20.06.2024

Status for Ebeltoft i Udvikling: Omorganisering og justering af initiativer skal sikre fremdrift

Økonomiudvalget har efter behandling i to fagudvalg netop besluttet, at Ebeltoft i Udvikling skal have en ny organisering

I regi af Ebeltoft i Udvikling er der i en årrække blevet arbejdet med at udvikle Ebeltofts identitet som et kulturelt centrum og et attraktivt bosætningsområde med særligt fokus på byens tilknytning til havet og dens unikke historie. Som en del af initiativet godkendte Byrådet den 13. september 2023 udviklingsplanen "Klimarobust Kystkultur". Denne plan skitserer en helhedsorienteret udvikling af Ebeltofts havnefront med fokus på klimatilpasning, bæredygtige miljøer, byliv og bebyggelse.

 

På et efterfølgende møde den 22. november 2023 prioriterede Byrådet tre nøgleinitiativer: udvikling af en Folkepark på halvøen, forberedelse af et anlægsprojekt for krydsning af Strandvejen samt byudvikling i de havnenære områder. Folkeparken blev identificeret som den højeste prioritet.

 

Status for Ebeltoft i Udvikling er netop blevet behandlet i to fagudvalg og i Økonomiudvalget den 19. juni 2024, hvor en række justeringer blev besluttet for projektet.

 

Ny organisering skal give klarere ansvarsfordeling

 

Den hidtidige organisering af Ebeltoft i Udvikling har sikret en bred inddragelse og skabt et godt fundament for det videre arbejde i form af udviklingsplanen Klimarobust Kystkultur. For at sikre effektiv realisering af udviklingsplanen skal organiseringen af Ebeltoft i Udvikling justeres. Den nye struktur skal tydeligere skelne mellem udvikling og facilitering samt beslutning og realisering. Ansvar for beslutning og realisering forankres hos Syddjurs Kommune med en administrativ styregruppe, der refererer til Økonomiudvalget via Erhvervs- og planudvalget samt Natur-, teknik- og miljøudvalget.

 

Borgerinddragelse forbliver en hjørnesten i Ebeltoft i Udvikling. Der etableres en ny referencegruppe bestående af lokale repræsentanter, fagfolk og eksperter, der skal vejlede og sparre med kommunen. Derudover vil borgerne fortsat blive inddraget i konkrete projekter gennem midlertidige arbejdsgrupper og borgermøder, ligesom det er ambitionen at uddelegere ansvaret på konkrete områder, fx midlertidige aktiviteter, som kan bidrage til at skabe aktivitet og liv.

 

Finansierings- og fondsstrategi

 

For at realisere Klimarobust Kystkultur og Folkeparken er der behov for støtte fra fonde og puljer til de store anlægsinvesteringer, som skal til. Derfor skal der udarbejdes en finansierings- og fondsstrategi, der kan sikre en koordineret tilgang til fonde og puljer. Der afsættes 250.000 kr. til en ekstern rådgiver med ekspertise i fundraising.

 

Udvikling af Folkepark på halvøen

 

Efter Byrådets prioritering af Folkeparken er der blevet arbejdet med at konkretisere projektet Folkepark på halvøen. Folkeparken rummer blandt andet mulighed for etablering af festplads, amfiteater, solnedgangsplads, strandbar, beachvolley, legeplads samt havnebad. Skitseprojekter og økonomiske beregninger viser, at etablering af de grundlæggende elementer i parken vil koste omkring 13 mio. kr., hvilket er væsentligt mere end forventet. Efter kommunens budgetforhandlinger i efteråret skal det vurderes, om projektet skal afvente finansiering til etablering af det fulde projekt, eller om det skal opdeles i en etapeplan med en første fase til 9,6 mio. kr.

 

Formand for Erhvervs- og planudvalget, Kasper Kolstrup Møller, udtaler om status for Ebeltoft i Udvikling:

 

"Vi er nået rigtig langt med Ebeltoft i Udvikling og står nu foran finansiering og virkeliggørelse af de flotte visioner i udviklingsplanen. Derfor er jeg meget tilfreds med, at to fagudvalg og Økonomiudvalget er enige om en række justeringer, som skal sikre god fremdrift. Vi har godkendt en ændret organisering, hvor borgerne fortsat sidder aktivt med, og der skal laves en finansierings- og fondsstrategi, som sikrer samordning af projekterne. Ved det første initiativ, som er etablering af Folkeparken på halvøen, viser det sig desværre, at det er en del dyrere end forventet. Derfor skal der lægges en strategi for, om der skal arbejdes for at realisere projektet i sin helhed, eller om projektet skal deles op i etaper med henblik på en hurtigere realisering af første etape. Det vil vi afgøre efter budgetforhandlingerne i efteråret."

 

Behov for teknisk forprojekt for klimatilpasning

 

De seneste oversvømmelser i vinters viser, at der er stærkt behov for klimatilpasning af havneområdet, så Ebeltoft reelt bliver klimarobust. For at sikre et teknisk grundlag for klimatilpasningen er der behov for øget viden om hele vandkredsløbet i Ebeltoft og langs kysten. Det tekniske forprojekt skal tage højde for stigende havvand, stormflod, øget nedbør og afstrømning, stigende permanent grundvandsstand samt den ændrede spildevandsfordeling på Djursland. Økonomiudvalget har besluttet at afsætte 1 mio. kr. for at kunne udarbejde det tekniske forprojekt, der er en forudsætning for klimatilpasningen.

 

Formand for Natur-, teknik- og miljøudvalget, Kim Lykke Jensen, udtaler om forprojektet:

 

"Alle kan efter de seneste års oversvømmelser se, at der er behov for en langsigtet indsats, sådan at Ebeltoft vitterligt bliver klimarobust. Udviklingsplanen indeholder visionen for, hvordan vi løser opgaven, og nu skal vi i gang med den konkrete del af opgaven. Den første opgave er at få lavet en teknisk afklaring af vandets kredsløb i Ebeltoft. Det er der nu sat penge af til, og jeg er glad for, at vi er enige om vigtigheden af denne opgave på tværs af byrådet."

 

Forbedring af forbindelser og byudvikling

 

Udviklingsplanen inkluderer også forbedringer af forbindelserne mellem bymidten og kysten samt styrkelse af krydsningspunkterne på Strandvejen. Disse tiltag skal sikre, at vejen ikke længere udgør en barriere mellem kyst og by. Syddjurs Kommune er fortsat i dialog med Vejdirektoratet, da Strandvejen er en statsvej, og vil fremlægge et konkret forslag til proces og tiltag, når dialogen er afsluttet.

 

Derudover fortsætter markedsdialogen for udvikling af de havnenære områder. Dette omhandler Falckgrunden, Vesterplads og Havnegården (også kaldet Starkgrunden), som er arealer, Syddjurs Kommune igennem årene har opkøbt.

 

Politisk behandling

 

Status på Ebeltoft i Udvikling med forslag til justeringer blev behandlet og godkendt i Natur-, teknik- og miljøudvalget 11. juni 2024, i Erhvervs- og planudvalget 12 juni 2024 og endeligt i Økonomiudvalget den 19. juni 2024.

 

Foto: fra Byforum