, hvor man for et mindre beløb kan få bevægelse og motion ind i hverdagen.
"Her er plads til alle - og vi vil gerne have alle med. Bestyrelsen trækker meget, og vi vil gerne have aktiveret endnu flere. Jo mere konkrete opgaverne er, jo nemmere er det. For eksempel manglede vi hjælp til at hejse flagalléen, som vi gør på alle mærkedage. Da vi skrev ud om det, fik vi pludselig en masse tilbagemeldinger. Så vi skal blive bedre til helt konkret at bede om hjælp, når det kniber", fortalte Jesper Kjær-Appelt.
På vej ud af døren til det næste punkt i programmet kiggede en far kiggede forbi Borgerhuset med sine to børn. De små havde en besked til Borgmesteren. Modet svigtede dog, da det gjaldt, men så kunne faren fortælle, at det ønsker sig en bedre rutsjebane på legepladsen - og forresten også lige en svømmehal. De gik tilfredse derfra med et stykke chokolade i hånden, dog uden lovning på svømmehal i Balle.
Købmand med mere
Så var det tid til besøg hos Min Købmand og købmand Karina Lunøe Rohde. Butikken er en del af Dagrofas lokale kæder ejet af selvstændige købmænd. I 2016, da der var udsigt til, at butikken ville lukke, gik Balle-borgerne sammen, grundlagde et anpartsselskab og købte bygningen, som Andelsselskabet Købmandsgården i Balle AMBA lejer ud til Karina.
Andelene er ejet af borgerne, som har købt cirka 200 stk. til en pris af 1250 kr. Den store lokale opbakning fornægter sig ikke i regnskaberne, og senest har man samlet næsten 300.000 kr. sammen via andele til solceller på taget af købmandsbutikken.
Lars Boelsmand fra Andelsselskabet og formand for Balle Borgerforening fremhævede
nærheden, omsorgen og interessen for hinanden, som opstår i en lille, lokal butik. Mange er også glade for den korte vej fra tanke til handling, hvis man som kunde har en ide. Så taler man med Karina, og ofte kan hun skaffe det hjem.
For de ældre i byen er det en fordel i hverdagen, at de kan cykle eller gå til købmanden. Som en af de fremmødte udtrykte det: "Hvis vi skal til Grenaa med bussen for at købe en pakke leverpostej, tager det jo hele dagen!".
Karina er glad for at være købmand i Balle. Det eneste, der altid er for lidt af, er tid.
"Havde jeg haft små børn, var det ikke gået, og får jeg en sygemelding er det jo ofte billigst selv at dække ind. Men jeg kunne ikke ønske mig at være købmand andre steder".
Andre byer kigger interesseret til "Balle-modellen". Til Landsbyklyngen Østdjurs generalforsamling i februar 2023 fik bestyrelsen for Købmandsgaarden i Balle klyngens frivilligvandrepokal for deres indsats.
Anerkendelse for det frivillige arbejde
Til eftermiddagens åbne kontor kom cirka 13 borgere fordi. Der blev talt om ønsket om et vejbump på Vestergade pga. høj fart og tung trafik.
Michael Stegger Jensen siger om dagen i Balle:
"Der er så mange i lokalsamfundene, som gør en frivillig indsats til glæde for andre. Ofte sker det lidt i det skjulte, og de får ikke altid den opmærksomhed og anerkendelse, de fortjener. De skaber liv, aktivitet og glæde og er med til at gøre vores små byer attraktive for kommende borgere og trygge for de nuværende. Det kan vi være stolte af".
Dagen sluttede med walk and talk i lokalområdet.
Forår i Følle
Det mobile borgmesterkontor tilbragte dagen i Følle den 19. marts. Programmet bød på åbent kontor i et lokalt kunst-hus, snak med medlemmer af Lions Club Rosenholm, besøg hos Borgerforeningen og walk and talk om eftermiddagen.
Michael Stegger Jensen startede dagen med åbent kontor om formiddagen hos Kunsthuset Havely på Bygaden 2. Blandt andet ville borgerne gerne tale om vindmølle-projektet ved Vosnæs, som Aarhus Kommune arbejder med. Andre ville drøfte hhv. træfældning og klimasikring af Følle Bæk. Vandet fra bækken løber over, og det medfører, at nogle borgere får vand på deres grunde.
Udkørsel fra Fremtidsparken ved motortrafikvejen og generelle udfordringer med udkørsel fra Følle fyldte også en del. En ville gerne tale om, at det er svært med skiftende sagsbehandlere, når man er tilknyttet Jobcentret.
Lokale løver sender unge ud i verden
Herefter fulgte en tur til Følle Strand. Her besøgte Borgmesteren bestyrelsesmedlemmer fra Lions Club Rosenholm i klubbens sommerhus på Valmuevej. Huset blev bygget i 1970'erne af medlemmerne selv og lejes ud, i begyndelsen til ældre fra plejehjemmet Rosengården. Nu er det ofte udsatte børn fra klubbens venskabsby Uggelharde i Tyskland, som nyder den danske sommer i Følle.
Også udenlandske håndværkere eller folk, som er ved at bygge hus og har brug for noget midlertidigt at bo i, har lejet sig ind. Sommerhuset bruges til klubbens generalforsamling og møder ("når det ellers er ledigt!". som en fra bestyrelsen sagde). Det giver et pænt bidrag til foreningens donationer.
