29.11.2024
Kommuner på Djursland åbner ansøgningsrunde for biogasanlæg
På baggrund af en afrapportering fra Niras afvikler Norddjurs- og Syddjurs Kommuner en ansøgningsrunde for et biogasanlæg.
Nord- og Syddjurs Kommuner har siden april 2024 arbejdet sammen om at skabe et oplyst grundlag for en mulig beslutning om igangsætning af konkret planlægning for et større biogasanlæg. Med et større biogasanlæg forstås et anlæg, som modtager biomasse fra flere forskellige kilder og afsætter gassen, så den kan gøre gavn andetsteds. Et muligt biogasanlæg vil kunne understøtte både lokale og nationale klima- og miljømål og reducere afhængigheden af importeret gas.
Undervejs i processen blev der i juni 2024 afholdt et åbent informationsmøde med faglige oplæg om perspektiverne ved biogasanlæg. I september 2024 besøgte politikere, embedsmænd og interesserede borgere et biogasanlæg ved Horsens, hvor de kunne opleve den daglige drift af et moderne anlæg. Desuden er der løbende blevet gennemført dialoger med tre interesserede udviklere.
Som afslutning på den første del af det tværkommunale samarbejde har Kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune og Byrådet i Syddjurs Kommune behandlet en afrapportering fra ingeniørvirksomheden NIRAS om udfordringer og perspektiver ved etablering af et biogasanlæg på Djursland. Begge kommuner har på deres møder i november godkendt, at der arbejdes videre med muligheden for et biogasanlæg.
Som en del af beslutningen åbnes der nu for en ansøgningsperiode, hvor interesserede udviklere kan byde ind med konkrete projekter. Ansøgningsfristen er den 3. januar 2025.
Borgmester i Norddjurs Kommune, Kasper Bjerregaard, udtaler:
"Med beslutningerne i Kommunalbestyrelsen i Norddjurs og i Byrådet i Syddjurs har vi nu et godt grundlag at arbejde videre på. Den fælles afrapportering indeholder de kriterier, som en ansøger skal forholde sig til. Det gælder blandt andet nabohensyn, tilkørselsforhold og trafik, natur og miljø, landskaber og kulturmiljøer samt grundvandsforhold. Jeg ser frem til at modtage nogle spændende ansøgninger inden fristens udløb den 3. januar 2025."
Ved behandlingen af den fælles biogassag i de to kommuner blev der også besluttet en tidsplan for den videre proces frem mod konkret planlægning. Efter den 3. januar 2025 vil de indsendte projekter blive behandlet administrativt, hvorefter der udpeges det projekt, der skal arbejdes videre med, ved en politisk behandling. I foråret lægges der op til en effektiv proces med afholdelse af en foroffentlighedsfase og en efterfølgende politisk beslutning om igangsætning af konkret planlægning inden sommerferien.
Borgmester i Syddjurs Kommune, Michael Stegger Jensen, udtaler:
"Det er meget tilfredsstillende, at vi nu er så langt, at vi kan igangsætte en ansøgningsrunde. Jeg ved, at landbruget og flere af de mulige udviklere står på spring for at komme i gang. Derfor har vi også planlagt en så effektiv proces som muligt i foråret, hvor der skal afholdes foroffentlighed. Samtidig skal der naturligvis være gode rammer for borgerdialog, både i forbindelse med foroffentlighed og ved en senere konkret planlægning."
Information om ansøgningsrunden og NIRAS' afrapportering kan findes på www.norddjurs.dk/biogas.