Udsættelse af skolestart
I Folkeskoleloven står der, at undervisningspligten indtræder den 1. august i det kalenderår, hvor barnet fylder 6 år. Det betyder, at 0. klasse (børnehaveklassen) er obligatorisk.
I kan som forældre søge om udsættelse af skolestart for jeres barn. Visitationsudvalget i kommunen kan godkende, at jeres barns undervisningspligt udsættes et år på grund af barnets udvikling, hvis I som forældre ønsker det.
Udsættelse vil ikke kunne ske med begrundelse i specialpædagogiske behov, fordi folkeskolen giver specialpædagogisk bistand til børn med behov for særlig tilrettelagt undervisning.
En ansøgning vedrørende udsættelse af skolestart skal være modtaget i Skoleafdelingen i Børn og Læring senest 10. januar det år jeres barn fylder 6 år.
- Er barnet indstillet til PPR, indhenter Skoleafdelingen i Børn og læring relevante oplysninger fra PPR.
- Går barnet i dagtilbud, skal der sammen med ansøgningen medsendes en pædagogisk handleplan for, hvordan barnet tænkes stimuleret i dagtilbuddet i det kommende år.
- Handleplanen udarbejdes af dagtilbuddet i samarbejde med jer som forældre - anvend skabelon nederst på siden. (Indsender dagtilbudslederen handleplanen via mail, betragtes handleplanen som underskrevet).
Visitationsudvalget består af skolechefen, lederen af Specialpædagogisk Team og en psykolog fra PPR, som på vegne af Byrådet vurderer ansøgningerne og sender afgørelse til jer som forældre senest i uge 5.
Hvis ansøgningen godkendes, skal I som forældre sørge for at orientere dagtilbud og distriktsskole.
Afgørelsen kan ikke ankes.
Fremrykning af skolestart
Der skal foretages en konkret vurdering af jeres barn, før det kan besluttes, om skolestart i 0. klasse kan fremrykkes et år. Ved vurderingen skal det også indgå, om jeres barn kan følge med klassen op i 1. klasse.
Jeres barn skal efter jeres anmodning optages i 0. klasse i det kalenderår, hvor barnet inden den 1. oktober fylder fem år, hvis det må antages at kunne følge undervisningen.
Hvis I ønsker en vurdering af, om jeres barn kan få fremrykket skolestart, skal I kontakte barnets dagtilbud.