Aflastningshuset Skovly

Et aflastningstilbud for børn og unge med handicap

Aflastningshuset Skovly

Aflastningshuset Skovly grænser lige op til skoven, og lige udenfor døren har vi en hyggelig indhegnet sø og et væld af forskellige dyr. Vi har blandt andet heste, grise, får, kaniner og en kat.

Der er fem værelser i huset, og dermed har vi plads til fem børn og unge ad gangen.

Vi tilbyder aflastningsforløb af kortere og længere varighed. Der tilbydes aflastning på hverdage og i weekender og i den konstruktion, der er mulighed for.

Et aflastningsdøgn går fra kl. 15.00 til kl. 15.00 næste dag. Er der skiftedag på dage, hvor dagtilbud/ skole er lukket, skal jeres barn senest være hentet kl. 11.00. Ankomst sker efter kl. 15.00.

Hos Skovly har vi vores egen bus. Personalet henter og bringer jeres barn/den unge til og fra dagtilbud/ skole. Det giver os mulighed for et tæt samarbejde med vores samarbejdspartnere.

Vi bor på samme matrikel som aktivitetstilbuddet Skovly og STU (Særlig Tilrettelagt Ungdomsuddannelse.)

 

Den professionelle tilgang

Skovly er et tilbud hvor der bliver anvendt relations pædagogik med udgangspunkt i et trygt, varmt, roligt, omsorgsfuldt, struktureret og forudsigeligt miljø, med omsorgsfulde professionelle personaler.

Vi fokuserer på de positive relationer, der opstår i hverdagen, og vi kigger på de forskellige samspil, der opstår mellem de enkelte børn/ unge mennesker.

Vi arbejder ressourcefokuseret og anerkendende med udgangspunkt i den enkelte unge/det enkelte barn.
(KRAP – Kognitiv Ressourcefokuseret Anderkendende Pædagogik).

 

Tæt Forældresamarbejde

Personalet på Skovly vægter en tæt kontakt til jer forældre. Den tætte kontakt med jer er afgørende for jeres barns trivsel i aflastningen; og en forudsætning for et godt samarbejde.

Vi er med til at skabe rammerne om at bygge bro mellem hjem og aflastning. Forud for aflastningen på Skovly, vil der være en tæt dialog mellem jer forældre og personalet, hvis der er behov for dette. På den måde er vi hele tiden er opmærksomme på hvor jeres barn/den unge er. Samme overlevering vil ske efter ophold, enten via kommunikationsbogen eller mundtlig overlevering.

 

Opstarten på Skovly

Når jeres barn/den unge er blevet visiteret til Skovly, laver vi en individuel indkøringsplan. Vi tager gerne på hjemmebesøg/ skolebesøg for at få den bedst mulige overlevering af jeres barn/den unge inden opstart.

 

Rammerne på Skovly

Jeres barn/den unge får sit eget værelse med badeværelse. Værelset indrettes efter ham eller hende, der er i aflastning, så det bliver et værelse med genkendelige rammer og med et fokus på deres interesser. Til dagligt sikres der en sund og varieret kost ud fra organisationens kostpolitik. 

Eventuel medicin vil blive opbevaret i et aflåst skab. Nogle har brug for at få deres medicin i køleskab, og her vil der være et separat køleskab til dette.

Jeres barn/den unge vil så vidt muligt møde det samme personale og børn/unge, når han eller hun er i aflastning på Skovly.

Skovly er placeret i et naturskønt område med højt til loftet og som indbyder til leg i naturen. Aktiviteterne følger den enkle børnegruppes interesser og behov.

Derudover er der mulighed for at benytte træværksted, legeplads, skov, læringshave, drivhus og meget andet.

Aflastningshuset Skovly

Randersvej 85B - 8544 Mørke