12.09.2024

Rekordhøjt udlån på Syddjurs Bibliotek

I juli 2024 oplevede Syddjurs Bibliotek det største udlån siden 2020. Biblioteket har det seneste år tilpasset sine tilbud for at matche brugernes behov bedre. Det ser ud til at lykkes. Blandt ande ..

I juli 2024 oplevede Syddjurs Bibliotek det største udlån siden 2020. 

 

Biblioteksleder Ole Wolf er glad for den positive udvikling: 

 

"Jeg er meget tilfreds med den aktivitet, vi har oplevet i juli. Det er en god motivation for os at se, at vores indsats bliver værdsat. Det viser også, at Syddjurs Bibliotek stadig er et kulturelt samlingspunkt i lokalsamfundet". 

 

Biblioteket har i det seneste år tilpasset sine tilbud og udviklet nye initiativer, der matcher borgernes behov. Det er for eksempel Krea For Voksne og bogstationerne, som opføres rundt i kommunens landdistrikter.

 

Med fokus på både traditionelle bibliotekstilbud og nye digitale muligheder er Syddjurs Bibliotek et samlingssted for både litteratur, digital læring, og sociale fællesskaber. Dette understreges af, at de digitale ebøger og -lydbøger også er blevet lånt mere end nogensinde i juli 2024. 

 

"Vi er meget bevidste om, at borgernes vaner og behov ændrer sig. Derfor er det vigtigt for os at være relevante, så vi kan fortsætte med at være en del af borgernes dagligdag. Det kræver, at vores tilbud er tidssvarende og tilgængelige for alle", forklarer Ole Wolf. 

 

Et andet område, hvor biblioteket arbejder på at skabe større aktivitet er arrangementer som forfatteraftener, workshops og digitale kurser. Det moderne biblioteket er nemlig ikke kun et sted for bøger, men også et sted for læring, kultur og fællesskab.

 

Biblioteket skal tilbyde det uventede

Ole Wolf siger om udviklingen på området:

 

"Flere og flere biblioteker placeres i kulturhuse eller idrætshaller, hvor folk på en anden måde end i traditionelle biblioteker bare kommer forbi. Derfor skal vi både kunne tilbyde spændende og uventede tiltag og samtidig gode læseoplevelser".

 

Syddjurs Bibliotek har netop udgivet sit efterårsprogram med spændende arrangementer, aktiviteter og temaer for både børn og voksne.

 

Man kan blandt andet se frem til børneteater, højteknologiske kastanjedyr i efterårsferien, inspirationsaften til nye læseoplevelser for unge (inklusiv pizza), foredrag om magtfulde kvinder i Det Hvide Hus, debat om kunstig intelligens, strikkeaftener, musikalsk talkshow og meget mere.

 

Programmet kan hentes på det lokale bibliotek og læses online her.