Du skal bruge en godkendelse eller tilladelse
Opsætning af solceller og solfangeranlæg kan være godkendelsespligtigt, afhængig af om anlægget opstilles på terræn eller installeres på en bygning og den pågældende bygnings anvendelse.
Opstilling af solceller eller –fangere på terræn kan forudsætte byggetilladelse. Mulig godkendelsespligt afhænger af, om konstruktionerne er væsentlige under hensyntagen til omgivelserne i forhold til omfang, højde og afstand. Det er kommunen, som afgør hvorvidt solceller eller –fangere på terræn er godkendelsespligtigt. Der skal derfor altid fremsendes relevant projektmateriale til brug for kommunens vurdering ved opstilling af anlæg på terræn.
Installation af solceller og –fangere på henholdsvis enfamilie-, tofamilie-, række- og sommerhuse, samt småbygninger i tilknytning til disse typer bygninger kan udføres uden byggetilladelse eller anmeldelse til kommunen efter byggeloven.
Bemærk dog, at solceller og solfangeranlæg skal medregnes til bygningshøjden, som forsat skal være overholdt, inkl. anlægget, for at installationen kan udføres uden byggetilladelse.
Vær desuden opmærksom på at opsætning og placering af solceller og –fanger kan være reguleret af - eller være omfattet af forbud i - lokalplaner, byplanvedtægter og tinglyste deklarationer.
Nederst på siden kan du se, om din ejendom er omfattet af en lokalplan og/eller en kommuneplanramme
Installation af solceller eller –fangere på alle andre typer bygninger forudsætter derimod altid forudgående byggetilladelse.
Solpanelerne bør placeres med samme hældning som taget, eller som en integreret del af tagbelægningen. Sørg for at panelerne er placeres harmonisk på taget under hensyntagen til kviste, tagvinduer, skorstene m.v., og således at der ikke skabes arkitektonisk ubalance i bygningens samlede ydre fremtræden.
De tekniske krav til solcelle- og solfangeranlæg er fastsat i bygningsreglementets kapitel 12.
Det tilrådes at kontakte en professionel rådgiver til at gennemgå om tagkonstruktionen kan bære den ekstra vægt fra solcellerne/solfangeranlægget.
Der henstilles til, at solceller og -fangere udføres med antirefleksbelægning, for at minimere potentielt generende genskin i forhold til omkringboende og kørende trafik.
Opsætning af solfangeranlæg skal altid registreres i Bygnings- og Boligregistret (BBR), uanset om anlægget kan etableres med eller uden byggetilladelse.
Naturstyrelsen har offentliggjort et notat om opsætning af solfangere/solcelleanlæg i relation til lokalplaner og byplanvedtægter.
Der gælder særegne regler for bebyggelse i landzone.
Det er vigtigt, at du undersøger bygningsreglementets bestemmelser samt eventuel lokalplan og deklaration for området, før du indsender dit projektmateriale. Du kan finde information om hvad du skal have med, ved at trykke på "Få alle projekter med".
Der er links til Bygningsreglementet, notat om opsætning af solfangere/solcelleanlæg og info om landzoner nederst på siden.
Få alt projektmateriale med
Vi opfordrer dig til at indsende dit projektmateriale samlet og komplet. Sagsbehandlingen kan først afsluttes, når alle relevante projektmaterialer er modtaget.
Vi vil bede dig om at gennemgå listen, for at sikre at du får sendt alt nødvendigt materiale med. Listen er vejledende, og den kan derfor variere afhængig af dit konkrete byggeprojekt.
Situationsplan
- Målsat og -fast inkl. angivelse af terrænkoter eller -kurver, solpanelernes mål og placering på bygninger eller terræn. Anlæggets afstande til henholdsvis vej-, sti- og naboskel samt eksisterende bebyggelse samt indtegning af eventuelle byggelinjer eller -felter.
Facadetegninger - ved etablering på bygninger
- Målsat og -fast med illustration af anlæggets placering på bygningen og angivelse af højder.
Fuldmagt
- Fuldmagt fra ejendommens ejer er påkrævet, såfremt ejer og ansøger ikke er samme person/virksomhed.
Tinglyste dokumenter, som kan være relevante for byggesager
- Bygherren er ansvarlig for at bestemmelser i eventuelle deklarationer overholdes. Deklarationer kan rekvireres digitalt ved Tinglysningsretten. Du kan finde et link længere nede på siden.
Vigtig viden om emnet