Gå til hovedindhold

Socialtandpleje

Socialtandpleje i Syddjurs Kommune

Indhold

    Hvad er socialtandpleje?

    Socialtandpleje er et gratis tandplejetilbud til de mest udsatte borgere i Syddjurs Kommune, der ikke kan benytte andre tandplejetilbud.

    Det kan være hjemløse borgere og borgere, som modtager støtte i form af støtte-kontaktperson jf. servicelovens §99, eller støtte jf. servicelovens § 82 og 85, 107 og 108 samt støtte jf. servicelovens § 104 og 110.

    Det er borgerens sociale forhold, funktionsevne og behandlingsbehov, som giver ret til at benytte socialtandpleje.

    Socialtandplejen omfatter:

    • Akut smertelindrende behandling, hvorved forstås behandling, som afhjælper smerte, infektion, hævelse, skade eller anden akut tilstand.
    • Funktionsopbyggende tandbehandling, hvorved forstås behandling af oral funktionsnedsættelse til borgere, der f.eks. har nedsat tyggefunktion, eller hvor tab af tænder i fortandsregionen er vansirende.
    • Forebyggende råd og vejledning i forhold til vedligeholdelse af behandlingen, hvorved forstås information og instruktion i tandpleje og behandling af eksisterende sygdom og forebyggelse af ny sygdom.
    • Behandlingen omfatter også udlevering af det for behandlingen nødvendige medicin (fx smertestillende medicin og antibiotika).
    • Behandlingen tilpasses efter konkret vurdering den enkeltes ønsker og behov samt muligheder for at gennemføre en given undersøgelse eller behandling.

    Eksempler på behandlinger i specialtandplejen:
    • Fjernelse af dårlige og smertende tænder
    • Fyldninger
    • Tandrensning
    • Hjælp til at holde tænderne sunde fremadrettet
    • En aftagelig smileprotese, hvis borgeren er socialt hæmmet af tandløshed
    • Evt. forbedring af tyggefunktion

    Der kan tilbydes behandling i ”fuld bedøvelse”  – generel anæstesi, hvis det skønnes nødvendigt ud fra en faglig vurdering.

    Hvor kan man blive behandlet og hvem foretager behandlingen?

    Behandlingen sker typisk på en af de kommunale tandklinikker.
    De sociale tilbud skal ved opsøgende indsats og ledsagelse støtte den enkelte i at benytte tilbuddet således at den tiltænkte behandling gennemføres.

    Socialtandplejen tilrettelægges sådan at tilgængelighed, tryghed og fleksibilitet tilgodeses under hensyntagen til den enkelte patient og således at klinikken udviser rummelighed og tolerance i mødet med den enkelte.

    Behandlingerne udføres af personale med særlig indsigt i og viden om målgruppen.

    Den væsentligste lovgivning vedr. socialtandpleje er:

    Man skal visiteres til socialtandpleje

    Der er ens kriterier over hele landet for at blive visiteret til, dvs. tilmeldt, socialtandplejeordningen. Det kan dog variere fra kommune til kommune hvordan kriterierne bliver fortolket. Det kan også variere, hvem der i praksis visiterer borgeren ind i ordningen. Generel set skal man opfylde tre kriterier for at blive visiteret til ordningen:

    1. Man skal tilhøre de mest socialt udsatte grupper dvs. være i målgruppen for aktivitets- og samværstilbud eller have midlertidigt ophold i kommunalt tilbud til personer med særlige sociale problemer, være gade-hjemløs, eller være i målgruppen for herberg, varmestuer eller værested på grund af hjemløshed.
    2. Man skal have meget svært ved eller slet ikke kunne benytte de øvrige tandplejetilbud i fx omsorgs- og specialtandplejen eller praksistandplejen.
    3. Man skal have et konkret behov for tandpleje som kan varetages i regi af socialtandplejeordningen.

    Som oftest bliver man visiteret ind i ordningen via et af kommunens aktivitets- og samværstilbud, kommunens gademedarbejdere eller via herberger, varmestuer og væresteder

    Socialtandpleje, eller specialtandpleje eller omsorgstandpleje?

    De borgere, der bliver tilbudt socialtandpleje, vil have vanskeligt eller umuligt ved at benytte tandplejen hos privatpraktiserende tandlæger. Hovedparten af målgruppen for socialtandpleje er hjemløse, benytter tilbud som væresteder, herberger og varmestuer, eller kan ikke opholde sig i egen bolig. Det betyder, at hovedparten af borgere i målgruppen for socialtandpleje ikke er omfattet af muligheden for direkte henvisning eller visitation til special- eller omsorgstandpleje ved akut behov for tandpleje.

    I visse tilfælde kan patienter, der synes at høre ind under socialtandplejeordningen, dog af kommunen blive visiteret videre til behandling i special- eller omsorgstandplejeordningen, hvis dette synes hensigtsmæssigt ud fra en konkret vurdering. Læs mere om omsorgstandpleje eller specialtandpleje.

    Klagemuligheder

    Man kan som borger/patient klage til Styrelsen for Patientklager (tidligere Patientombuddet og Styrelsen for Patientsikkerhed) over kommunens visitationsafgørelse. Man kan klage over:

    • om man er omfattet af reglerne om socialtandpleje
    • omfanget af socialtandpleje.
    Visitationsskema til Socialtandpleje
    Læs mere om Socialtandpleje her