Som udgangspunkt skal du selv sørge for kørsel til læge og speciallæge, men du kan blive kørt med kommunes taxaordning, hvis du ikke kan benytte bus eller tog på grund af dit helbred.
I visse tilfælde vil du også have mulighed for at få en ledsager med på køreturen, hvis dit helbred nødvendiggør det.
Du kan visiteres til ordningen, hvis:
- Du er førtids- eller folkepensionist
- Du af helbredsmæssige årsager ikke kan bruge offentligt transportmiddel
- Du er medlem af sygesikringsgruppe 1
Sådan bestiller du kørsel
Du kontakter kommunen på telefon 87 53 50 00, helst dagen før læge/speciallægebesøget.
Telefonen er åben mandag - onsdag kl. 08.30 - 15, torsdag kl. 8.30 til 17.00 og fredag kl. 8.30 til 12.00.
Du kan tidligst bestille din kørsel 14 dage før din tid ved lægen.
I forbindelse med bestilling af kørslen vil du blive bedt om at oplyse følgende:
- Hvilken læge/speciallæge skal du til?
- Kan du benytte alle typer biler?
- Vi beder om dit telefonnummer, således chaufføren kan ringe til dig, før han ankommer.
- Har du brug for at have en rollator eller kørestol med?
- Er der behov for, at du bliver hentet ved din dør og fulgt ind til lægen?
- Har du brug for at have en ledsager med?
Herefter vil du få et tidspunkt, hvor du skal være klar til afhentning.
Vi bestiller altid en returkørsel til dig, og du må påregne ventetid før afhentning ved lægen.
Chaufføren vil altid komme ind og hente dig i venteværelset.
Det er kun nødvendigt med én opringning til kommunen, for at bestille en kørsel til læge/speciallæge.
Generelt om kørslen
- Du får altid oplyst et tidspunkt ved afhentning ved bopælen, hvor chaufføren må komme max 5 min. før og seneste 15 min. efter.
- Du får altid oplyst et tidspunkt ved afhentning hos lægen, som max. må variere med +/- 15 minutter
- Du bedes være klar til afgang, når vognen ankommer, dvs. have overtøj parat
- Det er ikke altid den lokale vognmand, der henter dig
- Du kan påregne, at skulle køre sammen med andre borgere, og du kan også komme til at køre en omvej
- Det er ikke altid muligt at få det ønskede afhentningstidspunkt. Det er tidspunktet, du får oplyst, der er gældende
Kan jeg få hjælp til og fra taxaen?
Ja, du bedes oplyse, om du har behov for at blive hentet ved din dør og fulgt ind til lægen, når du ringer og bestiller kørsel.