Anmeld rotter
Du skal straks anmelde det til kommunen, hvis du ser en rotte eller tegn på rotter på din ejendom
Anmeldelse af rotter
Hvis du ser rotter eller tegn herpå, skal du straks anmelde det til kommunen. Du amelder rotter ved at klikke på linket "Anmeld rotter" og udfylde skemaet. Anmeldelser der foretages elektronisk her på hjemmesiden, registreres direkte i kommunens elektroniske system - Driftweb.
Hvornår kommer kommunens rottebekæmper?
Din anmeldelse vil blive behandlet hurtigst muligt, og normalt senest indenfor 4 hverdage. Bemærk at anmeldelser om rotter indendørs i beboelse og på fødevarevirksomheder håndteres senest næste dag. Institutioner (skole, børnehaver m.v.) vil blive håndteret senest næste hverdag.
Når du har sendt en anmeldelse om rotter på din ejendom, vil du blive ringet op af en af vores rottebekæmpere den førstkommende hverdag i tidsrummet kl. 7.00 – 8.30 med henblik på en konkret aftale, om hvornår vi kan komme på besøg. Vi gør opmærksom på, at der SKAL være nogen hjemme, første gang vi kommer på besøg.
Læs mere om i hvilke situationer, vi vil "bekæmpe rotter i weekender og på helligdage" længere nede på denne side.
Problemer med anmeldelse af rotter
Får du problemer med at anmelde rotter via det digitale anmeldelsessystem, kan du ringe til vores callcenter på 87 53 50 00.
Det koster ikke noget at anmelde rotter
Udgifter til tilsyn og bekæmpelse er allerede betalt over ejendomsskatten.
Hvordan undgår jeg rotter
Husk at du som grundejer har pligt til at sikre og renholde din ejendom, så rotternes muligheder for at leve på din ejendom begrænses mest muligt. Læs mere under "Sådan undgår du rotter på den ejendom" på denne side.
Rotterne holder desværre ikke weekend eller ferie, så derfor bekæmper Syddjurs Kommune også rotter i weekender og på helligdage.
Bekæmpelse i disse perioder gælder dog kun, såfremt du i en weekend/helligdag eller op til en weekend/helligdag har set rotter indendørs i beboelser, på fødevarevirksomheder eller indendørs i bygninger på tilsynspligtige ejendomme, hvor rotters tilstedeværelse udgør en særlig sundhedsmæssig risiko.
Anmeldelse af rotter i weekender og på helligdage kan kun ske digitalt via linket Anmeld rotter øverst på siden.
En af de væsentligst årsager til at rotterne er uønskede i vores samfund, er deres evne til at bære rundt på smitsomme bakterier, vira og encellede organismer. Alle kan de medføre alvorlige sygdomme for os mennesker, hvis vi ikke passer på.
Derfor er det vigtigt at undgå fysisk kontakt med rotter, materialer og madvarer, som rotterne kan have haft kontakt med. Brug derfor altid handsker, hvis du er i tvivl. Der skal rengøres grundigt med varmt vand og sæbe, efter en rottes tilstedeværelse. Derudover er det en god ide at desinficere alle de steder, man har mistænke til, at rotten har færdedes på.
Kampagnetilsyn
På ejendomme hvor der er korn, foderstoffer og husdyr, har rotterne særdeles gunstige betingelser for at søge føde og formere sig. Det er derfor nødvendigt at der med jævne mellemrum, sker en grundig gennemgang af disse ejendomme, så rotternes livsbetingelser hurtigt fjernes.
Disse ejendomme er betegnet som tilsynspligtige ejendomme, som Syddjurs Kommunen er forpligtet til at besøge 1 gang om året i perioden fra 1. oktober til 28. februar jf. §8 stk. 2 i rottebekendtgørelsen.
