Biodiversitetsstrategi i Syddjurs Kommune

Syddjurs Kommune ønsker at bevare og fremme biodiversiteten. Denne strategi beskriver først de vigtigste generelle forudsætninger for en rig natur i Syddjurs Kommune og opstiller et indsatsprogram med konkrete målsætninger og virkemidler.

Indsatsen på private arealer kræver ejers accept og kan derfor ikke indgå i strategien før der er indgået konkrete aftaler. Strategien beskriver derfor kun den kommunale prioritering, men ikke den konkrete indsats.

Syddjurs Kommune vil så vidt muligt indtænke biodiversitet i alle relevante dele af driften af egne arealer, ikke mindst hvor det er omkostningseffektivt. Der er dog ikke truffet konkrete beslutninger om indsatsen på kommunale arealer, men strategien kan være en del af grundlaget for beslutningerne.

For at strategien skal virke kræver det, at indsatsen lægges de rigtige steder. Den mest værdifulde natur er udpeget i Kommuneplan 2020, og udgør sammen med de øvrige kommuners udpegning Det Grønne Danmarkskort. Det er her, der er mest at bevare og hvor effekten af en indsats giver mest. Det er derfor her, kommunen vil prioritere sin indsats.

For at strategien skal virke, kræver det samarbejde internt i kommunen og et engagement i lokalsamfundene. Indsatsprogrammet er derfor inddelt i plandistrikterne og fremhæver de vigtigste indsatsområder i de enkelte distrikter. Forvaltningen vil invitere de enkelte distriktsråd til at tage udgangspunkt i strategien og hjælpe lokale projekter på vej.

Kommunens indsats er delt i tre:

• Udvikling af egne projekter og drift af egne arealer
• Finansiering af privates projekter gennem naturpuljen
• Rådgivning til borgernes egne projekter

Kommunen har også et løbende samarbejde med Nationalpark Mols Bjerge om projekter og initiativer, herunder Biodiversity og Vores Vilde Nationalparkhaver, ligesom kommunen deltager i Samarbejdsforum Mols Bjerge, hvor naturbeskyttelsen samtænkes med bl.a. rekreative interesser

Der kan vindes meget ved at bringe borgere og NGO'er i spil. Syddjurs Kommune vil derfor fortsætte arbejdet med Det Grønne Råd, hvor NGO'er deltager og opfordres til at spille ind med initiativer og give feedback på kommunale tiltag.

Landskabet er gennem tiden blevet brugt til produktion af træer eller fødevarer, så de uberørte naturområder er blevet små og opsplittede. De store græsædende dyr som køer og heste er forsvundet fra landskabet, og samtidig er vådområderne blevet drænet.

Det udnyttede landskab er velegnet til få arter, der er meget almindelige, men det store flertal af arter mistrives og er i tilbagegang.

Det største problem for biodiversiteten på Syddjurs er derfor manglen på fire ting:

• Naturlig skov
• Naturlig græsning
• Naturlige vådområder
• Sammenhæng i den gode natur

Gamle træer

Løvskovenes største værdi er de gamle bøge- og egetræer, der er levested for mange sjældne arter. De ses især i Rugårdskovene og Kaløskovene, men også i flere andre skove som Fjeld Skov ved Pindstrup, Møllerupskovene ved Feldballe og Tolløkke ved Ebeltoft. Det er førsteprioritet i skovindsatsen at sikre, at de træerne får lov at blive gamle, og at gamle træer ikke fældes og fjernes, men bevares, enten som levende eller døde træer.

Kommunens egne skove Tolløkke og Ahl Plantage er udtaget af skovdrift og er udlagt til urørt skov. Der er løbende opmærksomhed på, om der er økonomisk mulighed for at udtage flere kommunale skove af drift.

Vand

I både nåleskove og løvskove er det meget vigtigt at holde vandet i skoven og ikke lede det væk gennem grøfter og dræn. Søer og sumpe i skoven er vigtige levesteder og svækker træerne, så de kan blive levested for fugle, insekter og svampe.

Lysninger

I løvskovene er det også vigtigt at åbne skovene op, så der kommer lysninger. Lysningerne er vigtige levesteder for mange planter og insekter, bl.a. sommerfugle.
Mange steder er løvskovene tilplantet med ahorn, der giver en meget artsfattig og mørk skovbund. Lysningerne kan derfor med fordel skabes ved at nedskære ahorn og bevare træer som eg, hvidtjørn og æble, der giver en lysere skovbund.

Der har altid været en vis afgræsning overalt, og den har præget naturen alle steder og har skabt et varieret landskab, hvor lysåben natur, skov og spredte krat er flydt sammen.

Det er derfor, der findes arter som Brun pletvinge, der kræver åben skov eller skovlysninger, og Stor priksvamp, der vokser på hestepærer, der ligger i områder, der er så tørre, varme at dyrene kun kommer forbi en sjælden gang imellem. Det er også derfor, der findes arter i den åbne natur, der kræver krat og skygge. Markfirben kræver skygge til at køle sig på varme dage, men også sol til at varme sig op. Den trives ikke i et monotont græsningslandskab. Mariehøneedderkop lever af skarnbasser, der bliver lokket til af kokasser, men dens spind bliver trådt i stykker af hård græsning. Den trives bedst, hvis den kan sidde i ly af spredte buske, hvor dyrene ikke træder. Mange flyvende insekter kræver også læ, så de stadig kan søge føde på kolde eller blæsende dage.