Disse spænder bredt, lige fra uddeling af julemad via Blå Kors til cykelløb, donationer til det kommende Kulturhus i Hornslet, udvekslingsophold for unge og meget mere. Faktisk er klubben på udkig efter potentielle kandidater og opfordrer til, at man henvender sig, hvis man ønsker støtte. Klubben dækker hele den tidligere Rosenholm Kommune og tæller ca. 20 medlemmer.
Det uorganiseredes magi
Eftermiddagen fortsatte med dialog med Følle Borgerforenings bestyrelse. Formand Christina Lossen lagde hus til, og i hendes køkken gik snakken om de mange aktiviteter i Følle.
Bystævne-udvalget var også med. De er ansvarlige for det store, grønne fællesområde, som er hjertet i byen. Her er der grill-aftener, fest på Grundlovsdag, petanque-mesterskaber og meget mere. Græsset slår man på skift, og sådan er der meget i Følle, som foregår "uorganiseret, men fint og problemløst", som det blev forklaret. Svaret på dét er en kombination af byens størrelse og at dem, som engagerer sig, skal mødes positivt.
"Det skal altid være: "Hvor dejligt, at du kom!" og ikke: "Hvorfor var du her ikke sidste gang og hjalp til?", som det blev bemærket.
Kartofler og kål til deling
En anden aktivitet i Følle er Havefællesskabet Pastinakken. Her deles 10 husstande om et areal på ca. én fodboldbane. Her dyrker de på 14. sæson kål, løg, squash og kartofler. For få år siden blev der råd til en bål-og shelterplads i samarbejde med Djursland Landboforening og 4H Fælleshaver og penge fra Nordea-fonden.
Herefter var det tid til endnu en omgang åbent kontor i Kunsthuset Havely. Dagen sluttede med walk and talk i lokalområdet.
Borgmesteren plejer at indlede dagen med et virksomhedsbesøg. Det er dog ikke muligt den 19. marts i Følle. Den lokale virksomhed PR Electronics på Lerbakken fik i stedet besøg af Borgmesteren ugen forinden. Her fremstilles og sælges elektroniske komponenter og udstyr til måling og kontrol. Virksomheden fremstiller godt 700.000 produkter årligt og har mere end 10.000 globale kunder. På fabrikken i Følle er der ca. 140 medarbejdere, og 207 ansatte i hele koncernen.
Michael Stegger Jensen siger om dagen i Følle:
"Vi har mange små samfund i Syddjurs, som kan noget særligt. Det tætte og nære, sammenholdet og omsorgen for hinanden. Hvordan passer vi på det, samtidig med, at vi udvikler kommunen og tiltrækker nye borgere? Det blev jeg lidt klogere på i dag. Følle-borgernes store engagement og stolthed over deres by er imponerende. Det viste sig blandt andet ved, at omkring 1/4 af byen var med på walk and talk".
En lille bid af Italien i Mols Bjerge
Det mobile borgmesterkontor tilbragte dagen i Knebel den 16. april. På programmet var blandt andet virksomhedsbesøg hos Restaurant Mols Bjerge, hvor en italiensk familie lokker med sicilianske retter. Borgmesteren kiggede også forbi Molsværket, som åbner i næste uge, ligesom der var walk and talk i lokalområdet.
Dagen i Knebel begyndte med besøg på Lyngevej hos Restaurant Mols Bjerge, som ejes af familien Maltese fra Sicilien. De har netop åbnet dørene til deres 4. sæson på stedet.
Faren, som er uddannet dessertkok, flyttede til Danmark for 12 år siden i jagten på mere familievenlige arbejdstider. Herefter fulgte hustruen og de tre voksne døtre. Den yngste, Lara Maltese, tog imod og fortalte om virksomheden.
Det sværeste i begyndelsen var sproget. Og vejret:
"Da jeg første gang kom til Danmark, var det marts måned, og det var så MØRKT!", fortæller Lara.
Familien havde i de første år en forretning med take away i Aarhus. Så opstod muligheden for noget nyt, da restauranten på Lyngevej i Knebel kom til salg.
"Vi savnede at have en restaurant, hvor vi kunne bruge tid på kunderne og se dem spise den mad, vi har lavet. Vi elsker den relation, vi har til vores gæster, og vi er blevet taget så godt imod af lokalområde", forklarer Lara.
Kulsort pasta på kortet
Kunderne er fra lokalområdet, Ebeltoft, Ramten, Grenaa og Aarhus. Også gæster fra København, Sverige, Norge og Tyskland kommer forbi fra Syddjurs' mange sommerhuse.
På kortet møder man specialiteter og hverdagsmad fra Sicilien. Med en menu, som skifter 3 gange på en sæson, sker der altid noget nyt. Senest er pasta med blæksprutteblæk kommet på programmet. Forældrene er i køkkenet og døtrene tager imod gæsterne.
Restauranten åbner til påske og lukker igen i oktober. Vinteren tilbringer familien hjemme på Sicilien, hvor batterierne lades op til næste sæson. De drømmer om at sælge italiensk keramik fra restauranten som den, der farverigt lyser op på væggene. Også øget salg af italiensk vin og specialiteter kunne være en mulighed.
