Du kan i forskellige tilfælde få støtte til briller, kontaktlinser eller øjenproteser.
For at få støtte, skal du tage kontakt til din optiker. Du har frit valg af optiker, når det drejer sig om personlige hjælpemidler som briller, kontaktlinser og øjenproteser.
Din optiker kender lovgivningen på området og ved, hvornår der kan søges om tilskud. Optikere udfylder og sender din ansøgning med relevante oplysninger til Synssamarbejde Midt, som vurderer den og sender sin indstilling videre til os.
Du får tilsendt en bevilling, hvis du har ret til støtte.
Vi samarbejder med Synssamarbejde Midt om synsrådgivning og vurdering af synshjælpemidler, som for eksempel lup eller luplampe. Du kan kontakte Synssamarbejde Midt på 89 15 86 80 ved spørgsmål til synshjælpemidler.
Ved Synssamarbejde Midt kan du søge om synsrådgivning, hvis din synsrest er på 6/18 (0,3) eller derunder, eller hvis du har større synsfeltsudfald.
Vi tager udgangspunkt i oplysninger fra din øjenlæge og optiker, når din ansøgning behandles. Derfor er det vigtigt, at du for nylig har været ved øjenlæge og optiker. Er øjenlægens oplysninger ældre end seks måneder, skal der nye til.
Du skal ikke selv medbringe oplysningerne fra øjenlægen og optikeren. Med din tilladelse anmoder Synssamarbejde Midt om dine synsoplysninger elektronisk.
Når Synssamarbejde Midt har modtaget dine synsoplysninger, vurderer en faglig koordinator, om du er i målgruppen til at modtage synsrådgivning og vurdering af synshjælpemidler.
- Hvis du er i målgruppen, bliver du kontaktet af en synskonsulent, og I aftaler, hvad der skal ske ud fra dine behov. Det kan være hjemmebesøg, afprøvning af hjælpemidler hos Synssamarbejde Midt eller andet.
- Hvis du ikke er i målgruppen, vil du få et afslag og eventuelt lidt vejledning.
Hvis du har fået vurderet synshjælpemidler ved Synssamarbejde Midt, hjælper synskonsulenten dig med at søge ved kommunen ved at sende en anbefaling af hjælpemidler.
Når vi modtager ansøgningen, vil en visitator afgøre, om du bevilges de anbefalede hjælpemidler.
Hvis du skal have bevilliget synshjælpemidler skal det i væsentlig grad afhjælpe de varige følger af det nedsatte syn, give en væsentlig lettelse i dagligdagen eller være nødvendigt for at kunne udøve et erhverv.
Hvis du selv ønsker at søge om synshjælpemidler, skal du kontakte Synssamarbejde Midt.
Som pensionist kan du søge om tilskud til briller efter visse betingelser.
Tilskuddet søges som et udvidet helbredstillæg, og det beregnes i forhold til prisaftale, overslag, din tillægsprocent og din likvide formue.