Oversigt over private daginstitutioner i Syddjurs Kommune
I Syddjurs Kommune er der private daginstitutioner, og der er mulighed for privat pasning efter dagtilbudslovens §80.
Herunder kan du se et kort over de private daginstitutioner.
Tilskud til privat børnepasning
Du/I kan bevilges tilskud til privat pasning fra det tidspunkt, hvor aftalen om privat pasning er godkendt af kommunalbestyrelsen.
Ansøgningen erstatter ikke en egentlig ansættelseskontrakt/aftale om privat pasning. Beløbet udbetales hurtigst muligt efter, at ansøgningen om tilskud er godkendt af pladsanvisningen, samt i forhold til hvornår pasningen påbegyndes. Tilskuddet kan udbetales indenfor samme måned, hvis ansøgningen er godkendt inden d. 15. i måneden. Tilskuddet udbetales månedsvis bagud.
Tilskuddet udregnes efter den løn eller det vederlag, som er aftalt med personen, som passer barnet. Kommunen yder tilskud med højst 75% af udgiften til pasning af børn, dog med et loft for maks-tilskud. Se takster for børnepasning i menuen til venstre. Herudover kan ydes et eventuelt søskendetilskud.
Regler for private daginstitutioner
Syddjurs Kommunes leverandørkrav til de private daginstitutioner blev vedtaget første gang i Byrådet i 2012, og er senest blevet opdateret i 2021.
I fanerne herunder kan du se hvilke forudsætninger og krav, du skal leve op til for at kunne blive godkendt som privat pasningsordning i Syddjurs Kommune.
Dagplejekontorets tilsynsførende pædagoger skal godkende dig, dit hjem og dine omgivelser. Der bliver desuden talt om krav og forventninger til din godkendelse.
Du kan forvente at din ansøgning bliver behandlet senest fire uger efter henvendelse.
Du skal lave en kontrakt med mindst ét hold forældre om pasning af deres barn. En kopi af din kontrakt med forældrene skal indsendes til den tilsynsførende.
Du kan tidligst blive godkende en måned før forventet opstart.
Det er vigtigt at du har gjort dig overvejelser om, hvordan det vil være for dig at tage vare på og ansvar for fire til fem børns trivsel, læring og udvikling.
Din godkendelse gælder i op til tre måneder. Hvis du ikke har indskrevne børn i denne periode, skal du ansøge igen.
- Du skal være fyldt 18 år og kunne fremsende eksamensbevis på minimum 9. klasses niveau, også i dansk.
- Dine fysiske rammer - inde som ude - skal godkendes i forhold til børnemiljøet.
- Det anbefales, at du har et gyldigt førstehjælpsbevis.
- Du skal give tilsagn om, at kommunen kan indhente børneattest på dig som ansøger, eventuelt ægtefælle og hjemmeboende børn over 15 år.
- Den tilsynsførende fører overordnet tilsyn med, at du som private børnepasser passer de børn, der er indskrevet, og at hele børnegruppen trives i tilbuddet.
- Den tilsynsførende udfører fire tilsyn om året, anmeldte som uanmeldte. Der laves notat ved disse besøg.
- Du kan som privat børnepasser godkendes til pasning af maksimalt fem børn.
- Godkendelsen bliver givet ud fra en konkret vurdering af dig og dit hjem.
- Der kan blive godkendt to personer til at varetage pasningsordningen i ét hjem, men dog med pasning af højest ti børn. Børnene bliver indskrevet i hver deres private pasningsordning og må derfor ikke overlades til den anden.
- Syddjurs Kommunes tilsynsførende pædagoger tager ikke del i forældresamarbejdet.
- Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at forældrene ikke kan få tilskud til privat pasning efter § 80, stk. 1, hvis kommunalbestyrelsen i forbindelse med iværksættelse af hjælpeforanstaltninger efter § 52 i Lov om social service anser det for nødvendigt, at et barn er optaget i et dagtilbud.
- Den private pasningsordning skal tilrettelægges, så den fremmer børns læring gennem trygge læringsmiljøer.
- Arbejdet med læringsmiljøer skal indholdsmæssigt stå mål med kravene til læring og læringsmiljøer i dagtilbud, jf. § 8, ligesom arbejdet med læringsmiljøer i den enkelte private pasningsordning skal tage udgangspunkt i børnegruppens sammensætning og børnenes forskellige forudsætninger.
- Den private pasningsordning skal tilrettelægges, så børn sikres medbestemmelse, medansvar og forståelse for og oplevelse med demokrati.
- Den private pasning skal bidrage til at udvikle børns selvstændighed, evner til at indgå i forpligtende fællesskaber og samhørighed med og integration i det danske samfund.
- Når du har et arbejde, hvor du er i tæt kontakt med børn og unge, er du særlig forpligtet til at underrette kommunen om din eventuelle bekymring for et barn eller en ung. Der stilles ikke krav til, at du som fagperson har et kendskab til barnets eller den unges forhold. Den skærpede underretningspligt betyder, at du har pligt til at reagere alene på baggrund af forhold, der giver formodning om, at et barn eller en ung har behov for særligt støtte.
- Reglerne for godkendelse af privat børnepasser er de sammen som den kommunale dagplejers godkendelse.
- Rygning er ikke tilladt jf. generelle retningslinjer i Syddjurs kommune.
- Husdyr er tilladt efter samme retningslinjer som for kommunale dagplejere.