Boringsnære beskyttelsesområder - BNBO

Det videre arbejde med indgåelse af aftaler i BNBO

BNBO information

I juli 2023 blev regeringens akutplan for boringsnære beskyttelsesområder (BNBO) annonceret med målet om at reducere risikoen for forurening af drikkevandet ved anvendelse af pesticider indenfor BNBO.

Regeringens akutplan indebærer fremsættelsen af et lovforslag i 2024, der forpligter kommunerne at meddele påbud om erhvervsmæssig stop om brug og anvendelse af pesticider i BNBO, såfremt kommunernes risikovurdering tilsiger at BNBO er i risiko for forurening.

Den 21. maj 2024, er der vedtaget en lovændring af vandforsyningsloven og miljøbeskyttelsesloven, som pålægger kommunerne, at de skal meddele påbud til de lodsejere, hvor en risikovurdering har vist, at der er et behov for en indsats til beskyttelse af drikkevandet mod fare for forurening fra erhvervsmæssig anvendelse af pesticider i BNBO.

Følgende tidsfrister er gældende pr. 1. juli 2024, jf. den nye BNBO-bekendtgørelse:

For vandværker, hvor der er forsøgt indgået en frivillig aftale inden d. 31. december 2023, uden at dette har ført til en aftale, skal kommunen udstede et påbud om ophør med erhvervsmæssig anvendelse af pesticider senest d. 31. december 2024.
Syddjurs Kommune planlægger at igangsætte processen om udstedelse af påbud for disse vandværker fra d. 1. juli 2024.

 For vandværker, hvor der fortsat arbejdes på en frivillig aftale, men hvor det ikke er muligt at indgå en frivillig aftale om BNBO pr. 1. januar 2025, skal Syddjurs Kommune træffe afgørelse om påbud mod brug af pesticider senest d. 1. marts 2025.
Syddjurs Kommune planlægger at igangsætte processen om udstedelse af påbud for disse vandværker fra d. 2. januar 2025.

Baggrund for BNBO

Aftaleparterne bag Pesticidstrategi 2017-2021 har den 11. januar 2019 vedtaget en tillægsaftale, der bl.a. pålægger kommunen at gennemgå alle de boringsnære beskyttelsesområder (BNBO) for at vurdere behovet for beskyttelsesindsats. Dette er for at reducere risikoen for forurening af grundvandet ved erhvervsmæssig brug af pesticider.

Derudover er det pålagt kommunerne at undersøge mulighederne for indgåelse af frivillige aftaler med lodsejere om pesticidfri drift i BNBO.

I sommeren/efteråret 2019 afholdt Syddjurs Kommune en række møder med de almene vandværker og lodsejere, med jord inden for BNBO, for at drøfte mulighederne for indgåelse af frivillige aftaler om pesticidfri drift i BNBO. Informationsmateriale fra disse møder kan findes via kommunens Åben indsigt – sag 20/27378.

Efterfølgende har Syddjurs Kommune gennemgået vandværkernes BNBO med henblik på at vurdere behovet for beskyttelsesindsats. Syddjurs Kommune har udarbejdet en risikovurdering for alle BNBO, som kan ses via kommunens Åben indsigt – sag 20/27443.

I efteråret 2020 blev det besluttet af kommunens Udvalg for natur, teknik og miljø, at BNBO kan indgå i indsatsplanlægningen for grundvandsbeskyttelse. Syddjurs Kommune har derfor valgt at koordinere pesticidindsatsen i BNBO med de konkrete indsatser, der følger af indsatsplanen for grundvandsbeskyttelse.

Supplerende information om BNBO

Oplysninger om lodsejer findes ved at slå matrikelkortet til og efterfølgende vælge ”i-knappen” og derefter trykke på matriklen. Herefter kommer der en boks frem med teksten: ”Se BBR-oplysninger på OIS.dk”. Der klikkes på dette link, og oplysninger om lodsejer vises.

Miljø og Klima

Mandag-Onsdag

08:30 - 15:00

Torsdag

08:30 - 17:00

Fredag

08:30 - 12:00

Lundbergsvej 2 - 8400 Ebeltoft