Lara ser sin fremtid i Danmark. Hun forklarer, at på Sicilien ville det aldrig have været muligt for hende at være en del af en forretning i sin unge alder:
"Men sådan er det ikke i Danmark. Her er der lige muligheder, også for uddannelse, uanset hvem man er, og hvor mange penge ens familie har".
Teaterfestival og Molsværk i slutspurten
Dagen fortsatte med dialog med folkene bag "Teater lige om hjørnet". Festivalen af samme navn finder sted for 2. gang i september og afholdes på Mols og Helgenæs i et tæt partnerskab med Kulturgruppen / Mols i Udvikling og tilknyttede lokale foreninger, frivillige, skoler og andre institutioner.
Herefter var der besøg på Molsværket på Lyngevej, hvor man er i den absolutte slutspurt forud for åbningen den 26. april. Her mødte Borgmesteren med værkfører Pia Katballe og formand for Ejendomsfonden Molsværket Grith Mortensen.
Molsværket er skabt i et partnerskab mellem Syddjurs Kommune, Mols i Udvikling og Ejendomsfonden Molsværket. Huset understøtter samarbejdet mellem borgere, institutioner, erhvervsliv og foreninger på Mols og Helgenæs.
Her finder man bl.a. Børnehuset Mols (ejes og drives af Syddjurs Kommune) med 60 børnehavebørn og 30 vuggestuebørn. Børnehuset åbnede i begyndelsen af april, så der kiggede man også forbi. "Indbyggerne" var ude i bakkerne i det fine forårsvejr (på nær på en enkelt stue, hvor de mindste var i gang med eftermiddagsmaden).
Børnehuset er indrettet med fokus på lys, luft, god akustik og en multifunktionel indretning, så lokalerne kan bruges af flere forskellige grupper. Dette er også en kongstanke i Molsværket generelt.
Flere boliger og ladestandere
Omkring 20 borgere kiggede forbi til åbent kontor i løbet af dagen i "Oasen" på plejehjemmet Lyngparken - fordelt på formiddag og eftermiddag. Her gik snakken blandt andet på, at mange ønsker flere lejeboliger og bofællesskaber i Knebel og handlemuligheder til de mange tilflyttere.
Der er også ønske om flere parkeringspladser ved plejehjemmet Lyngparken og ladestandere til el-biler. Der blev også talt om fremkommeligheden i den kommende naturnationalpark og kysten ved Sølystgård Camping, som vandstigninger i løbet af vinterens storme har ædt en bid af.
Dagen sluttede med walk and talk i lokalområdet.
Michael Stegger Jensen siger om dagen i Knebel:
"Det var en stor fornøjelse at opleve de forskellige dele af lokalområdet. Fælles for det hele er en stor fællesskabsfølelse og en vilje til at få ting til at ske. Det er meget inspirerende, og jeg glæder mig til, at området med åbningen af Molsværket får endnu bedre betingelser for udvikling. Jeg er kommet i området gennem 15 år via mit tidligere job, så også derfor er det helt særligt at være tilbage".
Dagens program bød på:
-
Kl. 08.00-09.30: Virksomhedsbesøg hos Restaurant Mols Bjerge.
-
Kl. 10.00-12.00: Åbent kontor hos Aktivitetscenteret Lyngparken, Lyngevej 3, 8420 Knebel. Lokale: Oasen.
-
Kl. 13.00-13.45: Besøg hos Teater lige om hjørnet.
-
Kl. 14.00–14.45: Besøg hos Molsværket.
-
Kl. 15.00–16.30: Åbent kontor hos Aktivitetscenteret Lyngparken, Lyngevej 3, 8420 Knebel. Lokale: Oasen.
-
Kl. 16.30 – 17.45: Walk and talk. Start: Aktivitetscenteret Lyngparken - Lyngevej 3, 8420 Knebel.
Ugelbølle i voksealderen, men fællesskabet intakt
Det mobile borgmesterkontor besøgte Ugelbølle tirsdag den 7. maj. Her fik Borgmesteren en snak med nogle af de lokale aktører, som arbejder for, at sammenholdet og fællesskabet i byen består i takt med, at flere flytter til.
Dagen begyndte hos netvirksomheden Trendyliving på Aarhusvej 25. Den familiedrevne forretning, som blev kåret som Børsen-Gazelle i 2023, blev etableret i 2009.
De holder til i lejede lokaler på to lokaliteter. De drømmer om at samle virksomheden under ét tag, hvilket der er dialog med Syddjurs Kommunes erhvervsenhed om. Stifter og indehaver Jacob Friis-Christensen og medstifter Anja Poulsen viste rundt. Trendyliving sælger gaveartikler, interiør, møbler og modetøj fra en webshop. Virksomheden sælger til private, firmaer og offentlige institutioner.
Herefter fulgte åbent kontor på friskolen og dernæst dialog med en lokal ejendomsmægler; Morten Brink Hinrichsen fra Nybolig Rønde. Boligmarkedet i Ugelbølle svarer til vejret den 7. maj: Varmt!
