Tilbud særligt målrettet børn og unge med nedsat funktionsevne samt deres familier
Få hjælp til at håndtere de udfordringer man som familie kan opleve, når man har et barn med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
Særligt målrettet børn og unge med nedsat funktionsevne samt deres familier
Formålet med de tilbud, der beskrives her, er at hjælpe jer som familie, der har brug for hjælp til at håndtere de udfordringer man kan opleve, når man har et barn med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
Er du eller I i målgruppen?
Dette er et tilbud målrettet jer som familie, der har et eller flere børn (eller unge) med en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
Det kan for eksempel være børn eller unge med diagnoser såsom ADHD, autismespektrumforstyrrelse (ASF), udviklingsforstyrrelser eller som der har et fysisk handicap.
Der er både tilbud målrettet dig/jer forældre og dig, som er barn eller ung.
En forudsætning for at modtage gruppeforløb eller et individuelt forløb er, at du/I som forældre eller du som barn eller ung ikke har modtaget tilsvarende tilbud gennem den regionale behandlingspsykiatri.
Hvad kan du eller I forvente?
Fælles for alle forløb er, at du eller I mødes med en familiebehandler, som har særlig viden indenfor specialområdet. Familiebehandleren har også stor viden om, hvordan det kan påvirke en familie generelt, når der er én eller flere i familien, som har en nedsat funktionsevne.
Udover de tilbud, der nævnes her, kan et forløb indeholde enten familievejledning eller familiebehandling.
Tilbud til dig/jer som forældre:
- Gruppeforløb målrettet forældre til børn med ADHD/ADD eller en autismespektrumsforstyrrelse. Her får du/I rådgivning og vejledning om den særlige forældreopgave man har som forælder til et barn eller en ung med nedsat funktionsevne. Der undervises i diagnoseforståelse, og man skal forvente hjemmearbejdsopgaver. Gruppeforløb gør det muligt for dig/jer at danne relationer til de andre deltagere i gruppen. Dem, du møder i gruppen, vil have erfaringer med nogle af de samme udfordringer, som du/I selv oplever. Det betyder, at I kan dele jeres erfaringer med, hvad der kan hjælpe i en svær situation og derved hjælpe og støtte hinanden. Styrken ved et gruppeforløb er, at man både får viden og input af faglig karakter fra underviserne, men også på basis af konkret personlig erfaring fra de andre deltagere. Samtidig vil du/I opleve, at andre kan have gavn af dine egne erfaringer. Gruppeforløbet indeholder seks-otte mødegange, og der er mulighed for individuel opfølgning. Der afholdes som udgangspunkt to årlige kursusforløb (forår og efterår). Forløbet foregår i Center for Børn, Unge og Familiers lokaler på hverdage i tidsrummet mellem 8.00-17.00 – sædvanligvis om eftermiddagen
- Særlig familievejledning for familier til et nydiagnosticeret barn eller ung med nedsat funktionsevne. Tilbuddet fokuserer på, at I får et indblik i, hvilken hjælp I kan være berettiget til som familie. Denne rådgivning tilbydes derfor indenfor de første tre måneder efter barnet/den unge er diagnosticeret og rådgiver i Familierådgivningscentret har fået kendskab til diagnosen. Omfanget er en til to samtaler i Center for Børn, Unge og Familiers lokaler på hverdage mellem 8.00-17.00
Tilbuddet til dig, som barn eller ung:
- Et individuelt forløb, hvor du i en kortere periode får tilknyttet en familiebehandler, som hjælper dig til at få større viden om din diagnose. Familievejlederen kan også vejlede dig om den betydning, diagnosen kan have for din udvikling og trivsel, og de udfordringer, det kan give. Dette individuelle forløb er målrettet dig der er imellem 14-17 år med ADHD/ADD eller en autismespektrum-forstyrrelse. Der er dog også mulighed for at tilbyde forløbet til børn helt ned til 8-10 år alt efter modenhed. Hvis du er under 14 år, vil forløbet altid foregå sammen med dine forældre, så I får samme viden og vejledning. Forløbene foregår enten virtuelt eller i Center for Børn, Unge og Familiers lokaler på hverdage mellem 8.00-17.00
- Gruppeforløb for dig som er søster eller bror til et barn eller ung, der har en nedsat funktionsevne. Her sættes fokus på de udfordringer du som søskende kan opleve i relation til, at din bror eller søster har en nedsat fysisk eller psykiske funktionsevne. I gruppeforløbet kan du få vejledning i, hvordan du håndterer de udfordringer, du oplever
Lovgrundlag: Lov om social service §11, stk.7 og §11 stk. 8.