Befordring af elever med særlige behov

Her kan du læse om befordring til og fra specialskoler

Befordring af elever til specialskoler og specialklasser

Kommunalbestyrelsen er jf. Folkeskolelovens § 26 og tilhørende bekendtgørelse om befordring af elever i folkeskolen forpligtet til på skoledage at sørge for befordring af elever, der af skolemyndighederne er henvist til undervisning på andre skoler end distriktsskolen.

Udvalget for Familie og Institutioner i Syddjurs kommune vedtog den 10. januar 2011 flg. retningslinjer for fri befordring til specialskoler og specialklasser.

 

Børn der går i specialklasse på egen distriktsskole er omfattet af de samme regler om fri befordring som andre børn på skolen.

Der ydes således fri befordring til:

  • elever i 0. - 3. kl., hvis skolevej er 2,5 km eller længere
  • elever i 4. - 6. kl., hvis skolevej er 6,0 km eller længere
  • elever i 7. – 9. kl., hvis skolevej er 7,0 km eller længere
  • elever i 10. kl., hvis skolevej er 9,0 km eller længere

Disse regler fraviges kun, hvis der er meget tungtvejende årsager til at barnet ikke kan transportere sig til skolen på normal vis, f.eks. hvis barnet har et fysisk handicap, der forhindrer almindelige transportmuligheder, eller hvis barnet har så store mentale vanskeligheder, at det slet ikke kan lade sig gøre at rejse med skolebussen.

Hvortil skal befordringen ske?

Kommunalbestyrelsen er kun forpligtet til befordring til en enkelt bopæl og kun på skoledage. Befordringen sker som udgangspunkt til barnets folkeregisteradresse.

Ved delt forældremyndighed, kan der alene ske befordring til det ene af de to hjem. Forældrene kan selv bestemme til hvilket, hvis begge forældre bor i skoledistriktet. Bor kun den ene forældre i skoledistriktet, sker befordring til det hjem, der ligger i skoledistriktet. Bor kun den ene forældre i Syddjurs Kommune, sker befordring til hjemmet i Syddjurs Kommune.

Det kan derfor ikke aftales, at barnet eks. i den ene uge befordres til det ene hjem og i den anden uge til det andet hjem.

Der kan ikke ske befordring til andre adresser end barnets bopæl.

Befordring af elever, der er henvist til specialklasser og specialskoler uden for distriktsskolen omfatter:

  • transport fra bopælen til skolen og fra skolen/SFO til bopælen
  • kun dét barn, som har fået bevilget fri kørsel - hverken søskende, legekammerater eller andre må køre med.

Elever som kan benytte bus/tog til/fra skole, vil få bevilget abonnementskort dertil.

For de elever, som ikke kan benytte sig af bus/tog til/fra skole, arrangeres kørsel til specialskole eller specialklasse som faste ruter, hvor børnene bliver placeret i taxa/minibus ud fra adresse og afhentningstidspunkt for at optimere kørslen.

Den enkelte skole har som udgangspunkt én indkørsel om morgenen til skoledagens start, men der kan arrangeres kørsel til morgen-SFO, for de børn der har brug for det.

Om eftermiddagen er der to hjemkørsler hhv. ved skoledagens ophør, eller fra SFO på et af skolen fastsat tidspunkt.

Elever visiteret til specialundervisning på en anden skole end distriktsskolen, kan også bevilges kørsel til SFO på ikke-skoledage. Der vil i disse tilfælde være én morgenkørsel til sædvanlig skolestart og én eftermiddagskørsel på et tidspunkt fastsat af skolen.

Afviger kørselsbehovet fra Syddjurs Kommunes tilbud om kørsel morgen og eftermiddag, skal forældrene selv sørge for befordring.

 

Særlige hensyn

Undervisningstiden for elever, der modtager specialundervisning, kan med forældrenes tilslutning nedsættes, hvis elevens helbred ifølge lægeerklæring ikke tillader gennemførelse af fuld undervisning.

Ændring af tidspunkter for taxakørsel som følge af godkendt nedsat skema, aftales med skolen.

I tilfælde hvor elever har sygdomme eller lidelser, som indebærer, at der skal tages særlige hensyn i forbindelse med kørsel, evt. solokørsel, skal der foreligge en lægeattest.

Aftale om opstart af ny kørselsordning for dit barn

Forinden opstart af ny kørselsordning vil barnets bopælsforældre blive kontaktet af den taxivognmand, der skal køre med barnet for nærmere aftale om opstart.

Ved afmelding af kørsel pga. sygdom eller andet, har du som forældre pligt til at kontakte den chauffør der kører med jeres barn gerne senest 60 min. før det planlagte afhentningstidspunkt.

 

 

Pladsanvisningen

Mandag-Tirsdag

08:30 - 12:00

Torsdag

12:00 - 17:00

Tingvej 17 - 8543 Hornslet