Den lille by tæt på Aarhus og med udsigt til vandet og egen friskole er populær. Det er særligt unge børnefamilier fra Aarhus, som flytter til, ligesom ejendomsmæglerne ser mange "interne handler", hvor folk i byen rykker til et større hus et andet sted i Ugelbølle.
Mange ønsker sig naturligt udsigt over vandet, og her er der gode erfaringer med at bygge forskudt og bruge pladsen fornuftigt, f.eks. i form af såkaldte kompakte parceller på ca. 500 m2. Mange nye boliger og udstykninger er på vej. Der er et stort ønske om boliger til seniorer, f.eks. i form af bofællesskaber. Mange ældre vil gerne blive i byen, men rykker alligevel til Rønde eller Hornslet pga. bedre indkøbsforhold.
Fælles arbejdsdage og generalforsamling
Næste punkt på dagens program var dialog med nogle af aktørerne i "Det gode landsbyliv" - et samarbejde mellem Ugelbølle Distriktsråd, forsamlingshus og parklaug. Grundtanken er, at man skal blive endnu bedre til at trække i samme retning i udviklingen af Ugelbølle.
Det kan f.eks. være at gå sammen om at søge fonde, arrangere fælles generalforsamlinger og arbejdsdage. I netværket hjælper de hinanden med at få indsigt i, hvad borgerne efterspørger, og hvordan man får alle aldersgrupper med i fællesskabet. Her har samarbejdet med Syddjurs Kommunes landdistriktskonsulent været meget givtigt, og der er også inspiration og gode ideer at hente hos blandt andet Molsværket og Kulturladen i Femmøller.
Til dagens to omgange åbent borgmesterkontor på friskolen blev der blandt andet talt om: Trafik-og vejforhold, behov for flere udstykninger, ventelister med børn til skolestart i de kommende år og hvad der ellers generelt rører sig i byen. Her blev der ofte drøftet ønsket om flere boliger til seniorer.
Hårfin balance
Michael Stegger Jensen siger om dagen i Ugelbølle:
"Det var meget positivt at opleve, hvordan folk i byen engagerer sig og gerne vil fællesskabet. Ugelbølle er efterhånden en stor by, og det er en hårfin balance at bevare det nære, trygge og overskuelige, samtidig med at vi udvikler byen og tager imod de mange, som kan se dens kvaliteter. Her er samarbejde med de lokale helt afgørende for, at vi lykkes".
Dagen sluttede med walk and talk i lokalområdet med borgere, distriktsråd og andre Byrådsmedlemmer.
Dagens program bød på:
-
Kl. 08.00-09.30: Virksomhedsbesøg hos TrendyLiving.
-
Kl. 10.00-12.00: Åbent kontor hos Ugelbølle Friskole, Langkær 2, Ugelbølle, 8410 Rønde. Lokale: Idrætssalen.
-
Kl. 13.00-13.45: Besøg vedr. tilflytning til Ugelbølle.
-
Kl. 14.00–14.45: Besøg vedr. ”Det gode landsbyliv” – et samarbejde mellem Ugelbølle Distriktsråd, forsamlingshus og parklaug.
-
Kl. 15.00–16.30: Åbent kontor hos Ugelbølle Friskole, Langkær 2, Ugelbølle, 8410 Rønde. Lokale: Idrætssalen.
-
Kl. 16.30 – 17.45: Walk and talk. Start: Ugelbølle Friskole.
En dag i Kolind med tagsten og ballade-musik
Det mobile borgmesterkontor besøgte Kolind tirsdag den 4. juni. I byen på midten af Djursland er der gang i både erhvervs-og idrætslivet. Og der er plads til dem, som ikke er helt som alle andre.
Dagen begyndte med virksomhedsbesøg hos MC Tag på Nyhåbsvej. Ejerne er Mikkel Christensen og Anja Moth Christensen. Lige indenfor døren var der en udstilling af de mange typer tagsten, man kan vælge imellem til sit byggeprojekt. Som med alt muligt andet er der også trends og tendenser indenfor tagbeklædning.
"Røde og sorte tegl er altid et sikkert valg. Under opsvinget i "nullerne" ville alle have højglans. Det ser vi næsten ikke mere", fortalte Mikkel Christensen.
Udover tagkonstruktioner udfører virksomheden blandt andet ombyg, tilbyg, nybyg, solceller, vinduesudskiftning, tømrerarbejde, murerarbejde, isolering og facadebeklædning. MC Tag med de røde håndværkerbiler og sloganet "Det bedste tag over hovedet - overhovedet" har flest private kunder. De laver også opgaver for boligforeninger og offentlige projekter i mindre omfang.
Virksomheden med 60 ansatte har haft hjemme i Kolind i 19 år og har også et lager i Risskov. Det er en konjunkturfølsom branche, og ejerne har både oplevet høj vækst og store fyringsrunder. Altid er det dog gået fremad igen, og det er blevet til flere priser som "Årets Tagdækker". Tagsten og materialer kræver meget plads, og virksomheden er så småt ved at vokse ud af lokalerne på Nyhåbsvej.
Grønne tage og rummelighed
Som i resten af samfundet er der i tagbranchen et stigende fokus på bæredygtighed og genbrug af materialer. Mikkel Christensen ser blandt øget interesse for grønne sedumtage, som kan lægges ovenpå tagpap og suge store mængder vand.