De tilsynspligtige ejendomme omfatter kun:
- Erhvervsejendomme med dyrehold
- Primærproduktion af fødevarer og foder til dyr
- Opbevaring af foderstoffer til dyr
- Opbevaring af planteprodukter, som efterfølgende anvendes til produktion af fødevarer til mennesker
De tilsynspligtige ejendomme vil som minimum blive gennemgået udendørs, også selvom der ikke træffes nogen hjemme. Ejendomme med sikringsordning vil også blive besøgt og gennemgået, hvis de er omfattet af listen over tilsynspligtige ejendomme.
Alle må bekæmpe rotter med smækfælder, men det kræver en autorisation, hvis man vil anvende gift.
Der findes i den gældende lovgivning to forskellige slags autorisationer til rottebekæmpelse med gift:
- R1-autorisation er autorisation til erhvervsmæssig forebyggelse og bekæmpelse af rotter
- R2-autorisation er autorisation til at bekæmpe rotter ved brug af visse kemiske bekæmpelsesmidler på egen erhvervsejendom.
For at sikre en effektiv rottebekæmpelse, må der derfor ikke udleveres rottegift til borgere eller virksomheder. Det er alene autoriserede rottebekæmpere, som må udlægge, tilse og opfylde med gift.
Når rottebekæmperen udlægger gift sker det i lukkede giftstationer, som placeres højst ti meter fra bygninger. Begrænsningerne i hvem der må håndtere rottegift, er fastsat for bl.a. at mindske risikoen for at rotterne udvikler resistens mod giftene og undgå utilsigtede forgiftninger.
På hjemmesiden rotteangreb.dk kan du se en række korte videoer der viser hvad du selv kan gøre for at sikre din ejendom mod rotter.
Rottesikring af din ejendom
For at sikre at rotternes levevilkår indskrænkes mest muligt, er du som grundejer forpligtet til at renholde og sikre din ejendom mod rotter.
Rottesikring af din ejendom omhandler bl.a. følgende:
- Sikre at affald og foder er utilgængeligt for rotterne
- Undgå rod på ejendommen (løft opbevarede genstande 35 cm over jorden)
- Sikre at døre slutter tæt (også stalddøre o. lign.)
- Tjekke at alle vinduer er hele
- Fjerne eller beskære bevoksning der er tæt på huset
- Sikre at tagkonstruktionen er hel og slutter tæt
- Sikre at facaden er hel og tæt
- Tjekke om der er brud på kloaksystemet
- Skrue metalriste til gulvafløb fast
Kommunen har udarbejdet 2 pjecer, som beskriver hvordan du kan undgå, at der kommer rotter på din ejendom. Disse pjecerne finder du nederst på siden.
Skulle du få behov for kommunens rottebekæmpere, så kan du glæde dig over, at du allerede har betalt for bekæmpelsen via din ejendomsskat. Eventuelle skader på din ejendom (herunder skader på kloakledninger og brønde), som rotterne måtte have påført, skal du som husejer dog selv betale. Udgifter til reparation af skader på kloaknettet uden for din matrikel betaler Syddjurs Spildevand A/S.
Mere om forebyggelse og bekæmpelse
Du kan læse meget mere om forebyggelse mod rotteangreb, hvad du gør hvis du får rotter i dit hjem eller om rotternes smitterisiko m.m. på Miljøstyrelsens hjemmeside.
Alle kommuner skal ifølge rottebekendtgørelsen §5 udarbejde og offentliggøre en handlingsplan for forebyggelse og bekæmpelse af rotter. I den gældende rottehandlingsplan i Syddjurs Kommune er målsætningen, at antallet af rotter i kommunen holdes på et så lavt niveau som muligt, samtidig med at bekæmpelsen er målrettet, velfungerende og ensrettet i hele kommunen. Handlingsplanen skal som minimum revideres hvert 3 år.
Miljø og Klima
Mandag-Onsdag
08:30 - 15:00
Torsdag
08:30 - 17:00
Fredag
08:30 - 12:00