Ledsageordningen - servicelovens §97
Ledsageordningen er et tilbud til dig mellem 18 og 67 år, der på grund af fysisk eller psykisk funktionssvigt, har svært ved at færdes uden for hjemmet alene
Har du et fysisk eller psykisk handicap, kan du søge om at få en ledsageordning. Ideen med ordningen er at øge dine muligheder for at øge dine muligheder for udfoldelse og aktiviteter udenfor hjemmet og forbedre din livskvalitet. Aktiviteterne kan eksempelvis være en tur i teatret, biografen, shopping eller en fisketur. Det er helt op til dig - bare aktiviteten sker udenfor dit hjem.
Hvem kan tildeles ledsageordningen?
- Kørestolsbrugere og andre svært bevægelseshæmmede
- Blinde og svagtseende
- Psykisk udviklingshæmmede
- Personer med hjerneskader
For at kunne få ledsagerordning, skal du opfylde nedenstående:
- Du kan ikke færdes alene udenfor hjemmet på grund at betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
- Du kan selv spørge efter individuel ledsagelse uden socialpædagogisk bistand
- Du kan give udtryk for – ikke nødvendigvis verbalt – et ønske om at deltage i forskellige aktiviteter
- Du skal være bevidst om indholdet i aktiviteten
Du kan ikke deltage i ordningen, hvis du:
- Har en hjælperordning efter Servicelovens paragraf 96
- Er døvblind
- Har en funktionsnedsættelse som følge af sindslidelse eller af sociale årsager
Det praktiske
Du kan få en ledsager i op til 15 timer om måneden til en aktivitet som du selv bestemmer. Det giver dig mulighed for at deltage i aktiviteter uden for hjemmet efter dit eget valg, og uden altid at skulle bede familie, venner eller andre om hjælp.
Hvis du gerne vil ansøge om ledsageordningen, kan du kontakte Socialcentret via vores callcenter på telefon 87 53 50 00. Du kan også bruge selvbetjeningslinket herunder og ansøge om ordningen direkte hos borger.dk.
Kørsel
Kørsel i egen bil
Ledsageren må gerne køre din bil, men skal forinden have en fornødne instruktion af dig eller anden relevant person. Dog skal du vide, at kørslen foregår på dit ansvar.
Sørg for, at din bilforsikring dækker en evt. skade på din bil eller ved personskade. Det er således dig eller en evt. forsikring, der skal erstatte skaden.
Du skal selv betale selvrisikoen, hvis ledsageren har lavet en skade.
Syddjurs Kommune har ingen mulighed for at dække en skade påført din bil under ledsagerens kørsel.
Kørsel i ledsagerens bil
Hvis du bliver kørt i ledsagers bil, skal du betale for kørslen.
Det anbefales, at der betales befordringsgodtgørelse efter statens høje takst (aftales mellem borger og ledsager)
I skal selv sørge for at afregne kørte kilometer. Dog skal ledsageren vide, at kørslen foregår på eget ansvar.
Ledsageren er selv ansvarlig for, at bilforsikring dækker en evt. skadet på bil eller ved personskade.
Det er således ledsageren eller en evt. forsikring, der skal erstatte skaden. Ledsageren skal selv betale selvrisikoen, hvis vedkommende laver en skade under ledsagelsen.
Syddjurs Kommune har ingen mulighed for at dække en skade påført bilen under kørsel i forbindelse med ledsagelse.