25.04.2024
Syddjurs og Norddjurs vil samarbejde om et fælles biogasanlæg på Djursland
Et flertal i Byrådet i Syddjurs Kommune har stemt for et samarbejde og en forståelsesramme for planlægningen af et biogasanlæg på Djursland.
Dermed er vejen lagt for et samarbejde mellem Syddjurs Kommune og Norddjurs Kommune om et fælles biogasanlæg på Djursland. Et flertal i Kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune stemte ligeledes for et samarbejde i sidste uge på et Kommunalbestyrelsesmøde.
Helt konkret betyder to gange ja fra kommunerne på Djursland, at der nu som næste skridt bliver etableret en projektorganisation på tværs af de to kommuner.
Projektorganisationen skal behandle og forberede et beslutningsgrundlag i de to kommuner om biogasplanlægningen. Desuden varetager projektorganisationen dialogen med de udviklere af biogasanlæg, som henvender sig.
Udviklere skal melde interesse senest 1. juni
De to kommuner afventer dermed interessetilkendegivelser fra udviklere af biogasanlæg. Udviklere skal senest den 1. juni tilkendegive deres interesse i et fælles biogasanlæg på Djursland.
De to borgmestre, viceborgmestre og kommunaldirektører fra Syddjurs og Norddjurs mødes herefter for at gøre status og udarbejder et oplæg til den videre proces. Efterfølgende skal Byrådet i Syddjurs Kommune og Kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune tage stilling til næste skridt.
Herefter skal der findes en afklaring på, hvilke områder på Djursland som er bedst egnet til placering af et fælles biogasanlæg.
Kasper Bjerregaard (V), borgmester i Norddjurs Kommune:
”Det er rigtigt glædeligt, at begge kommuner har sagt ja til et samarbejde om at undersøge mulighederne for et fælles biogasanlæg på Djursland. Et samarbejde på tværs af kommunerne kan skabe en løsning, som er til gavn for hele Djursland og skabe en grønnere fremtid. Norddjurs er en fødevareproducerende kommune med et stærkt landbrug, og et biogasanlæg vil være et stort skridt for den grønne omstilling – særligt i landbruget.”
Michael Stegger Jensen (A), borgmester i Syddjurs Kommune:
"Jeg er meget tilfreds med, at begge kommuner på Djursland nu går videre med at undersøge mulighederne for et fælles biogasanlæg i fællesskab. I Syddjurs Byråd er der et stort flertal for etablering af et biogasanlæg, men vi har ikke kunnet blive enige om en god placering. Med denne vedtagelse er der mulighed for, at vi sammen med Norddjurs kan finde en god placering til glæde for alle 2 parter. Jeg ser frem til at følge processen og dialogen med borgere og andre interessenter.”
Borgermøde om biogas inden sommerferien
Der planlægges et borgermøde om biogas i slutningen af juni. Her kan interesserede høre om biogasanlæg og effekterne ved produktion af energi fra biogas. Desuden kan fremmødte blive klogere på processen for den nærmeste fremtid.
En placering af et kommende biogasanlæg bliver ikke drøftet på borgermødet, da den del først bliver en del af planlægningen, når der er afklaring på, om udviklere af biogasanlæg ønsker at arbejde videre med konkrete placeringer.
Christoffer Pedersen (V), viceborgmester i Syddjurs Kommune:
”Jeg havde gerne set, at vi var blevet enige om en placering her i Syddjurs Kommune. Når der ikke kunne opnås enighed om dette, er jeg glad for, at vi sammen med Norddjurs Kommune kan finde nye muligheder. Landbruget på Djursland er en vigtig medspiller i den grønne omstilling, og for at de kan nå deres mål, har vi brug for et biogasanlæg hurtigst muligt.”
Benny Hammer (C), viceborgmester i Norddjurs Kommune:
”At begge kommuner forpligter sig på at arbejde videre med at skabe et samarbejde på forsyningsområdet er yderst positivt. I forvejen arbejder vi sammen på tværs af kommunegrænsen inden for væsentlige områder med gode resultater. Jeg er derfor tilfreds med, at vi i fællesskab afsøger mulighederne for et biogasanlæg på Djursland. Et biogasanlæg vil være til stor gavn for landbruget og er et vigtigt element i at opfylde de klimamål, vi har en ambition om at nå i Norddjurs.”