04.11.2024
Støtte fra Villumfonden skal styrke undervisningen i natur og teknologi fra 1. til 6. klasse
Syddjurs Kommune har netop modtaget 1,8 millioner kroner fra Villumfonden til projektet “Løft af læringsmiljøer i natur/teknologi”
Faget natur/teknologi er folkeskolens første naturfag og er obligatorisk fra 1. til 6. klasse. Det spiller en vigtig rolle i udviklingen af børns interesse og viden inden for naturfag. Det er afgørende, at der fra starten udvikles både kompetencer, viden og færdigheder for at sikre elevernes motivation for faget.
For at skabe et stærkt naturfagstilbud har Syddjurs Kommune søgt Villumfonden om støtte til projektet "Løft af læringsmiljøer i natur/teknologi". Projektet tager udgangspunkt i børnenes glæde, nysgerrighed og forståelse af deres omverden. Der vil blive fokuseret på at inddrage elevernes nærmiljø i undervisningen og udvikle læringsmiljøer, der understøtter en undersøgende og erfaringsbaseret tilgang.
Dette matcher Villumfondens målsætning om at fremme en mere undersøgende, virkelighedsnær og praktisk tilgang til naturvidenskab og teknologi. Syddjurs Kommune modtog mandag den 4. november 2024 tilsagn om en støtte på 1,8 millioner kroner fra Villumfonden til projektet.
Formand for Familie, børn og læringsudvalget, Kirstine Bille, udtaler:
"De seneste år har vi prioriteret naturfagsundervisningen her i Syddjurs Kommune, og derfor er vi meget taknemmelige for bevillingen fra Villumfonden. Den giver os mulighed for at skabe et projekt, der udvider skolernes læringsmiljøer og samtidig styrker naturfagsindlæringen hos de yngste elever. Gennem projektet vil eleverne få mere tid ude i naturen og opnå en dybere forståelse for den lokale natur i deres nærmiljø. Det er med til at udvikle engagement, kreativitet og nysgerrighed. Det er vigtigt, da faget natur/teknologi ofte kræver, at man tænker nyt og anderledes for at udvikle bæredygtige løsninger."
Støtten fra Villumfonden vil primært gå til:
- Etablering af udendørs læringsmiljøer, der understøtter naturfagsundervisningen.
- Generel opdatering af skolernes udstyr og materialer til natur/teknologi-undervisning.
- Oprettelse af udstyrssamlinger og materialer, der understøtter undervisning i natur/teknologi både ude og i lokalområdet.
For at sikre en effektiv implementering af de nye og opdaterede materialer afsættes der også midler til kompetenceudvikling af underviserne.
Bevillingen går til følgende skoler: Rosmus Skole, Marienhoffskolen, Mørke Skole og Kolind Skole.
Om Villumfonden
Villum Fonden er en almennyttig fond, der støtter teknisk og naturvidenskabelig forskning og uddannelse samt miljømæssige, sociale og kulturelle formål i ind- og udland. I 2023 uddelte fonden ca. 1 mia. kr.
Villum Fonden blev stiftet i 1971 af civilingeniør Villum Kann Rasmussen, grundlægger af bl.a. VELUX A/S og andre firmaer i VKR Gruppen, som har til formål at bringe dagslys, frisk luft og et bedre miljø ind i menneskers hverdag. Villum Fonden er hovedaktionær i VKR Gruppen, men har ikke bestemmende indflydelse i VKR Holding A/S.