Demensvenlig Syddjurs
Demensvenlig Syddjurs Kommune - sammen skaber vi trygheden
Bistå-nål
Det kan være udfordrende at rejse med offentlig transport, når man har en demenssygdom. Hvor har jeg gemt min billet, hvordan bruger jeg rejsekort etc. Som led i Syddjurs Kommunes arbejde med at blive demensvenlige, har vi indgået et samarbejde med Midttrafik, som gør det muligt for borgere med demens at få annulleret en bøde i forbindelse med offentlig transport. Buschauffører på strækningen bliver også klædt bedre på til at støtte de rejsende borgere med demens.
Som et led i projektet om at gøre Syddjurs Kommune demensvenlig, har Demensteamet i Syddjurs Kommune indgået et samarbejde med Midttrafik om den såkaldte Bistå-Nål, som er et tilbud til borgere med demens.
Bistå-Nålen skal støtte op om, at borgere med demens kan rejse med offentlig transport i Syddjurs Kommune på så god og sikker en måde som muligt. Udfærdigelsen af Bistå-Nålen er motiveret af ulyksalige tilfælde, hvor borgere med demens har kørt med offentlig transport og ikke kunnet fremvise deres ellers gyldige billetter grundet de kognitive vanskeligheder, der kan opstå i forbindelse med en demenssygdom.
Bistå-Nålen er således et system, hvor borgere med demens, der er registreret i Bistå-Nål systemet gennem Demensteamet, kan få hjælp til at få annulleret deres bøder, foruden at alle buschauffører og billetkontrollører i regionale såvel som lokale busruter, samt i Letbanen, modtager en udvidet undervisning i, hvordan man kan støtte borgere med demens i at have en sikker og god rejse.
Demensteamet er glade for samarbejdet, og Syddjurs Kommune er nu et skridt tættere på at blive en demensvenlig kommune.
Hvis du ønsker en Bistå-Nål, så kontakt Demensteamet på 8753 5685.
Vores mål og vision
VORES MÅL OG VISION
Vi ønsker i Syddjurs Kommune skabe et demensvenligt samfund. Et samfund, hvor borgerne kender til demenssygdomme eller ved, hvor de kan finde hjælp. Et samfund hvor det er trygt og værdigt at leve med en demenssygdom.
Sundheds- og Ældreministeriet fremsatte i den Nationale Demenshandleplan 2025 et mål om 98 demensvenlige kommuner i Danmark. Derfor har Syddjurs Kommune udviklet en Demenshandleplan 2017-2021 – ”Sammen skaber vi trygheden”. Indholdet i denne er et udtryk for, at vi når det bedste resultat, hvis vi løfter i flok. For at kunne leve et godt liv med og på trods af demens – både som syg og som pårørende – skal vi alle arbejde sammen. Så selvom Syddjurs Kommune er afsender på Demenshandleplanen, ligger mange stemmer bag, og handlingerne skal bæres frem af endnu flere.
Vision
INITIATIVER
For at blive en demensvenlig kommune har Demensteamet igangsat en række initiativer. Blandt andet arbejder vi i Syddjurs Kommune for, at skabe større viden hos lokalsamfundet om, hvad demens er, og hvordan man kan møde en medborger med demens på en rummelig og hensynsfuld måde. Vi favner bredt i vores fokus, da dette både indebærer den almene borger, institutioner, organisationer og foreninger. Derudover arbejder vi på at indrette de fysiske rammer i lokalmiljøet på en måde, hvor borgere med demens kan færdes trygt og roligt i deres nærmiljø. Vi etablerer også samarbejde med lokale foreninger og organisationer med målet om, at klæde disse på med de fornødne redskaber til at borgere med demens så længe som muligt kan deltage i de tilbud, der bliver udbudt af eksempelvis idrætsforeninger eller aftenskoler.
Vores indsatser skal derfor være præget af de stærke kræfter i kommunen, hvor bl.a. kultur-, erhvervs- og foreningsliv rækker hånden ud og tager medansvar for, at Syddjurs Kommune bliver demensvenlig.
Vores budskab
VORES BUDSKAB
For at Syddjurs Kommune kan nå målet, er borgere i kommunen helt centrale. For at fremme en mentalitet om venlighed, rummelighed, hjælpsomhed og tålmodighed overfor personer med demens og deres pårørende, er det ikke nok at lave en politisk plan – det skal komme fra hjertet, fra borgerne i lokalsamfundet, fra dig og mig.