Pædagogisk støtte og praktisk hjælp i hjemmet
Med dette tilbud er målet at hjælpe dig som forælder med at organisere en hverdag, der fungerer i forhold til at sikre dit barns eller den unges trivsel
Pædagogisk støtte og praktisk hjælp i hjemmet
Tilbuddet skal hjælpe med at understøtte, vejlede og træne dig/jer som forældre til selv at kunne varetage pædagogiske og praktiske opgaver i hjemmet. Målet er at I som familie får en struktur på jeres hverdag, der giver jeres barn tryghed.
I særlige tilfælde kan der kompenseres for enkelte opgaver, I som forældre ikke selv kan varetage, så barnet eller den unge kan blive boende i hjemmet.
Er du i målgruppen?
Tilbuddet er målrettet dig som forælder og jer som familie, hvor rådgiveren i Familierådgivningscentret, med udgangspunkt i en børnefaglig undersøgelse, har vurderet, at jeres barn eller den unge har udfordringer, der er så komplekse, at der er behov for særlig støtte.
Pædagogisk støtte og praktisk hjælp i hjemmet er for dig eller jer som forældre, der har brug for hjælp til at skabe en god og tryg hverdag for jeres barn. Det kan eksempelvis være fordi det er svært at skabe gode rutiner og vaner.
I kan også have udfordringer i familien, som er så komplekse, at de ikke kan afhjælpes med familiebehandling. Der kan derfor være behov for pædagogisk støtte og/eller praktisk hjælp i hjemmet til at sikre trivsel og udvikling hos jeres barn eller den unge.
Hvad kan I forvente?
Støtten tilrettelægges af familiebehandleren i samarbejde med jer som familie. Her vil der blive taget udgangspunkt i de mål, som er beskrevet i jeres barns handleplan.
Familiebehandleren kan eksempelvis hjælpe med at:
- Planlægge og skabe struktur på jeres hverdag
- Planlægge og tilrettelægge dagligdags gøremål som for eksempel rengøring, indkøb, madlavning eller lektiehjælp
- Guide jer til at give jeres barn omsorg
- Vejlede og hjælpe jer med at implementere specialpædagogiske støttesystemer i hjemmet. Det kan eksempelvis være brug af piktogrammer og ugeplaner
Du kan forvente et forløb, som er niveauinddelt baseret på omfanget og kompleksiteten i de udfordringer, som er beskrevet af rådgiveren. Indsatsen foregår hjemme hos jer.
Pædagogisk støtte og praktisk hjælp kan tilbydes efter følgende niveauer:
Niveau 1 - omfattende støtte:
Niveau 1 er kendetegnet ved, at problemstillingen er kompleks, men vi vurderer at du/I inden for et forløb på højst 3 måneder får redskaber til selv at arbejde videre med problemstillingen.
I niveau 1 arbejdes der for eksempel med at guide i og træne med at skabe struktur i hverdagen.
Niveau 2 - mere omfattende støtte:
Niveau 2 er kendetegnet ved, at der er flere og komplekse problemstillinger. Her vurderer vi, at du/I gennem et forløb på højest 9 måneder får tilstrækkeligt med redskaber til at kunne arbejde videre på egen hånd med problemstillingerne.
I niveau 2 arbejdes der eksempelvis med at vejlede jer i hvordan I kan give jeres barn omsorg eller implementere mere omfattende specialpædagogiske støttesystemer i hjemmet.
Niveau 3 - meget omfattende støtte:
Niveau 3 skal ses som alternativ til en anbringelse af jeres barn/den unge uden for hjemmet.
Det kan for eksempel være fordi der er mange og komplekse problemstillinger, eller hvis I som forældre har udfordringer med selvstændigt at skabe en tryg og stabil hverdag i familien.
I niveau 3 vurderer vi, at der er behov for længerevarende hjælp og støtte.
Lovgrundlag: Lov om social service §52 stk. 3 nr. 2