Tilbud til pårørende til borgere med demens

Her kan du finde information om hvilke tilbud Syddjurs Kommune har, hvis du er pårørende til et menneske med demens

Hold Hjernen Frisk med yoga, oplæsning og frokost på Syddjurs Bibliotek

 

Sammen med Syddjurs bibliotek kan pårørende til demente tage med på en otte ugers mental rejse, der inspirerer til at holde hjernen i gang og skaber et åndehul med fokus på velvære og mentalt input. Forløbet er en del af projektet Hold Hjernen Frisk.

 

I 2050 vil antallet af ældre over 80 år være tredoblet. Mange får derfor flere aktive år, efter de går på pension. Men hvordan holder vi vores hjerne frisk så længe som muligt? Forskning viser, at fysisk aktivitet, mental stimulering og socialt samvær er vigtige elementer; og det er aldrig for sent at gå i gang! Derfor deltager Syddjurs bibliotek i et innovativt pilotprojekt støttet af Nordea-fonden. Projektet hedder Hold Hjernen Frisk og skal omsætte forskningsbaseret viden til konkrete aktiviteter, der kan inspirere seniorer til at holde hjernen frisk – hele livet.

 

Syddjurs bibliotek har i samarbejde med yogalærer Thea Green og demensteamet i Syddjurs kommune valgt at udvikle et forløb for pårørende til demente. At være pårørende til en person med en kronisk sygdom kan være hårdt og derfor vil vi i forløbet tilbyde et åndehul med fokus på bevægelse, hjernegymnastik og et nyt fællesskab. Ud over Syddjurs bibliotek, deltager biblioteker i hele landet i projektet, som DGI, Slots- og Kulturstyrelsen, Sangens Hus og Dansekapellet står bag.

 

Formålet for deltagerne i forløbet er først og fremmest at have det rart! Gennem lette yoga-og meditationsøvelser vil vi sammen lande i kroppen og få redskaber til både at styrke kroppen og blive bedre til at slappe af. Oplæsning af udvalgte tekster vil give deltagerne en fælles oplevelse, som kan give rum til dialog eller individuel refleksion – eller blot til en lille pause. Der vil blive sat god tid af til at spise fælles frokost, for vores håb er, at deltagerne kan skabe netværk, der kan vare ud over forløbets 8 gange.

 

Forløbet afholdes 8 onsdage i perioden 27.10. – 15.12. på Kulturhotellet i Rønde. Læs mere på syddjursbibliotek.dk.

 

Vi er glade for og stolte af, at det endnu en gang lykkes os at skabe tilbud til kommunens borgere på tværs af forvaltningsområder, så vi på den måde lærer af hinanden og danner grobund for flere fremtidige samarbejder til gavn og glæde for borgerne i Syddjurs Kommune.

 

I det 3-årige projekt, Hold Hjernen Frisk, vil projektpartnerne DGI, Slots- og Kulturstyrelsen, Sangens Hus og Dansekapellet omsætte forskningsbaserede viden til engagerende og fællesskabsskabende aktiviteter for seniorer omkring pensionsalderen og udbrede eksisterende viden i forskellige formater. DGI leder projektet. Læs mere om Hold Hjernen Frisk på projektets hjemmeside: www.dgi.dk/holdhjernenfrisk

 

For yderligere information kan bibliotekar Sussi Gadmar kontaktes på slj@syddjurs.dk eller 24916936

 

 

 

Pårørendegruppe

Nyt fra Demenscenter Syddjurs og Røde Kors Syddjurs

Er du pårørende til en person med demens? Og har du brug for at være sammen med andre der også står med mange af de samme udfordringer som dig?

Demenscenter Syddjurs tilbyder fra august 2021 pårørendegrupper for ægtefæller/partnere og for voksne børn til en person med demens, der ikke bor i plejebolig.

For mange pårørende vil det være givende at være sammen med andre, der også har mange af de samme spørgsmål og bekymringer som man selv står med, når demenssygdommen rammer ens familie. For demenssygdommen rammer ikke kun personen med demens, men i høj grad også ens nærmeste.

Det er ingen tvivl om, at det at være pårørende til en person der er ramt af en demenssygdom, kan være både opslidende og krævende til tider. Det kræver både tålmodighed, mod og styrke, at få hverdagen til at fungere.

I en pårørendegruppe vil I få mulighed for at få støtte og rådgivning – både fra hinanden og fra en fagperson.

I vil kunne udveksle erfaringer fra hverdagen med hinanden. Både når det går godt og når det er demenssygdommen der fylder det meste af ens hverdag.

 

  • I Hornslet tilbyder vi pårørendegruppe for ægtefælle/samboer/nær ven eller veninde, tirsdage hver 14. dag fra kl. 13.30 til 15.30. På Lokalcenter Rosengården. Opstartsdato er tirsdag d. 24. august 2021.

 

  • I Ebeltoft tilbyder vi pårørendegruppe for ægtefælle/samboer/nær ven eller veninde, torsdage hver 14. dag fra kl. 13.30 til 15.30. På Trænings og aktivitetscenter Solbakken. Opstartsdato er torsdag d. 26. august 2021.

 

  • I Hornslet tilbyder vi pårørendegruppe for erhvervsaktiv ægtefælle/samboer/nær ven eller veninde, tirsdage hver 14. dag fra kl. 16.00 – 18.00. På Lokalcenter Rosengården. Opstartsdato er tirsdag d. 31. august 2021.

 

  • I Hornslet tilbyder vi pårørendegrupper for voksne børn/svigerbørn der har en forælder/svigerforælder med demens, tirsdage hver 14. dag fra kl. 19.00 til 21.00. På Lokalcenter Rosengården. Opstartsdato er tirsdag d. 31. august 2021.

 

Ring til Demenscenter Syddjurs hvis du har spørgsmål på telefon: 8753 5685

 

For alle grupper gælder det at forløbet strækker sig over 5 mødegange. Grupperne vil blive lukket for nye medlemmer når de først er startet op. Der vil løbende startes nye grupper op.

 

Som noget nyt tilbyder vi, at der samtidig med pårørendegrupperne, er en café for dem med demens, der har brug for eller lyst til for at komme med, når ens ægtefælle/samboer/nær ven eller veninde er i pårørendegruppe. Der bliver café i både Ebeltoft og Hornslet.

Bemærk: Der er ikke café, i den pårørendegruppe for voksne børn/svigerbørn.

I caféen vil der være hyggeligt samvær med kaffe/the og forskellige aktiviteter alt efter interesser og hvad der er stemning for. I caféen er der både fagpersonale fra Demenscenter Syddjurs og frivillige fra Røde Kors.

 

Tilmeldingsfrist:  d. 17. august på mail demens@syddjurs.dk eller på tlf. 2131 7464 (mandag, tirsdag, torsdag og fredag ml. kl. 8-12) 

 

 

 

 

 

 

 

Opdateret: 02-10-2021 11:15

Kontakt