28.09.22: Offentlig bekendtgørelse af endelig vedtagelse af Lokalplan 426 og Kommuneplantillæg 01

Byrådet i Syddjurs Kommune besluttede den 21. september 2022 endeligt at vedtage Lokalplan 426 med fokus på udvikling og bevaring af Egil Fischers Ferieby og Kommuneplantillæg 01 til Kommuneplan 2020.

Klagefrist 26.10.2022 Område 8400 Ebeltoft Lagt online 28.09.2022 Type Lokalplan Sagsnummer 22/29085

Lokalplan nr. 426 og Kommuneplantillæg nr. 01 til Syddjurs Kommuneplan 2020
Lokalplanområdet omfatter kulturmiljøet omkring Egil Fischers Ferieby ved Femmøller Strand. Arealet udgør cirka 45 hektar og er udpeget som kulturmiljø i Syddjurs Kommuneplan 2020. Egil Fischers Ferieby er Danmarks første planlagte ferieby og rummer en enestående fortælling om den tidlige danske feriekultur og om turismens udvikling i området omkring Ebeltoft. Lokalplanens formål er både at beskytte og skabe udviklingsmuligheder i det unikke kulturmiljø. Lokalplanen er udarbejdet af Plan og Udvikling, Syddjurs Kommune i samarbejde med grundejerforeningen Femmøller Strand.

For at sikre, at planlægningen kunne omfatte hele det samlede kulturmiljø, var det det nødvendigt at udarbejde et kommuneplantillæg. I kommuneplantillægget udlægges nye rammer for rekreative områder og for blandet bolig og erhverv. Derudover justeres indholdet af rammebestemmelserne for de eksisterende sommerhusområder for at sikre, at fremtidig bebyggelse kan udføres i stil med den historiske bebyggelse.

Lokalplan nr. 426 og Kommuneplantillæg nr. 01 findes nederst på siden og kan også tilgås via www.plandata.dk

Forløbet
Grundlaget til lokalplanen blev lagt i 2019, hvor arbejdsgrupper fra grundejerforeningen og andre lokale aktører bidrog til udviklingen af planens fokus og indhold. Planforslagene var i offentlig høring i efteråret 2020 og blev behandlet på Byrådets møde den 24. februar 2021. Her besluttede Byrådet, at forslagene skulle revideres med henblik på fornyet høring. I det videre arbejde skulle tilføjes et Delområde V, samt laves en række justeringer, med henblik på at præcisere planerne og gøre dem nemmere at administrere efter.
De reviderede forslag blev vedtaget af Byrådet den 27. oktober 2021 og sendt i fornyet offentlig høring fra den 10. november til den 22. december 2021. I perioden blev afholdt både et klassisk borgermøde og et Spørgsmål/Svar-møde, hvor områdets beboere fik mulighed for at stille mere specifikke spørgsmål om lokalplanens konsekvenser og dens betydning for deres individuelle situation.

I høringsperioden indkom 32 indsigelser. Alle indsigelser og administrationens behandling af de enkelte indsigelser fremgår af Bemærkningsnotatet, du kan finde nederst på siden.

Indsigelserne afstedkom en række ændringer af meget varierende karakter. Heraf blev ét forslag om tilretning af delområder vurderet at kræve fornyet høring. Ændringsforslaget blev udsendt til berørte naboer fra den 29. juni 2022 til den 13. juli 2022. Der indkom ingen indsigelser og tilretningen af delområdet blev derfor gennemført.

Byrådet i Syddjurs Kommune vedtog d. 21. september 2022 at godkende planerne endeligt.

Planerne er blevet offentligt bekendtgjort d. 28. september 2022, hvormed de er trådt i kraft. 

Endelige retsvirkninger
Efter planlovens § 18 må ejendomme inden for lokalplanens område kun udstykkes, bebygges eller i øvrigt anvendes i overensstemmelse med planens bestemmelser. Den eksisterende lovlige anvendelse af en ejendom kan fortsætte som hidtil.

Klagevejledning
Den endelige vedtagelse af ovennævnte planer kan påklages til Planklagenævnet. Efter planlovens § 58, stk. 1, kan kun retlige spørgsmål om tilblivelsen af planer påklages.

Dette betyder, at du f.eks. kan klage, hvis du mener, at Byrådet ikke har haft ret til at træffe afgørelsen.
Du kan derimod ikke klage over, at Byrådet efter din opfattelse burde have truffet en anden afgørelse.
En evt. klage skal være skriftlig, og skal sendes til Planklagenævnet via Klageportalen, som du finder på:
www.borger.dk og www.virk.dk.

En evt. klage skal være modtaget af Planklagenævnet inden 4 uger fra den offentlige bekendtgørelse, dvs.: Senest d. 26. oktober 2022.

Når du klager, skal du betale et gebyr. Privatpersoner skal betale et gebyr på 900 kr. Virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder skal betale et gebyr på 1.800 kr. Gebyret tilbagebetales, hvis klageren får helt eller delvis medhold i klagen. Du kan finde klagevejledningen på Planklagenævnets hjemmeside: www.naevneneshus.dk

Hvis du vil indbringe spørgsmålet om planernes lovlighed for domstolene, skal dette ske inden 6 måneder fra datoen for planens offentlige bekendtgørelse, dvs.: Senest den 28. marts 2023.

Abonnér på høringer

Vil du abonnere på Høringer? – Tilmeld dig vores automatisk nyhedsmail - så får du en mail hver gang siden opdateres.

Vi videregiver ikke din mailadresse til andre parter og anvender den ikke til andre formål. Du kan til enhver tid afmelde dig ved at klikke på Afmeld i de mails du modtager.

Gå til tilmeldingsside