Bæredygtighed handler ikke alene om materialer, energi og genbrug. MC Tag forsøger at være en rummelig arbejdsplads, hvor man kan skifte til andre opgaver, når kræfterne til at jonglere med tunge tagsten ikke helt rækker længere. Mange af medarbejderne på stedet har 10-15 års anciennitet, så der er en stor mængde viden og erfaring at trække på.
Sang og musik er værn mod ensomhed
Herefter fulgte åbent kontor på biblioteket i Kolind+ på Bugstrupvej. Her blev der blandt andet talt om trafiksikkerhed og fartgrænser. Mange gæster til og fra Djurs Sommerland kører igennem området, og det foregår ikke altid indenfor fartgrænserne. Også sikkerheden ved vejen ved skovbørnehaven blev drøftet. En borger efterspurgte mere fleksibilitet ift. tilmelding og betaling til juniorklubben.
Så var det tid til besøg hos Folkestedet Grøn Kors. De arbejder for at fremme social bæredygtighed gennem aktiviteter for ensomme og udsatte borgere. Det kan være sommerlejre, tegne- og malehold, madlavning og musik. Grøn Kors har også Kolind Balladeband, hvor medlemmerne, som alle har forskellige udfordringer, bruger sang og fællesskab mod ensomhed, isolation og mentale udfordringer. På dagen gav bandet selvfølgelig et nummer.
Balladebandet har lokale rødder, men er kendt vidt og bredt og har både spillet i udlandet og for politikerne på Christiansborg. Daniel Demsitz er tovholder og sammen med nogle af bandmedlemmerne tog han imod, da Borgmesteren kiggede forbi.
Der er et nyt koncept på vej: "Folkestedets UngeNetværk" (FUN). Det skal være et mødested og fællesskab for unge, som på den ene eller anden måde har det svært. Grøn Kors har søgt forskellige fonde og håber at få midler nok til, at projektet kan blive til virkelighed.
Idrætsforening under forandring
Eftermiddagens næste stop var hos Kolind-Pederstrup Idrætsforening (KPI). Den består af en hovedforening og af underafdelinger for badminton, fodbold, håndbold samt gymnastik-dans-boksemotion.
KPI har udfordringer med at få etableret en ny hovedbestyrelse. Det blev på foreningens generalforsamling i april besluttet, at der skal laves en workshop, hvor retningen for hovedforeningen kan sættes. Det skal gerne føre til en fuldtallig bestyrelse efter en ekstraordinær generalforsamling. En konsulent fra DGI og en udviklingskonsulent fra Syddjurs Kommune understøtter processen.
Der er nu bygget en kiosk i nærheden af klubhuset ved fodboldbanerne. Det er både med til at skabe liv ved kampene og give en ekstra indtægt til foreningen. Kiosken bemandes af frivillige. Nina Zacher (KPI Fodbold) og Nichlas Kruse Hansen (Formand for KPI Badminton) fortalte og viste rundt.
Michael Stegger Jensen siger om dagen i Kolind:
"Det var en stor fornøjelse. Fællesskabet i Kolind er stærkt som i mange af vores andre mindre samfund. Samtidig er der en rummelighed og evne til at favne forskelligheder, som er meget inspirerende. Også i Kolind var der et stort fokus på trafiksikkerhed. Fra Syddjurs Kommunes side er der oprettet lokale trafikgrupper, der skal hjælpe lokale ønsker frem til politisk prioritering".
Dagen sluttede med walk and talk i lokalområdet.
Nu holder det mobile borgmesterkontor pause henover sommeren. Det næste besøg er således den 20. august i Mørke
Dagens problem lød således:
- Kl. 08.00-09.45: Virksomhedsbesøg hos MC Tag
- Kl. 10.00-12.00: Åbent kontor hos Kolind+, Biblioteket
- Kl. 13.00-13.45: Besøg hos Folkestedet Grøn Kors
- Kl. 14.00-14.45: Besøg hos Kolind-Pederstrup Idrætsforening
- Kl. 15.00-16.30: Åbent kontor hos Kolind+, Biblioteket
- Kl. 16.30-17.45: Walk and Talk
De små synger i Mørke
Det mobile borgmesterkontor tilbragte den 20. august i Mørke. Dagen bød på en kæmpe samling kopimaskiner, sang i børnehuset, besøg hos FDF-spejderne og åbent kontor på skolen.
Dagen begyndte med virksomhedsbesøg hos Thing A/S på Industrivej. Her fortalte direktør Asger Thing om forretningen og viste rundt.
Virksomheden opkøber brugte maskiner og gør dem klar til at blive solgt videre. Det er en god forretning, og særligt printerpatronerne (som fra nye er meget dyre) kan der være fin avance på. I sagens natur har Thing A/S et stort fokus på ressourceudnyttelse og genbrug.
At der i dén grad er tale om engros-salg kunne Borgmesteren ved selvsyn konstatere, da der blev vist rundt i de store lokaler, hvor kopimaskinerne stod på rad og række.
Flere skraldespande, tak
Herefter fulgte åbent kontor på Mørke Skole. Der var også en runde åbent kontor om eftermiddagen, og i alt kiggede omkring 20 borgere fordi til en dialog.
