07.10.2024

Fem teams prækvalificeret til konkurrence for nyt kulturhus i Hornslet

De fem udvalgte teams vil i den kommende tid udarbejde forslag til det nye kulturhus.

Onsdag den 2. oktober 2024 foregik der noget anderledes i biografen Kom-Bi's sal 1 i Hornslet - Ejendomsfonden Kulturgrunden afholdt nemlig første informationsmøde og derefter en besigtigelse af grunden og bygningerne for de fem prækvalificerede teams, der skal udarbejde forslag og tilbud til realisering af det kommende kulturhus i Hornslet.

Der har været meget stor interesse for deltagelse i denne projektkonkurrence, hvor 26 teams med deltagelse af knap 90 virksomheder har vist deres interesse. På baggrund af en række udmeldte krav er følgende teams blevet prækvalificeret:

  • Arkitema med COWI som underrådgiver
  • C.F. Møller Danmark A/S med Artelia A/S som underrådgiver
  • Mikkelsen Arkitekter A/S med Studio Andrew Todd, Merz Kley Partner Gmbh, KI Rådgivende Ingeniører Aps og Schul Landskabsarkitekter Aps som underrådgivere
  • Skala Architecture A/S med WERK Arkitekter Aps og Brix & Camp A/S som underrådgivere
  • SWECO Danmark A/S med SWECO Architects som underrådgiver

Der er tale om fem meget kompetente teams, som i den kommende tid vil udarbejde hver sit forslag til udformning af et nyt kulturhus i Hornslet.

Ejendomsfonden Kulturgrunden's direktør Lotte Jensen udtaler i den forbindelse:

"Valget af de 5 konkurrerende teams og igangsætningen af den egentlige projektkonkurrence markerer en stor milepæl for os i Hornslet. Der er lagt helt ufatteligt mange frivillige timer i projektet, som ikke ville kunne være kommet så langt uden lokalsamfundets fulde opbakning.

Vi glæder os til at se udmøntningen og konkretiseringen af alle vores drømme og ideer om et kulturhus der skal danne ramme for vores fællesskab, samskabelse og videre udvikling af nye spændende samarbejder på tværs af de kulturaktører der kommer til at bebo huset.

Vi bliver et nytænkende kulturhus der kommer til at præsentere en hidtil uset bred vifte af tilbud om såvel nye spændende kulturoplevelser, som mulighed for også selv at udfolde sig kunstnerisk og kreativt.

Tak til Syddjurs Kommune og Nordea-fonden for at turde tro på vores initiativer med flotte bevillinger på så tidligt et stade og tak til de mange virksomheder, Lions Rosenholm, Kom-Bi og Hornslet Borgerforening for at lægge hånden på kogepladen med en stifterkapital i ejendomsfonden på 300.000,- kr."

Det nye kulturhus placeres på Tingvej 18 og 20 og bygges sammen med den eksisterende biograf Kom.Bi. Syddjurs Kommune har købt de to grunde til projektet og støtter med i alt 30 mio. kr.

Formand for Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget Heine Skovbak Iversen udtaler om prækvalificeringen:

"Det er dejligt at se, at der med prækvalificeringen er nået endnu en milepæl frem mod et nyt kulturhus i Hornslet. Fra Byrådets side følger vi udviklingen tæt, og vi glæder os til at se fem spændende forslag til udformning blive præsenteret her i efteråret. Fra kommunens side er vi stolte af vores tætte og gode samarbejde med de frivillige omkring projektet. Det er med til at sikre et godt resultat".

Foruden den kommunale støtte har Nordea-fonden bidraget med 30 mio. kr. til kulturhuset. Visionen for det nye kulturhus er udarbejdet i samarbejde mellem Foreningen Kulturgrunden og Syddjurs Kommune. Efter at der er blevet tildelt støtte fra både Syddjurs Kommune og Nordea Fonden, er der i foråret 2024 blevet oprettet en selvejende ejendomsfond til varetagelse af projektet.

Hornslet Kulturhus kommer til at rumme to biografsale, en kultursal, voksen- og børnebibliotek, kulturproduktionsværksteder, galleri, café, mødelokaler, foyer m.m. Konkurrencen skal også komme med forslag til, hvordan området foran det gamle rådhus kan bringes mere i spil, så kulturhuset og pladsen samlet kan bidrage til nyt liv i Hornslet bymidte.

Det forventes, at der offentliggøres en vinder af konkurrencen inden årsskiftet. Vinderen udpeges af en dommerkomite bestående af:

  • To fagdommere
  • Medlemmer af Ejendomsfondens bestyrelse
  • Medlemmer af Driftsoperatørgruppen (Kulturgrunden, Kom-bi, Bibliotek, Kulturskolen)
  • Formand og næstformand fra tre politiske udvalg i Syddjurs Kommune. (Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget, Natur-, teknik- og miljøudvalget, Erhvervs- og planudvalget)
  • En række faglige bisiddere, herunder ekstern og intern bygherrerådgiver

Fakta

Kulturhuset vil blive bygget af en selvejende ejendomsfond.

  • Det samlede budget for det nye kulturhus er på ca. 111 mio. kr.
  • Nordea-fonden har givet et tilskud på 30 mio. kr.
  • Syddjurs Kommune støtter samlet med ca. 30 mio. kr.
  • Projekt "Frie Bymidter" under Kirkeministeriet har tildelt projektet 6 mio. kr.

Der skal efter et projektmodningsforløb fundraises den resterende del af projektet.

Rambøll er bygherrerådgiver på projektet.

Tidsplan

Forår 2024 - projektmodningsforløb

Efterår 2024 - EU-udbud og arkitektkonkurrence

2025 - Afsluttende fundraising og endelig projektering

2026 - Opstart af byggeri