18.06.2024

En sommer med Nøgensnegle, natur og nære oplevelser

Sælsafari, snorkeltur, vild mad i børnehøjde, glasmosaikker, opera for børn og golf for hele familien. Årets sommerfolder er klar!

Kom ud i naturen

Syddjurs byder på den dejligste natur, som inviterer til mange hyggelige aktiviteter. Hop på Nationalpark-bussen og tag med på en lærerig og sjov rundtur i Mols Bjerge. Vil man ud i naturen på egen hånd, kan man benytte appen 'Natureventyr' og tage på en eventyrlig rejse, der tager udgangspunkt i de fire områder - Ørnbjerg Mølle, Strandkær, Kalø Slotsruin og Karpenhøj Naturcenter. Ved Hestehave Skov kan man følge Oplevelsesstien og ved at scanne otte skilte, får man små film frem, hvor man bl.a. møder en alf, mosekonen, trolde og ellepiger. På Karpenhøj Naturcenter kan man være med til at lave mad over bål og deltage i forskellige pop-up aktiviteter.

 

Til lands og til vands

Er man en vandhund og god til at svømme, er der mulighed for gode snorkeldyk forskellige steder i området. Tjek sommerkataloget for tilmelding til at nyde det varierede liv under vandoverfladen. Der er også mulighed for at se sæler fra veteranskibet Skødshoved, der sejler ud fra Nappedam Bådehavn og ud til Kalø Slotsruin. Har I lyst til at hygge jer med krabbefangst og lære at bygge en krabbefanger, så mød op ved The Island ved Fregathavnen i Ebeltoft på udvalgte dage. Der kan også fanges rejer ved Horisonten tæt på Ebeltoft Strandbar.

Fra havets dyb kravler og slimer mystiske havvæsener - nøgensneglene. I en sanselig, udendørs teatervandring kan man 8. august, i både Rønde og Ebeltoft, følge slimsporet fra havets dyb ind i mørket med de fremmede væsner. Er man mere til golf og trimmede plæner, inviterer Kalø Golf Club hele familien til et gratis arrangement d. 28. juli.

 

Masser af andre gode tilbud

Til Lyngsbækgaard Live d. 27. juli indtager 'De tre tanter' gårdspladsen. De tre professionelle sangere har skrevet danske tekster til en række sange fra det klassiske repertoire, og på scenen knyttes de sammen til en hyggelig opera for børn. Arrangementet er gratis, men billet nødvendig. Det er også gratis at komme til Sille og Palles familiekoncert d. 17. juli på The Island Ebeltoft. Samme sted er der gratis teaterforestilling 15. juli, hvor teatret 'Svanen' opfører H.C. Andersens 'Svinedrengen.

 

På Djurslands Jernbanemuseum i Ryomgård kan man se de gamle damplokomotiver, museets modelbane og meget mere. Lige i nærheden, i Kolind, ligger Kraftværket Skatehal, hvor alle er velkomne til at løbe på løbehjul, skateboard, BMX og rulleskøjter. Der er ramper for alle niveauer og mulighed for lån af hjelm og leje af udstyr.

 

I Ebeltoft er der masser af aktiviteter på Fregatten Jylland og GLAS, når entréen er betalt. På Fregatten Jylland kan man høre om skibsdrengens liv ombord, slå sit eget reb og prøve livet som matros. Trænger man til en kreativ stund, kan der laves glasmosaikker og andre fine ting på GLAS, og udstillingen 'Labyrinten' byder på magiske dyr og eventyrlige fortællinger i glas skabt af kunstnere som Per Kirkeby, Erik A. Frandsen m.fl.

 

Skulle det regne, og man bare trænger til lidt indendørs hygge, er Maltfabrikken klar med maltmusejagt og sommerbogbingo ligesom Syddjurs Bibliotek hele sommeren holder åbent.

 

På både Facebook og hjemmesiden www.oplevsyddjurs.dk kan man læse mere om aktiviteterne.

Find sommeraktivitetsfolderen på www.syddjurs.dk