Omsorgstandpleje
Omsorgstandpleje i Syddjurs Kommune
Indhold
Hvad er omsorgstandpleje
Omsorgstandplejen er et kommunalt tandplejetilbud til voksne borgere, der af fysiske og/eller psykiske årsager er forhindrede i eller kun med stort besvær kan benytte de almindelige tandplejetilbud. Ordningen gælder først og fremmest beboere på plejehjem, men også visse andre svage grupper, der ikke er på institution.
Formålet med omsorgstandplejen er
- at sikre borgeren så god tyggefunktion som muligt
- at holde borgeren smertefri
- og at give borgeren mulighed for at opretholde sit selvværd og sociale kontakter.
Behandlingerne i omsorgstandplejen er primært forebyggende og vedligeholdende og omfatter kun nødvendige istandsættelser af tandsættet.
Hvor kan man blive behandlet og hvem foretager behandlingen?
Behandlingen udføres når det er muligt i borgerens eget hjem.
Visse behandlinger og undersøgelser skal udføres på klinik.
Behandlingen udføres af personale fra Syddjurs Kommunale Tandpleje.
Der er pr. 1. januar 2018 igen indført fritvalgsordning for omsorgstandpleje. Det betyder, at personer, der får tilbudt tandpleje ved offentlig klinik, kan vælge i stedet at modtage tandplejetilbuddet hos privat praktiserende tandlæge/klinisk tandtekniker. Hvis man ikke ønsker at bruge kommunens behandlere til omsorgstandpleje, skal man kontakte den kommunale tandpleje før der indgås aftale med en privat behandler.
Den væsentligste lovgivning vedr. omsorgstandpleje er
Man skal visiteres til omsorgstandpleje
Det er ‘Visitation til Sundhed og Omsorg’, der visiterer til omsorgstandpleje. Kommunens visitatorer vurderer behovet for omsorgstandpleje / tandpleje i hjemmet på samme måde, som de vurderer behov for fx hjemmehjælp og hjemmesygepleje. Visitators vurdering er en helhedsvurdering, der er konkret, individuel og begrundet.
Hvis der efterfølgende sker ændringer i en borgers situation, kan han/hun blive udvisiteret af omsorgstandplejen.
For at blive visiteret til omsorgstandpleje skal man rette henvendelse til Syddjurs Kommune:
Visitation til Sundhed og Omsorg
Lundbergsvej 2
8400 Ebeltoft
Telefon: 87 53 58 59
Telefontid: Hverdage kl. 9-11, onsdage lukket
E-mail: visitation.hj@syddjurs.dk
John Baggersgaard, Distriksleder
Skrejrupvej 7
8410 Rønde
Telefon: 29 74 22 53
E-mail: joba@syddjurs.dk
Plejepersonalet kan hjælpe med at udfylde ansøgningsblanketter og formidle kontakten til visitationen.
Omsorgstandpleje eller specialtandpleje?
I visse tilfælde kan patienter, der synes at høre ind under omsorgstandplejeordningen, af kommunen blive visiteret til behandling i specialtandplejeordningen.
Klagemuligheder
Man kan som borger/patient [i henhold til LBK nr 995 af 14/06/2018] klage til Styrelsen for Patientsikkerhed (tidligere Patientombuddet) over kommunens afgørelse. Man kan klage over:
- om man er omfattet af reglerne om omsorgstandpleje
- egenbetalingen
- omfanget af omsorgstandpleje.
Egenbetaling
Der er en egenbetaling for borgeren på kr. 610,- pr. år (2025) at være tilmeldt omsorgstandplejen.
Opkrævningen sker løbende hver måned.
Efter tilmelding vil du modtage en faktura med et indbetalingskort. Vi anbefaler, at du tilmelder din betaling for omsorgstandpleje til Betalingsservice enten via din bank eller ved at kontakte Syddjurs Kommune / Borgerservice.
Borgere, der er tilmeldt ordningen og modtager behandling på de kommunale klinikker, skal ikke betale andet end egenbetalingen. Alle behandlinger er gratis, uanset hvor store eller hvor mange behandlinger, man modtager.
Hvis omsorgstandplejen modtages i privat praksis kan der være en hvis egen betaling, hvis leverandøren ikke følger den gældende overenskomst.
Der er ikke inkluderet evt. transport i tilbuddet. Dog kan der ud fra økonomiske kriterier søges om hjælp til transport efter social- og pensionslovene som pensionstillæg.
Tilskud fra sygeforsikringen ‘danmark’
Hvis man er medlem af Sygeforsikringen ‘danmark’ kan man få et tilskud til egenbetalingen for omsorgstandpleje på kr. 350,- (2025) pr. år.
Tilskud fra Danske Regioner (‘sygesikringen’)
Hvis en borger er tilmeldt omsorgstandplejeordningen, kan han/hun ikke samtidig modtage tilskud til tandbehandling fra Danske Regioner (‘sygesikringen’). Det er frivilligt at være med i omsorgstandplejeordningen, og man kan til hver en tid melde sig ud.
Omsorgstandplejen er:
- forebyggende og vedligeholdende
- efter behov: behandling af henholdende eller af palliativ karakter
- behandling baseret på realistiske behandlingsbehov
- opsøgende og regelmæssige undersøgelser,
og fordelene for borgeren ved behandling skal klart overstige ulemperne.
Behandlingerne i omsorgstandplejen
De mest almindelige behandlinger i omsorgstandplejen er: undersøgelse, tandrensning, fyldninger, protesekorrektioner, protesereparationer og tandudtrækninger.
Behandlingsmæssigt omfatter omsorgstandplejen derfor kun nødvendige istandsættelser af tandsættet. Og i det omfang behandlingen ydes i borgerens private hjem, er mulighederne begrænsede.
Alle behandlinger i omsorgstandplejen udføres med særlig hensyntagen til, at patienterne behandles i deres egne omgivelser uden for klinik, at de typisk aldersmæssigt vil være ældre / gamle, og at de ofte ikke vil være fuldt normalt fungerende enten fysisk og/eller psykisk.