15.09.2023

Pia Katballe er ny værkfører på Molsværket

Molsværket, der er det nye idræts-, børne- og kulturhus i Knebel, har ansat Pia Katballe som ny værkfører.

Molsværket, der er det nye idræts-, børne- og kulturhus i Knebel, har ansat Pia Katballe som ny værkfører. Hun får ansvaret for udviklingen og driften af det nye hus, der forventes færdiggjort omkring årsskiftet.

”Efter at vi havde slået stillingen op, oplevede vi stor interesse med over 40 ansøgere. Vi gik grundigt til værks og kørte en seriøs ansættelsesproces, hvor vi ville finde den helt rigtige kandidat til jobbet. Det var et stærkt ansøgerfelt, og vi er glade for, at vi nu kan præsentere Pia Katballe som vores nye værkfører. Pia har en virkelig interessant profil, og vi er sikre på, at hun besidder mange af de kompetencer, vi får brug for i Molsværket. Vi glæder os meget til, at hun starter den 1. november 2023,” udtaler formand for Foreningen Molsværket, Grith Mortensen.

Pia kommer fra en stilling som programleder i Gellerupplanen, hvor hun blandt andet har arbejdet med at opbygge fællesskaber på tværs af idræts- og kulturliv til gavn og glæde for områdets beboere. Endvidere har hun i fritiden været engageret i det lokale foreningsliv og har forskellige tillidsposter inden for blandt andet fodbold. Næste skridt i karrieren bliver således på Mols.

”Da jeg så opslaget om, at Molsværket søgte en værkfører, var jeg ikke i tvivl om, at det var et job, jeg bare måtte søge. Jeg og min familie har længe haft Mols på sigtekornet — vi synes virkelig, det er et dejligt område med mange muligheder. Derfor er jeg også utrolig glad for, at det netop blev mig, der blev tilbudt stillingen. Jeg kan slet ikke vente med at komme i gang og tale med de mange folk i og omkring Molsværket. Der er så mange ideer med det nye hus,” fortæller Pia Katballe, der sammen med sin mand snart flytter til Dejret, hvor drømmehuset er købt.

Molsværket har dermed taget et stort skridt videre i planerne om at realisere visionen for Molsværket, og snart bliver huset ikke kun noget, vi ser blive til – men et hus vi faktisk også bruger.

“Byggeriet har haft sine udfordringer, men vi kommer i mål, og vi glæder os til, at vi alle på Mols og Helgenæs får mulighed for at udfolde os på mange forskellige måder i det nye mødested. Så tag godt imod Pia, så hun får de allerbedste betingelser for at få Molsværket til at køre fra start. Hjertelig velkommen til Pia,” siger formand Grith Mortensen.

Kontaktoplysninger:

Grith Mortensen, formand for Foreningen Molsværket: 40964114

Niels Søren Rasmussen, næstformand for Foreningen Molsværket: 26756876

Pia Katballe, værkfører Molsværket pr. 1. november 2023 26442330

Pia Katballe (privatfoto)

 

PIXI-information om Molsværket:

Lidt om Molsværket:

Ideen om et mødested på Mols og Helgenæs opstod helt tilbage i 2013, da de første streger til landsbyklyngen Mols i Udvikling blev tegnet. Det har været en lang proces at nå hertil, hvor vi er i dag – nemlig at huset skyder op af jorden og er klar til at komme i brug omkring årsskiftet 2023/24.

Visionen for Molsværket:

Molsværket skal være et samlingssted for fællesskaber for både lokale, sommerhusejere og turister. Stedet hvor mennesker mødes på tværs af generationer, holdninger og formål, og hvor Mols og Helgenæs udvikles.

Foreningen Molsværkets formål:

At fremme og understøtte udviklingen på Mols og Helgenæs, ved at stille rammer til rådighed for udvikling og organisering af samarbejde og fællesskaber mellem borgere i alle aldre, institutioner, foreninger og det offentlige på Mols og Helgenæs, i og omkring Molsværket. Herunder at understøtte idræt, kultur og sociale aktiviteter.