Gå til hovedindhold

Skånejob

Skånejob - løntilskud for førtidspensionister - er for dig, som ikke kan arbejde på almindelige vilkår

Indhold

    Er du førtidspensionist, har du mulighed for at blive ansat i et skånejob med løntilskud, hvis du ikke kan fastholde eller opnå beskæftigelse på nedsat tid på det ordinære arbejdsmarked. Du må ikke kunne arbejde på normale vilkår, og du skal have varig nedsættelse af din funktions- og arbejdsevne.

    Ansættelsen i skånejob kan være på fuld tid eller deltid, og din arbejdsgiver udbetaler lønnen til dig og modtager et løntilskud fra kommunen.

    Skånejob foregår på særlige vilkår og tager udgangspunkt i, hvad du kan klare fysisk og/eller psykisk.

    Et skånejob er normalt med nedsat arbejdstid, og der gælder særlige regler vedr. aflønning i et skånejob, hvor lønnen normalt er betydeligt lavere end normal overenskomstmæssig aflønning.

    Til gengæld modtager du fortsat din førtidspension samtidig med skånejobbet.

    Du skal selv finde dit skånejob.

    Job med løntilskud for førtidspensionister (tidligere kaldt skånejob) er en mulighed, hvis du ikke kan klare et job på almindelige vilkår. Du kan både arbejde på fuldtid og deltid, men du skal modtage førtidspension og må ikke være folkepensionist.

    Løn- og arbejdsvilkår aftales mellem dig og arbejdsgiveren i samarbejde med de faglige organisationer.

    For at få tilskud skal jobbet godkendes som rimeligt af kommunen. Det er den kommune, hvor du bor, der skal godkende jobbet.

    Hvis dit fysiske eller psykiske tilstand betyder, at du har brug for hjælp eller vejledning, når du starter i jobbet, kan virksomheden få et tilskud fra kommunen til at dække de ekstra udgifter.

    Tilskudsordningen kaldes for en mentorordning og dækker også for uddannelse af den medarbejder, der skal stå for din oplæring.

    Skal arbejdspladsen ændre på indretningen, eller er der brug for nogle særlige arbejdsredskaber, kan virksomheden søge tilskud hos kommunen. For at få tilskud skal hjælpemidlerne være af afgørende betydning for, om du kan klare dit arbejde.

    04.07.2024 11:08 - Indhold hentet fra Borger.dk

    Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

    Kontakt

    Jobcenter Syddjurs

    Lundbergsvej 2
    8400 Ebeltoft

    Telefon: 87535000

    E-mail: jobcenter@syddjurs.dk