Her blev der blandt andet talt om, at mange efterlyser flere byggegrunde i Mørke, ligesom der ønskes flere affaldsspande og bænke. Det blev også til en snak om bofællesskaber for seniorer, at ukrudtet har taget overmagten på nogle kommunale arealer og flere andre emner.
Også bevaring af Lindegården blev bragt op og fyldte en del i snakken.
Gravko på hårdt arbejde
Efter frokost var det tid til bevægelse, og på legepladsen ved Mørke Børnehus ventede en stor gruppe børn og pædagoger på Borgmesteren.
Børnehuset er et af fire dagtilbud i Syddjurs, som er certificeret i sang gennem et forløb med en sangkonsulent. Det betyder, at man har fået ny inspiration og viden om, hvordan sang bliver en del af hverdagen og understøtter både pædagogik, trivsel og børnenes sproglige udvikling.
I Mørke startede projektet gennem et 3-årigt forløb under titlen Sangglad, som er støttet og tilrettelagt af fondsmidler (Nordeafonden) og Sangens Hus i Herning. Efter forløbets afslutning har Sangkraft Syddjurs, som hører under Kulturskolen, understøttet Sangglad og samarbejder med Sangens Hus om Sangglad Mini, som er en mindre udgave af det oprindelige Sangglad.
Leder af Sangkraft Syddjurs Elise Trøllund Engrob Kokholm var med under besøget i Mørke Børnehus, og alle deltog i dagens samling. Her sang man den af mange børnefamilier kendte slager "Gravkoen kommer og graver med sin grab i dag" og flere andre.
Sang gør overgange og rutiner nemmere
Efter sangene fortalte pædagogisk leder Helle Tarp Madsen og medarbejderne Anette og Solveig om arbejdet med sang og musik.
I hverdagen gør de blandt andet følgende:
- "Garderobesang" - hvor man f.eks. synger om at tage tøj og sko på.
- "Vaske hænder sang" - gør det sjovere og lettere at huske de faste "ritualer"
- Når børnene skal på legepladsen, går de derud "i futtog" og synger en togsang imens.
- De temaer, man arbejder med, kobles der mindst 3 sange på, som synges af hele børnehuset. Næste tema er cirkus.
Børnene som deltog i det 3-årige forløb har alle fået en sangbog med hjem. Der findes desuden en gratis app, der hedder Sangglad, og hjemmesiden www.sangglad.dk, hvor sangene fra forløbet kan høres. Her kan man som både forælder og professionel hente inspiration.
"Sang styrker hukommelse, ordforråd, sprogforståelse og alle kan være med - også de helt små. Det giver energi, smil og fællesskab at synge sammen, også for personalet", fortalte Helle Tarp Madsen.
Elise fra Sangkraft Syddjurs supplerede: "Sang er en gave, som varer hele livet, når man starter tidligt. Og der bliver skabt mange gode "ringe i vandet", når forældrene kommer og spørger, hvilken sang deres barn NU har lært og hvilke fagter, der passer til".
Også Ådalens børnehus, Vigen i Rønde og Børnehuset Uglen i Ugelbølle er certificerede sang-institutioner gennem Sangkraft Mini under Kulturskolen.
100-meter mester i snobrød
Eftermiddagens næste stop var hos FDF-spejderne på Fabriksvej. Det store klubhus og de grønne områder omkring er en indbydende ramme for de cirka 60 medlemmer, som primært er lokale børn fra 0.-3. klasse.
Kredsleder Morten Jensen og bestyrelsesformand Nick Boye Mogensen tog imod. De fortalte om planerne om en ny bålhytte med shelters, som snart bliver til virkelighed takket være en donation fra Friluftsrådet.
Spejderne fra FDF forsøger at være synlige i lokalområdet til juletræstænding og den årlige "Mød os i Mørke"-dag. De arbejder også på at trække lokale og medlemmernes forældrene ned til hytten, som ligger en smule i udkanten af byen. Og har man lyst til at give et nap med som frivillig, bliver det taget imod med åbne arme.
"Mange forældre tror, at de skal være 100-meter mestre i at bage snobrød og binde knob. Det er SLET ikke nødvendigt. Hvis man kan lave en kande kaffe og sætte plaster på et sår, er det helt fint", grinede Morten Jensen.
Fællesskab i naturen
De to fortalte om, hvordan det at gå til spejder handler om fællesskabet i og omkring naturen, at udvikle egne evner og lære nyt. Konkurrence-elementet indenfor idrætsverdenen kan være meget godt, men for de to voksen-spejdere var der ingen tvivl om, at det er helt særligt at bruge en masse (fri)tid på kniv, reb og rafter.
"Og så får man et kæmpe netværk og fællesskab med andre - også på tværs af landet til de store lejre og samlinger", fortalte Nick Mogensen.
Som altid sluttede dagen med walk and talk rundt til centrale områder i byen.
Michael Stegger Jensen siger om dagen i Mørke:
"Der sker så meget i vores lokalsamfund, både de store og de mindre. Det kommer ikke af sig selv, og vi skylder både de aktive frivillige og engagerede lokale en stor tak. Det er altid inspirerende at bruge en hel dag i et område og komme tættere på det, der fylder i hverdagen. Samtidig er jeg glad for at blive anerkendt af de lokale for at vise interesse for deres område".
