Hvad er en Erhvervsidentitet
Her kan du læse mere om hvad en Erhvervsidentitet er, og hvorfor du skal eller ikke skal bruge den i dit arbejde
Har du en Erhvervsidentitet, fungerer den som et stempel på, at du er den du siger du er, og at du har et arbejdsforhold i Syddjurs Kommune. Du skal bruge en Erhvervsidentitet, når du vil logge ind i fællesoffentlige systemer, hvor flere myndigheder har adgang til de samme oplysninger.
Et eksempel er Fælles medicinkort, som hospitaler, praktiserende læger og kommunale behandlere alle har adgang til. Med Erhvervsidentiteten kan vi som kommune stå indenfor at du er dig og at du har en arbejdsrelateret begrundelse for at tilgå og redigere i oplysningerne. På den måde kan vi passe bedre på vores borgeres data og medarbejderes it-sikkerhed.
Erhvervsidentiteten kan sammenlignes med MitID Erhverv, men i stedet for at du skal bruge MitID hver gang du logger ind, skal du i stedet bruge den bruger og adgangskode, som du kender fra Syddjurs og godkende med en to-faktor.
Hvis du ikke tilgår data i fællesoffentlige systemer, har du ikke brug for en Erhvervsidentitet.
Se videoen for at vide mere om hvorfor du skal have en Erhvervsidentitet
Selvbetjening i OS2faktor
Du skal aktivere din Erhvervsidentitet i OS2faktor. Hvis du ikke har fået tildelt en Erhvervsidentitet, men mener, at du skal bruge den i dit arbejde, skal du tage fat i din nærmeste leder, som kan bestille rettigheden i Serviceportalen.
I OS2faktor kan du selv administrere dine to-faktorenheder, og tilknytte eller slette dem som det passer dig. Du kan sagtens have flere to-faktor enheder tilknyttet. Det er også i OS2faktor, at du skal skifte din adgangskode, låse din brugerkonto op, eller spærre den hvis du har mistanke om at den er kompromitteret.