Der er i dag for få vilde græssere til at de kan opretholde græsningsnaturen, og de arter, der er, er typisk hjortevildt, der græsser hårdt på blomster. De arter, der mest spiser græs, som urokse og vildhest, er forsvundet fra naturen og er erstattet af husdyr. Husdyr græsser ofte i kunstigt høje tætheder, så de græsser blomsterne væk, og så står de på stald om vinteren, mens græsset vokser videre. Der er meget lidt naturlig græsning i vores natur, og derfor er naturen ofte enten overgræsset eller under tilgroning i græs, træer og buske.

Den naturlige græsning sker over hele året og med så få dyr, at der er føde til hele året. Så er der ikke behov for fodring, og dyrene græsser ikke området helt ned om sommeren.

Den naturlige græsning fjerner græsset og en del af krattet, men efterlader stadig skjulesteder for pattedyr, krybdyr og blomster med nektar og pollen til insekterne. Den optimale græsning er helårsgræsning på arealer, der er så store, at der ikke bliver spist helt op overalt, men at delområder kun bliver græsset med måneders eller års mellemrum. Det giver en større variation og dermed flere levesteder. Det kræver store arealer, så i områder med mange små naturområder må græsning enten opgives eller der skal laves mange små folde, hvor dyrene græsser i rotation. Det er en relativt dyr løsning, der kun bør bruges i de mest værdifulde områder.

For al græsning i naturområder gælder, at dyrene ikke bør udskille medicinrester, da de også er giftige i naturen. Ormekur og lignende skal derfor gives på stald og dyrene sættes først ud i naturen, når de ikke længere udskiller medicinrester.

Mange mennesker er utrygge ved store græssere, og på arealer med offentlig adgang bør man overveje at hegne stier fra eller i øvrigt tilpasse græsningen så konflikten bliver så lille som muligt. Der er også mange jægere, der ikke ønsker hegn og derfor ikke er interesserede i græsningsprojekter.

Syddjurs Kommune vil fortsætte med at lave og finansiere projekter med en naturlig afgræsning. Dette gælder både på arealer, der i dag er ugræssede, og på græssede arealer, der bør afgræsses mere naturligt. Kommunen går forrest på egne arealer, der ikke kan bortforpagtes, men den største indsats skal ske på private arealer.

Natur på lavbund

Lavbundsområderne er blevet afvandet i århundreder ved at vandløbene er blevet udrettet og vedligeholdt hårdt, og ved at der er drænet og gravet grøfter. Når man dræner områderne, kommer der ilt til jorden, og så bliver tørven nedbrudt helt. Så bliver der frigivet store mængder næringsstoffer og CO2, og jorden synker sammen. Derfor bliver drænede områder gradvist vådere og sværere at dyrke, og de har altså altid haft en begrænset levetid.

Dræningen gør jorden meget næringsrig, og det giver store, almindelige plantearter en fordel. Så gror engene til i få plantearter, typisk store græsser, lodden dueurt og brændenælder.

Hvis man slår eller græsser engene, kan man få et større indslag af blomstrende urter, men rigtig godt bliver det først, når jorden er vandmættet.

Ådalene har også huset langt de fleste naturlige vandhuller. De fleste af vores padder og andre vandhulsarter trives faktisk bedst på våde enge med lav og svingende vandstand, hvor vandløbet går over sine bredder om vinteren, og der står vand til langt ud på sommeren. Det er også der, stork, trane, sortterne, bæver og engblomme har levet fra naturens hånd.

Ådalene har i kraft af deres størrelse og sammenhæng et kæmpe potentiale for en vild og meget mere artsrig natur, hvis vand- standen bliver mere naturlig.

På den naturligt våde jord vil vandstanden kunne svinge kraftigt, og der vil derfor være stor dynamik og variation. Der vil være en vis tilgroning med pil, birk og rødel, der også er levesteder for mange arter. Når træerne bliver store nok, eller det blæser kraftigt, vil de vælte og skabe lysninger, hvor arterne fra det åbne land kan trives. Der vil i våde år være store engsøer med et rigt fugleliv, hvor mange af træerne vil drukne, og i tørre år vil områderne ligge som enge og moser med døde træer, der er vigtige levesteder for mange arter.

Det er derfor vigtigere at genindføre en højere, og svingende vandstand på de lave jorder end at låse vandstanden fast for at kunne græsse dem.

Potentialet i Syddjurs Kommune er kæmpestort. Vi har allerede lavet flere stats- finansierede lavbundsprojekter, men langt hovedparten af vores store, afvandede ådale og søer ligger stadig tilbage som potentiel våd natur.

Syddjurs Kommune vil fortsætte med at udarbejde lavbundsprojekter finansieret af eksterne støtteordninger. Det undersøges, om bæver eller introducerede elge kan være en del af en langsigtet indsats.

Selv med den bedste, mest naturlige tilstand, vil små, gode naturområder ikke blive ved med at være gode. Arterne vil uddø, bare med forsinkelse. Det kan være med en stille tilbagegang eller under en enkelt våd vinter eller en tør sommer, hvor hele bestanden dør på en gang. I store, sammenhængende og forskelligartede naturområder er der råd til at lokale delbestande kan uddø, fordi ar- terne kan komme tilbage fra andre områder. Variation og sammenhæng med andre naturområder er derfor meget vigtigt.

Den artsrige natur har derfor ikke brug for smalle korridorer og spredte trædesten. Den har brug for mere sammenhæng i store områder med vild natur og mindst mulig berøring med marker og byer. Det er ikke tilstrækkeligt, at naturen lige akkurat hænger sammen gennem arealer, der drives ekstensivt eller med f.eks. skovdrift. De store sammenhængende områder skal have naturlige forhold med naturlig vandstand, græsning og urørt skov.

Biodiversitetsstrategien er godkendt af Byrådet Marts 2022.