Tømningsordninger
Tømningsordninger for bundfældningstanke og samletanke i Syddjurs Kommune
Bundfældningstanke
Bundfældningstanke (septiktanke eller trixtanke) er tanke, hvori den faste del af spildevandet sorteres fra. Efter passage af tanken ledes spildevandet til et godkendt rensesystem. For at reducere forurening fra ejendomme i det åbne land er der vedtaget en obligatorisk tømningsordning for bundfældningstanke.
Tømningsordningen sikrer en regelmæssig tømning og en miljømæssig forsvarlig bortskaffelse af slammet. Samtidig med tømningen kontrolleres tanken for fejl og mangler, så de kan blive udbedret. Det giver sikkerhed for at bundfældningstanken fungerer som den skal.
Det er vigtigt, at adgangsvejen til bundfældningstanken er farbar, og at adgangen til selve tanken giver mulighed for, at tanken kan tømmes helt og der kan udføres kontrol på tanken.
Alle bundfældningstanke i det åbne land tømmes minimum 1 gang årligt for helårsbeboelse og hvert andet år for sommerhuse.
RenoDjurs administrerer tømningsordning for Syddjurs Kommune.
Efter hver tømning får grundejeren en tømningsrapport, hvor en eventuel fejl er anført. Som grundejer er det dit ansvar at få udbedret en evt. fejl hurtigst muligt.
Ved særlige forhold kan tømningsfrekvensen ændres eller der kan søges om fritagelse for tømningsordningen. Du skal sende ansøgning om fritagelse eller ændring af tømningsfrekvensen til RenoDjurs eller til Syddjurs Kommune. Der gives kun fritagelse, såfremt der er et vandforbrug på under 10 m3 i perioden mellem hver tømning, Der gives kun fritagelse for en tømningsperiode af gangen. Tanke som er vanskelige at tømme med eksempelvis integreret pumpe kan kræve en speciel tømning, som kan medføre en øget takst for tømningen.
Samletanke
En samletank er en lukket tank uden afløb, som opsamler alt husholdningsspildevand. Når tanken er fyldt op, skal du selv kontakte tømningsselskabet. Der er vedtaget en obligatorisk tømningsordning for samletanke for at sikre en miljømæssig forsvarlig bortskaffelse af spildevandet.
Alle ejendomme med en samletank til opsamling af spildevand skal være med i ordningen. RenoDjurs administrerer tømningsordningen. Tømning skal kunne forgå uhindret og skal ske efter behov ved bestilling. Tanke som etableres på offentlige steder og ikke er under opsyn af fast personale, monteres med overløbsalarm.
Natur og Miljø (1)
Mandag-Onsdag
08:30 - 15:00
Torsdag
08:30 - 17:00
Fredag
08:30 - 12:00