05.09.2024

Frivillig fredag hylder de frivillige - også med Frivilligprisen 2024

Den ene laver på andet årti aktiviteter for beboerne på plejehjemmet Søhusparken, den anden står klar med tøj og mad til brugerne af Kafé Kolind, og den tredje skaber fællesskab og glæde med håndbo ..

Fælles for de tre er, at de er nomineret til Frivilligprisen 2024, som uddeles til Frivillig Fredag den 27. september kl. 18 i Kolind+. Frivillig Fredag hylder i det hele taget alle de frivillige i Syddjurs Kommune - lige fra foreningernes trænere og instruktører over de frivillige i genbrugsbutikkerne til frivillige som hjælper udsatte børn og voksne.

 

Det er Frivilligrådet i Syddjurs Kommune, som er værter ved Frivillig Fredag. Aftenen indledes med velkomst ved Heine Skovbak Iversen, formand for Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget. Herefter er der fællesspisning med mad fra Madspildspensionatet samt oplæg om, hvordan man kan søge tilskud fra Pulje til frivilligt socialt arbejde (§ 18 puljen). Før aftenens musikalske indslag ved TRIO Laursen & Beck kåres vinderen af Frivilligprisen blandt de tre nominerede.

 

Birthe Lysdal er en af de nominerede til Frivilligprisen. Hun siger:

 

"Jeg føler mig beæret og taknemmelig! Det er dejligt, at nogle påskønner det, som man går og laver - jeg ser det også i det daglige, hvordan beboerne på Søhusparken er glade for vores hjælp."

 

Birthe Lysdal har igennem to årtier hjulpet med aktiviteter på Søhusparken - lige fra stolegymnastik over udgivelse af Søhusavisen til planlægning af underholdning og foredrag.

 

Hun ser sin hjælp i et samfundsmæssigt perspektiv:

 

"Som pensionist kan man gøre noget for samfundet - og plejehjem er de vigtigste at hjælpe".

 

Else Marie Søndergaard Nielsen er også nomineret til Frivilligprisen 2024, fordi hun skaffer både tøj og mad til brugerne på Kafé Kolind, og i det hele taget har et stort hjerte, der banker for Kafé Kolind, der tilbyder et stof- og alkoholfrit socialt miljø.

 

Else Marie fortæller:

 

"Jeg kører på genbrugsstationen i weekenden og finder tøj, som jeg tager hjem og vasker og giver til brugerne. Jeg kører også ud med mad, som jeg skaffer fra madspildsbilen. Jeg kan godt lide at have med mennesker at gøre - Kafé Kolind ringer efter min hjælp!".
 

Endelig er Malene Kapper nomineret til Frivilligprisen 2024 for sin utrættelige indsats for og sammen med Team Ebeltoft Håndbold, som er håndbold for voksne med udviklingshæmning. Malene er glad for nomineringen, som hun dedikerer til teamet:
 

"Vi er et team - det er ikke bare mig. Holdet er de virkelige stjerner! Vistartede i 2019 med 4 og nu er der 13 på holdet og dobbelt så mange uden for banen - venner og familie, som kommer og bakker op om både træning, kampe og kørsel."
 

Malene Kapper roser opbakningen fra Ebeltoft Idrætsforening:
 

" Vi er i en rigtig håndboldklub, som man kan spejle sig i - og de andre kan se, at der er plads til at være anderledes. Vi vil være synlige, og til marts skal vi for første gang være værter for et para-stævne her i Ebeltoft!"

 

Heine Skovbak Iversen, formand for Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget ser frem til Frivillig Fredag og hyldesten af de frivillige i Syddjurs:

 

"Frivillig Fredag er den årlige festdag for vores frivillige! Det er dagen, hvor alle vores frivillige er i centrum. Det er dagen, hvor de hyldes for deres engagement og inspirerende indsats for små og store borgere i Syddjurs. De frivillige er den lim, som binder os sammen, og de fylder vores hverdag med glæde, varme og liv. De fortjener at blive fejret hver dag - og vi giver dem en fest netop denne dag!".

 

Frivillig Fredag foregår fredag den 27. september 2024 kl. 18.00-22.00 i Kolind+. Der er tilmelding senest mandag den 23. september kl. 09.00 ved deltagelse i fællesspisning.


Kommer man efter middagen, er sidste frist for tilmelding fredag den 27. september kl. 12.00.

 

Tilmelding på www.go-syddjurs.dk

 

Foto fra venstre mod højre: 

Birthe Lysdal, Malene Kapper og Else Marie Søndergaard Nielsen er alle nomineret til Frivilligprisen 2024, som uddeles til Frivillig Fredag den 27. september kl. 18 i Kolind+