Dagens program bød på:
- Kl. 08.00-09.45: Virksomhedsbesøg hos Thing A/S
- Kl. 10.00-12.00: Åbent kontor hos Mørke Skole
- Kl. 13.00-13.45: Besøg hos Sangkraft Syddjurs i Mørke Børnehus
- Kl. 14.00-14.45: Besøg hos FDF Mørke
- Kl. 15.00-16.30: Åbent kontor hos Mørke Skole
- Kl. 16.30-17.45: Walk and Talk
Nimtofte tog kegler
Det mobile borgmesterkontor tilbragte dagen i Nimtofte tirsdag den 17. september. Det blev blandt andet til en snak om byudvikling i bålhytten, walk and talk med de lokale og besøg i billardklub.
Dagen startede tidligt med virksomhedsbesøg hos Djurs Møbler på Ramtenvej 7. Her tog ejer Martin Møller-Laursen imod og fortalte om forretningen, som har dybe rødder i lokalområdet.
Det nuværende selskab blev etableret i 2003, men Djurs Møbler startede helt tilbage i 1962 i den gamle skole i Nimtofte, hvor virksomheden stadigvæk har til huse. Her breder de sig over cirka 1700 kvadratmeter og sælger sofaer, reoler, senge, havemøbler og meget mere.
Mange kunder er glade for at prøve de potentielle nyindkøb af i praksis, inden de beslutter sig, og det er der gode muligheder for på adressen. Virksomheden har derudover en webshop.
Regn presser Nimtofte
Herefter var det tid til åbent kontor på Projektkontoret på Stationsvej 6. Omkring 20 borgere i alt kiggede forbi til de to runder i løbet af dagen. Her blev blandt andet talt om klimatilpasning og håndtering af de stigende regnmængder, hvor Nimtofte med sin lave placering er udsat, når himlen åbner sluserne.
Der blev også talt om trafik, den måske kommende solcellepark ved Sofie Amaliegård samt ønsker om genåbning af Randersvej, Kolindsund og Mølledammen. Aarhus Kommunes projekt om opstilling af vindmøller ved Vosnæs blev der også talt om.
Drømme om fælleshus
Efter frokost fulgte besøg vedr. byfornyelsens arbejde med et nyt mødested i Nimtofte til fællesaktiviteter. Det fandt sted i den nye bålhytte på sportspladsen ved skolen, og her fortalte de lokale om ønsket om et fælleshus, som skal styrke sammenhængskraften i området. Der er sket meget i Nimtofte de senere år, og et nyt kulturhus bruges blandt andet til store fester og arrangementer, men man savner et mindre fælleshus til mindre aktiviteter.
Projektkontoret er foreløbig rammen om ideerne, og her forestiller man sig blandt andet et køkken, cafe, et areal ude bagved, hvor lokale unge kan rode med knallerter, et sted til pileflet og håndarbejde og meget andet. Nu handler det om at skaffe lokal opbakning at formidle ideerne og selvfølgelig økonomi.
Brand og corona slog ikke billard-klub ud
Herefter var det tid til et sceneskifte, for turen gik til Nimtofte Billardklub - NB88 - på Stationsvej 6. Billard er et kompliceret spil, hvor keglerne skal væltes enten direkte eller indirekte og giver forskelligt antal point alt efter, hvilken type billard man spiller.
Et spil kan tage lang tid, og de engagerede klubmedlemmer mødes ofte, ligesom de deltager i turneringer både "hjemme" og i andre klubber. Der er pt. omkring 40 medlemmer, og corona-tiden var hård for klubben, som ovenikøbet måtte opleve, at lokalerne brændte for et par år siden. Man er dog kommet stærkt igen siden, og økonomisk løber det lige akkurat rundt via kontingenter og lidt kiosksalg til medlemmerne.
Et nyt billardbord koster ca. 100.000 kr., og så skal bordene varmes op, for det får kuglerne til at glide bedre. Temperaturen på det grønne klæde er derfor omkring 20/22 grader. Store skiferplader under bordene fanger varmen og leder den op i bordet. Klubben har med frivillig arbejdskraft indrettet og istandsat lokalerne og har et godt fællesskab, som de håber, at flere har lyst til at være en del af, særligt områdets unge.
Dagen sluttede med walk and talk i lokalområdet.
Michael Stegger Jensen siger om dagen i Nimtofte:
"Det er altid en kæmpe glæde at komme ud i vores lokalsamfund og opleve alt det, der sker, som man måske ikke lægger mærke til, hvis man bare kører forbi. At være frivillig i et lille samfund kræver stort engagement og vedholdenhed. Heldigvis får de også meget igen, ikke mindst tilfredsstillelsen ved at gøre noget godt for lokalområdet".
Han tilføjer:
"Endnu engang udviklede åbent kontor sig til en snak mellem lokale, der ikke kendte hinanden i forvejen. Det er en fornøjelse at være med til at facilitere disse lokale dialoger, som jeg har indtryk af også styrker fællesskabet i områderne".
Det næste besøg i rækken er den 8. oktober i Pindstrup.
