01.07.2024

Glæde over beskyttelse af Mejl Flak

Det biologisk værdifulde område "Mejl Flak" mellem Samsø og Syddjurs skal fremover være et strengt beskyttet havområde. Det vækker glæde hos Havsamarbejdet i Østjylland.

Beslutningen om øget beskyttelse af farvandet er truffet af regeringen og samtlige partier i Folketinget. Det meldte Miljøministeriet ud fredag den 28. juni i en pressemeddelelse.

Det sker i kølvandet på aftalen fra 2023 om Danmarks Havplan, hvis formål det bl.a. er at gøre otte procent af det danske havareal strengt beskyttet.

Mejl Flak er i forvejen et Natura 2000-område, hvor marsvin og farvandets rev og sandbanker skal beskyttes på grund af dets høje værdi for naturen og biodiversiteten. Med den nye beslutning bliver der således taget yderligere skridt for at tage vare på området.

7 østjyske kommuner har siden foråret 2023 forenet kræfterne for et bedre havmiljø gennem Havsamarbejdet i Østjylland. Kommunerne er Samsø, Hedensted, Horsens, Odder, Aarhus, Norddjurs og Syddjurs. Havsamarbejdet går på tre ben: Politisk interessevaretagelse, projekter til forbedring af havets tilstand, formidling og bæredygtig udvikling af erhvervs- og rekreative aktiviteter. 

En sejr for havmiljøet

På den sydvestligste ende af halvøen Helgenæs på Mols i Syddjurs Kommune ligger Sletterhage Fyr. Herfra er der udsigt over Mejl Flak, og i klart vejr kan man også se helt til Samsø.

Michael Stegger Jensen er, foruden at være Borgmester i Syddjurs Kommune, også formand for Havsamarbejdet i Østjylland.

Han siger:

"Det her er først og fremmest en sejr for havmiljø, dyreliv og planter på Mejl Flak. Det er også en sejr for Havsamarbejdet. Behovet for beskyttelse af området mellem Djursland og Samsø har vi fremført overfor staten gennem længere tid, og det glæder mig, at der nu bliver lyttet. Vi håber på, at der med udpegningen bliver endnu bedre muligheder for at lave naturforbedrende tiltag. Der er tidligere fisket mange af de store sten op i området, så det vil være helt oplagt at udlægge sten igen til glæde for dyr og planter". 

Om Mejl Flak 

  • Mejl Flak er et af Østjyllands bedste stenrevsområder og huser en stor biologisk rigdom samt en del mindre fisk og hummere.
     
  • Området er i dag beskyttet som såkaldt "Natura 2000- område", hvor bl.a. marsvin er beskyttet.
     
  • Når områderne udpeges som strengt beskyttet bliver havbunden og hele vandsøjlen beskyttet. For Mejl Flak gælder derfor, at de nuværende råstofzoner vil blive fjernet, og at der skal fastsættes regulering af fiskeri i området.
     
  • Det kan betyde, at garnfiskeri ophører, men at lystfiskeri måske kan fortsætte. De nærmere bestemmelser fastlægges af Miljøministeriet.
     
  • Samtidig lægges der op til, at fiskeriet bliver reguleret.

Foto: Sletterhage Fyr på Helgenæs, hvorfra der er udsigt til Mejl Flak. Foto: Syddjurs Kommune. 

Kort: Mejl Flak. Foto fra Miljøministeriet.