Spabad og klorholdigt spildevand
Klorholdigt spildevand skal nedsives i separat nedsivningsanlæg
Spildevand fra spabade
Der skelnes mellem spabade, der tømmes efter brug (tømmespa) og større spabade (standspa), der ikke tømmes hver gang.
Tømmespa
Spildevand fra et tømmespa (mindre end 250 liter), som kun får tilført klor/brom tabletter, må som udgangspunkt gerne blive tilført den samme bundfældningstank, som resten af husets spildevand.
Spildevand fra et tømmespa (større end 250 liter), skal nedsives i et separat nedsivningsanlæg. Nedsivningsanlægget skal udformes med sivedræn, som et normalt nedsivningsanlæg, og der skal benyttes mindst 10 meter sivedræn. Baseret på en faglig vurdering, skal der inden sivedrænene etableres enten et sandfang (Ø315-Ø425) eller bundfældningstank (1-kammertank, med mindst 1 kubikmeter). Tilledningen af spildevandet fra tømmespa, skal betjenes manuelt (det vil sige, at vandet selv skal løbe ud af spabadet, det må ikke pumpes ud). Tømning må ikke foregå automatisk, for eksempel via et overløb eller lignende.
Standspa
Spildevand fra et standspa skal nedsives i et separat nedsivningsanlæg. Nedsivningsanlægget skal udformes med sivedræn, som et normalt nedsivningsanlæg, og der skal benyttes mindst 10 meter sivedræn.
Bundfældningstanken udformes som en 1-kammertank. Størrelsen afpasses efter den tilførte mængde, dog skal tanken mindst være 1 kubikmeter.
Alternativ til et separat nedsivningsanlæg, kan afledning af spildevand fra et standspa ske ved, at vandet ledes ud på ejendommens græsarealer eller ledes til faskine. Spildevandet må først ledes ud, når klorforbindelserne er fordampet, eksempelvis via gennemluftning i en periode på ca. 14 dage, eller til vandet ikke lugter af klor mere. Dog skal man være opmærksom på, at vandet grundet terræn og nedsivningsforhold ikke er til gene for andre.
Afstandskrav ved nedsivning:
Der er følgende krav ved nedsivning af spildevand fra tømmespa og standspa (efter individuel vurdering kan der i tilfælde gives dispensation for afstandskrav):
- 5 meter til bygning.
- 5 meter til skel.
- Mindst 25 meter til nærmeste vandløb, sø, hav, markdræn, mose og vådområde.
- Mindst 10 meter til et andet anlæg for husspildevand.
- 1 meter, dog helst 2,5 meter til højeste grundvandsstand.
- 300 meter til drikkevandsboringer.
- 150 meter til anden vandboring.
Der skal søges tilladelse til den ønskede løsning, inden der etableres et spildevandsanlæg, til et tømmespa større end 250 liter eller til et standspa.
Der skal ikke søges tilladelse til at udlede afdampet vand fra et standspa til eget græsareal. Dog skal man være opmærksom på at vandet ikke skaber gener for andre.
Indenfor kloakeret opland, hvor spildevand fra standspa afledes til kloakken, skal der laves aftale med AquaDjurs A/S.
Miljø og Klima
Mandag-Onsdag
08:30 - 15:00
Torsdag
08:30 - 17:00
Fredag
08:30 - 12:00