Gå til hovedindhold

Tidlig forebyggelse – med henvisning eller visitation

Tidlig forebyggelse – med henvisning eller visitation – indebærer at identificere og adressere problemer tidligt gennem målrettet støtte og vejledning, før de udvikler sig til større udfordringer.

Indhold

    Familievejledning

    Familievejledning kan hjælpe med at løse specifikke og mindre problemstillinger omkring jeres barn, den unge eller familien, som ikke kræver mere omfattende støtte.

    Er du/I i målgruppen?

    Familievejledning kan tilbydes til forældre, børn, unge og familier, hvor rådgiveren i Familierådgivningscentret har vurderet, at familien, barnet eller den unge har behov for særlig støtte. Samtidig skal rådgiveren have vurderet, at et afgrænset, forebyggende forløb er tilstrækkelig til at afhjælpe de problemer familien oplever.

    Vi kan både hjælpe dig som forælder, dit barn eller din familie som helhed.

    Som forælder/familie kan man ende i en situation med så store udfordringer, at man har behov for ekstra hjælp til at håndtere. Du kan for eksempel:

    • Have problemer i din familie du har svært ved at løse selv
    • Opleve sorg eller krise i familien
    • Være usikker på, hvordan du tackler opgaven som forælder
    • Have problemer med at få dit barn i skole

    Det kan også være, at du som forælder oplever, at dit barn:

    • Udviser symptomer på angst, depression eller psykiske belastninger
    • Har spiseproblemer
    • Har selvskadende adfærd

    Hvad kan du forvente?

    Dit forløb med en familievejleder vil være tilpasset omfanget og kompleksiteten i de udfordringer, som er beskrevet af rådgiveren fra Familierådgivningscentret.

    Familievejledning under tidlig forebyggelse er kendetegnet ved, at den specifikke problemstilling, der skal arbejdes med, er konkret og afgrænset. Derfor kan du forvente, at du efter op til 5 samtaler med en familievejleder har fået redskaber til at håndtere og arbejde videre med problemstillingerne selv.

    Det kan enten være et forløb for dig/jer som forældre, for hele jeres familie eller udelukkende for jeres barn eller den unge. Familievejlederen tilrettelægger forløbet i samarbejde med jer som familie.

    Der er flere muligheder for at sammensætte et forløb med familievejledning alt efter, hvad udfordringen er.

    Blandt mulighederne for familievejledning er:

    • Vejledende samtaler, hvor I sammen taler om de udfordringer, jeres barn eller den unge har og om, hvordan du/I som forældre kan hjælpe barnet eller den unge. Det vil typisk være en vekslen mellem samtaler med familievejlederen om, hvordan du/I kan skabe gode forandringer som familie og perioder, hvor du/I øver jer derhjemme på noget af det, I har talt med familievejlederen om
    • Kortere, afgrænsede forløb for jeres barn/den unge med eksempelvis samtaleterapi eller terapi gennem leg eller bevægelse. Formålet vil være at hjælpe jeres barn eller den unge med at bearbejde svære oplevelser, som påvirker dets udvikling og trivsel
    • Gruppeforløb for børn/unge, der oplever problemskabende konflikter i forbindelse med forældrenes skilsmisse
    • Gruppeforløb for børn/unge, der har udfordringer med angst

    Samtaler, gruppeforløb og terapi foregår i Center for Børn, Unge og Familiers lokaler på hverdage mellem kl. 8.00 – 17.00. Der er også mulighed for, at samtaler med en familievejleder foregår virtuelt.

    Derudover kan der i særlige tilfælde være mulighed for, at dit/jeres barn eller den unge får sin egen voksne kontaktperson tilknyttet. Kontaktpersonen giver mulighed for en stabil og tillidsfuld voksenkontakt. Gennem vejledning og støtte kan kontaktpersonen eksempelvis hjælpe jeres barn/den unge til selv at klare konkrete situationer på egen hånd. Det kan eksempelvis være deltagelse i aktiviteter i fritiden.

    Lovgrundlag: Lov om social service §11, stk. 3

    Kontakt

    Borgerservice

    Mandag-Tirsdag
    08:30 - 15:00

    Torsdag
    08:30 - 17:00

    Fredag
    08:30 - 12:00

    Telefon: 87 53 50 00