Dagen startede tidligt med virksomhedsbesøg hos Pindstrup Auto og Båd Reparationsværksted på Storegade. Her tog ejer Henning Pedersen og hans søn Mike imod og fortalte om forretningen, som Pedersen senior har stået bag de seneste 42 år. Et generationsskifte er så småt undervejs, og der er stadig rigeligt med opgaver til de to og lærlingen.
Værkstedet har mange lokale kunder, og også bilejere fra Randers og Aarhus finder vej til Storegade i Pindstrup. Familien har en entreprenant åre, og det er Hennings ekskone, som driver bodegaen lige ved siden af.
Meget er det samme som for år tilbage, selvom de to mekanikere også oplever forandringer hos kunderne. Mange vil blandt andet gerne slippe for at have "vintersutterne" liggende derhjemme, og værkstedets dækhotel er derfor godt fyldt op. En anden forskel er det stigende antal elbiler, og at biler med ekstraudstyr som kameraer hele vejen rundt og parkeringssensor i højere grad er til at komme i nærheden af økonomisk.
Værkstedets navn ledte hen til spørgsmålet om, hvorvidt de modtager mange både til reparation (også fordi hallen denne morgen var fyldt af personbiler).
"Hmm. Både og, vil jeg sige... Det er nok mest biler. I dag har vi et par hjulskift og en bil, der skal til syn. Vi kan nok klare omkring fem biler om dagen", sagde Henning.
Kunst med lokale rødder
Eftermiddagen bød på besøg vedr. projektet "Kunstneren Tæt På". Det fandt sted i stemningsfulde rammer i Skt. Mikaels Kirke på Kastrupvej.
Projektet blev søsat i 2021 støttet af Region Midtjylland. I samarbejde med flere kommuner handler det om at bringe kunsten tættere på lokalsamfundene i landdistrikterne. Kunstnerne skaber sammen med lokale borgere værker baseret på områdets historie, fortællinger og håndværk.
Kunstnerne taler med de lokale om forandringerne og drømmene i landdistrikterne og forsøger ofte at skræddersy ideer om fremtiden i de kunstneriske værker. I Pindstrup er det komponist Karoline Skriver, som er tilknyttet området.
Første del af projektet bestod af samtaler, kortlægning og små interventioner, som fandt sted henover foråret og sommeren 2024. Den endelige kunstneriske visning bliver i sommeren 2025. Udover Pindstrup er "Kunstneren Tæt På" blandt andet i gang i landsbyen Varde samt i Stadil-Vedersø og i Velling.
Borgmesteren fik også en dialog om eftermiddagen med nogle af aktørerne bag et nyt samlingssted ved Pindstrup Idræts-og kulturhus.
Det er blandt andet en del af planerne, at forsamlingshuset Landbohjemmet, og Huset, det tidligere SID-kontor, som nu bruges til sociale og kreative arrangementer, skal rykke ind i hallen og klubhuset.
Solceller og ældreboliger
Som altid, når det mobile borgmesterkontor rykker ud, var der åbent kontor om formiddagen og eftermiddagen. Det foregik på Landbohjemmet på Storegade 56.
I løbet af dagen kiggede 13 borgere forbi. Emnerne var bl.a. den mulige solcellepark ved Sophie-Amaliegård, trafiksikkerheden i Pindstrup, fremtidens grønne energi og ønsket om senior/ældreboliger i byen.
Derudover var der en generel drøftelse om fremtiden for Pindstrup som by, byens udseende, om Dagli' Brugsen og de øvrige lokale virksomheder. Flere udtrykte et generelt behov for flere boliger og byggegrunde.
Dagen sluttede med walk and talk i lokalområdet. Ruten var arrangeret af det lokale distriktsråd og gik til forskellige interesseområder i byen.
Michael Stegger Jensen siger om dagen i Pindstrup:
"Endnu en spændende dag i et af vores lokalområder. Jeg kender Pindstrup godt, og alligevel var der meget nyt at lære og lytte sig til. Stor tak til borgerne for at tage godt imod det mobile kontor og fortælle om, hvad de har på hjerte. Jeg glæder mig hver eneste gang".
Det næste besøg i rækken er den 26. november i Thorsager.
Borgmesteren har i uge 41 følgeskab af en erhvervspraktikant. 14-årige Silas tog dagens program i Pindstrup i stiv arm, og fik forhåbentlig samtidig et lille indblik i hverdagen for en lokalpolitiker.
Dagens program i Pindstrup så således ud:
Kl. 08.00 - 09.30: Virksomhedsbesøg hos Pindstrup Auto og Båd Reparationsværksted
Kl. 10.00 - 12.00: Åbent kontor på Landbohjemmet. Storegade 56, 8550 Ryomgård
Kl. 13.00 - 13.45: Besøg vedr. "Kunstneren Tæt På"
Kl. 14.00 - 14.45: Besøg vedr. et nyt samlested, Pindstrup Idræts- og kulturhus
Kl. 15.00 - 16.30: Åbent kontor på Landbohjemmet, Storegade 56, 8550 Ryomgård
Kl. 16.30 - 17.45: Walk and talk. Start: Landbohjemmet.
Ledelsessekretariatet
Mandag-Tirsdag
08:30 - 15:00
Torsdag
08:30 - 17:00
Fredag
08:30 - 12:00